Ester 9:1-32
9 Og i den tolvte måned, det er aʹdar+ måned, på den trettende dag, da tiden var inde til at kongens ord og lov blev bragt til udførelse,+ på den dag hvor jødernes fjender havde håbet at få magten over dem, skete der det modsatte,* nemlig at jøderne fik magten over dem der hadede dem.+
2 Jøderne samlede sig+ i deres byer i alle kong Ahasveʹrus’ provinser+ for at lægge hånd på dem der søgte deres ulykke,+ og ingen stod sig imod dem, for der var faldet en rædsel+ for dem over alle folkeslagene.
3 Og alle provinsernes fyrster+ og satrapperne+ og landshøvdingerne og kongens forretningsførere+ støttede jøderne, for der var faldet en rædsel+ for Morʹdokaj over dem.
4 For Morʹdokaj var en anset+ [mand] i kongens hus, og hans ry+ nåede ud til alle provinserne, for manden Morʹdokaj voksede i anseelse.+
5 Jøderne huggede nu alle deres fjender ned med sværdet+ og dræbte og udryddede dem og gjorde som de ville med dem der hadede dem.+
6 I borgen Suʹsan+ dræbte og udryddede jøderne fem hundrede mænd.
7 Også Parsjandaʹta og Dalʹfon og Aspaʹta
8 og Poraʹta og Adalʹja og Aridaʹta
9 og Parmasjʹta og Aʹrisaj og Aʹridaj og Vajzaʹta,
10 de ti sønner+ af Haʹman,+ Hammedaʹtas søn, jødernes modstander,+ dræbte de. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset.+
11 På den dag blev antallet af dræbte i borgen Suʹsan indberettet til kongen.
12 Kongen sagde derpå til dronning Ester:+ „I borgen Suʹsan+ har jøderne dræbt og udryddet* fem hundrede mænd, og desuden Haʹmans ti sønner. Hvad har de gjort+ i resten af kongens provinser?+ Men hvad du end beder om, vil det blive givet dig,+ og hvad du end yderligere anmoder om,+ vil det blive efterkommet.“
13 Da sagde Ester: „Hvis kongen mener at det er godt,+ lad det da også i morgen blive tilstået de jøder som er i Suʹsan at handle efter loven for i dag;+ og lad Haʹmans ti sønner blive hængt op på pælen.“+
14 Kongen gav da besked om at man skulle gøre således,+ hvorpå loven blev publiceret i Suʹsan, og Haʹmans ti sønner blev hængt op.
15 De jøder som var i Suʹsan samlede sig derfor også på den fjortende+ dag i måneden aʹdar, og de dræbte tre hundrede mænd i Suʹsan. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset.+
16 Men resten af jøderne, de som var i kongens provinser,+ samledes og stod op* for deres sjæle*+ og tog hævn+ over* deres fjender og dræbte* dem der hadede dem: femoghalvfjerds tusind. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset.
17 Det var på den trettende dag i aʹdar måned. Og på den fjortende var der hvile, og man gjorde* den til en dag med fest+ og fryd.+
18 Men de jøder som var i Suʹsan samlede sig på den trettende+ og på den fjortende i [måneden], og på den femtende var der hvile, og man gjorde den til en dag med fest og fryd.+
19 Derfor gjorde jøderne på landet, de der boede i byerne i det åbne land, den fjortende dag i måneden aʹdar+ til [en dag med] fryd+ og fest og en lykkelig dag+ og [en dag hvor] man sender noget af sin mad til hinanden.+
20 Morʹdokaj+ skrev nu disse ting ned og sendte skrivelser til alle jøderne i alle kong Ahasveʹrus’* provinser,+ både nær og fjern,
21 for at pålægge dem at blive ved med+ at fejre den fjortende dag i aʹdar måned, og den femtende dag, hvert eneste år,
22 svarende til de dage hvor jøderne hvilede fra [opgøret med] deres fjender,+ og den måned som for dem blev ændret fra græmmelse til fryd, og fra sorg+ til en lykkelig dag, og fejre dem som dage med fest og fryd og [som dage] hvor man sender noget af sin mad til hinanden+ og gaver til de fattige.+
23 Og jøderne gik ind på at fortsætte med det de var begyndt at gøre og som Morʹdokaj havde skrevet til dem om.
24 For Haʹman,+ agagitten+ Hammedaʹtas søn,+ alle jødernes modstander,+ havde lagt planer mod alle jøderne om at udrydde dem,+ og han havde kastet pur,+ det er lod,+ for at skabe forvirring iblandt dem og udrydde dem.
25 Men da Ester* var gået ind til kongen, sagde han i en skrivelse:+ „Lad hans onde plan+ som han har udtænkt mod jøderne, komme over hans eget hoved,“+ og de hængte ham og hans sønner op på pælen.+
26 Derfor kalder man disse dage purim efter navnet pur.+ Derfor — som følge af alt hvad der stod i dette brev+ og det de havde set i denne forbindelse og det der var overgået dem —
27 påtog jøderne sig [denne skik] og gik ind på at de selv og deres afkom* og alle som sluttede sig til dem,+ fortsat skulle fejre disse to dage i overensstemmelse med hvad der var skrevet om dem, og til deres fastsatte tid hvert eneste år, så det ikke skulle gå i glemme.
28 Og disse dage skulle huskes og fejres af hver eneste generation, hver eneste slægt, hver eneste provins og hver eneste by; og disse purimsdage skulle aldrig gå i glemme blandt jøderne, og deres afkom skulle aldrig holde op med at fejre mindet+ om dem.
29 Og dronning Ester, Abihaʹjils datter,+ og jøden Morʹdokaj skrev så magtfuldt de kunne for at stadfæste dette andet brev angående purim.
30 Derpå sendte han* skrivelser til alle jøderne i de et hundrede og syvogtyve provinser+ i Ahasveʹrus’ rige,+ fredelige og sande ord,+
31 for at stadfæste at disse purimsdage [blev holdt] til deres fastsatte tid, sådan som jøden Morʹdokaj og dronning Ester havde pålagt dem,+ og sådan som de havde pålagt deres egne sjæle* og deres afkom,+ indbefattende regler om fastedage+ og klageråb.+
32 Og Esters ord stadfæstede disse purimsregler,+ og det blev skrevet i en bog.
Fodnoter
^ „skete der det modsatte“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ „udryddet“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ „tog hævn . . . dræbte“. På hebr. er verbalformerne infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ „og tog hævn over“, ved en tekstrettelse; M: „og der var hvile fra“.
^ „stod op“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ „man gjorde“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ „Artaxerxes’“, LXX.
^ „Ester“, SyVg; M: „hun“.
^ El.: „sæd“.
^ „han“, M; SyVg: „de“.
^ El.: „pålagt sig selv“.
