Jeremias 12:1-17
12 Du er retfærdig,+ Jehova, når jeg fremfører min sag for dig, ja, når jeg taler med dig om retfærdige domme. Hvordan kan det være at det er de ugudeliges vej der lykkes,+ at det er alle dem der begår forræderi der er ubekymrede?
2 Du har plantet dem; de har også slået rod. De vokser op; de har også båret frugt. Du er nær i deres mund, men langt borte fra deres nyrer.*+
3 Men du, Jehova, du kender mig;+ du ser mig og du har ransaget mit hjerte, [om det er] i samhørighed med dig.+ Skil dem fra som får til slagtning,+ og sæt dem til side* til drabsdagen.
4 Hvor længe skal landet blive ved med at sørge+ og alle markens planter tørre ind?+ På grund af indbyggernes ondskab er dyrene og de flyvende skabninger blevet revet bort.+ For de har sagt: „Han ser ikke vores fremtid.“
5 Når du løber med mænd der er til fods og de løber dig træt, hvordan kan du da løbe om kap med heste?+ Og føler du dig [kun] tryg* i fredens land,+ hvad vil du da gøre i Jordans stolte [krat]?+
6 For selv dine brødre og din faders husstand, selv de har forrådt dig.+ Selv de har råbt højt bag dig. Tro dem ikke, blot fordi de taler godt for dig.+
7 „Jeg har forladt mit hus;+ jeg har opgivet min arvelod;+ jeg har overgivet min sjæls elskede i hendes fjenders hånd.+
8 For mig er min arvelod blevet som en løve i skoven. Hun har ladet sin stemme lyde imod mig. Derfor hader jeg hende.+
9 For mig er min arvelod+ en mangefarvet rovfugl; rovfuglene er over den til alle sider.+ Kom, saml jer, alle I markens vilde dyr; hent [dem] så [de kan] æde.+
10 Der er mange hyrder+ der har ødelagt min vingård;+ de har nedtrampet min jordlod.+ De har forvandlet min dejlige jordlod+ til en øde ørken.
11 Man har gjort den til en ødemark;+ den er visnet hen;* den er lagt øde for mig.+ Hele landet er lagt øde, fordi der ikke er nogen* som har taget [dette] til hjerte.+
12 Ad alle karavanesporene gennem ørkenen er hærgerne kommet. For sværdet der tilhører Jehova fortærer fra den ene ende af landet til den anden.+ Der er ikke fred for noget kød.
13 De har sået hvede, men torne har de høstet.+ De har slidt sig udmattede; de vil ikke få gavn af det.+ Og I skal beskæmmes* over jeres afgrøder som følge af Jehovas brændende vrede.“
14 Således har Jehova sagt mod alle mine onde naboer,*+ der rører ved den arvelod som jeg lod mit folk Israel få i eje:+ „Se, jeg rykker dem op af deres jord;+ og Judas hus vil jeg rykke op fra deres midte.+
15 Og efter at have rykket dem op vil jeg igen have barmhjertighed med dem+ og føre dem tilbage, hver til sin arvelod og hver til sit land.“+
16 „Og hvis de virkelig vil lære mit folks veje at kende idet de sværger ved mit navn:+ ’Så sandt Jehova lever!’, ligesom de lærte mit folk at sværge ved Baʹal,+ så vil de blive bygget op i mit folks midte.+
17 Men hvis de ikke adlyder, så vil jeg rykke den nation op, rykke [den] op og ødelægge [den],“+ lyder Jehovas udsagn.
Fodnoter
^ El.: „og hellig dem“.
^ El.: „Og du føler dig tryg (i)“, „Og du stoler (på)“. LXXא,B: „Og du føler dig ikke tryg (i)“.
^ El.: „den har sørget“.
^ Ordr.: „ingen mand er“. Hebr.: ’ēn ’īsj.
^ Dvs. det hebr. vb. opfattet som imp. plur. Formen kan også være perf. 3. p. plur.: „Og de skal afgjort beskæmmes“.
^ „naboer“, øjensynlig nabofolk el. -nationer.
