Jeremias 3:1-25
3 Man siger: „Hvis en mand* sender sin hustru* bort og hun går fra ham og bliver en anden mands, kan han så vende tilbage til hende igen?“+
Er det land* visselig ikke blevet besudlet?+
„Men du* har bedrevet utugt med [dine] mange venner+ — og skulle så vende tilbage til mig?“+ lyder Jehovas udsagn.
2 „Løft dine øjne mod karavanesporene og se!+ Hvor er du ikke blevet krænket?*+ Langs vejene har du siddet [og ventet] på dem, som en araber i ørkenen;+ og du bliver ved med at besudle landet med din megen utugt og med din ondskab.+
3 Derfor bliver rigelige regnskyl holdt tilbage,+ og der er end ikke kommet forårsregn.+ Og en utugtig kvindes pande har du fået. Du har nægtet at føle dig ydmyget.+
4 Har du ikke netop nu råbt til mig: ’Min Fader,+ du er min ungdoms fortrolige ven!+
5 Vil man være fortørnet for stedse, eller vogte [på det] bestandig?’+ Se! [Sådan] talte du, men du fortsatte med at gøre onde ting og at føre [dem] igennem.“+
6 Endvidere sagde Jehova til mig i kong Josiʹas’ dage:+ „’Har du set hvad det troløse Israel* har gjort?+ Hun er gået op på hvert højt bjerg+ og under hvert frodigt træ,+ så hun kunne bedrive utugt dér.+
7 Og efter at hun havde gjort alle disse ting blev jeg ved med at sige at hun skulle vende om til mig, men hun vendte ikke om;+ og Juda blev ved med at se på sin forræderiske søster.+
8 Og jeg så at selv om jeg havde sendt det troløse Israel bort netop fordi hun havde begået ægteskabsbrud,+ og jeg gav hende attesten på hendes skilsmisse,+ så blev hendes søster, det forræderiske Juda, ikke bange, men også hun gik hen og bedrev utugt.+
9 Og hendes utugt var en følge af [hendes] letsindighed, og hun blev ved med at besudle landet+ og begå ægteskabsbrud med sten og med træer;+
10 og alligevel vendte hendes forræderiske søster Juda ikke om til mig af hele sit hjerte,+ men kun på skrømt,’+ lyder Jehovas udsagn.“
11 Og Jehova fortsatte med at sige til mig: „Det troløse Israel har vist at hendes sjæl er mere retfærdig end det forræderiske Juda.+
12 Gå hen* og udråb disse ord mod nord+ og sig:
’„Vend om, du troløse Israel,“ lyder Jehovas udsagn.’+ ’„Jeg vil ikke lade mit ansigt være mørkt af vrede mod jer,+ for jeg er loyal,“+ lyder Jehovas udsagn.’ ’„Jeg vil ikke være fortørnet for stedse.+
13 Kun skal du erkende din misgerning, for det er Jehova din Gud* du* har begået overtrædelser imod.+ Ja, du lod dine veje forgrene sig til de fremmede+ under hvert frodigt træ,+ men min røst hørte I ikke efter,“ lyder Jehovas udsagn.’“
14 „Vend om, I troløse sønner,“+ lyder Jehovas udsagn. „For jeg er jeres ægtemand;+ og jeg vil tage jer, én ud af en by og to ud af en slægt, og bringe jer til Zion.+
15 Og jeg vil give jer hyrder efter mit hjerte,+ og de vil give jer føde* i form af kundskab og indsigt.+
16 Og I vil blive mange og bære frugt i landet* i de dage,“ lyder Jehovas udsagn.+ „De vil ikke mere sige: ’Jehovas pagts ark!’+ Heller ikke vil [tanken om] den opkomme i hjertet, eller vil de huske den+ eller savne den, og en sådan vil heller ikke mere blive lavet.
17 På den tid vil de kalde Jerusalem for Jehovas trone;+ og til den skal alle nationerne samles,+ til Jehovas navn i Jerusalem,+ og de vil ikke mere vandre efter deres onde hjertes trods.“+
18 „I de dage vil de vandre, Judas hus ved siden af* Israels hus,+ og sammen+ vil de komme fra Nordens land til landet jeg gav jeres* forfædre som arvelod.+
19 Og jeg sagde: ’Hvor ville jeg dog gerne sætte dig* blandt sønnerne og give dig det dejlige land,+ arvelodden, nationernes hærstyrkers prydelse!’ Og jeg sagde videre: ’I vil råbe: „Min Fader!“+ til mig, og I vil ikke vende om fra at følge mig.’
20 ’[Men] i sandhed, [som] en kvinde* forræderisk er gået fra sin ven,+ sådan har I, Israels hus, handlet forræderisk mod mig,’+ lyder Jehovas udsagn.“
21 På karavanesporene har man hørt en lyd, gråd, Israels sønners ydmyge bønner. For de gjorde deres veje krogede;+ de glemte Jehova deres Gud.*+
22 „Vend om, I troløse sønner.+ Jeg vil helbrede jeres troløshed.“*+
„Her er vi! Vi kommer til dig, for du, Jehova, er vor Gud.+
23 I sandhed, højene såvel som larmen på bjergene+ hører løgnen til.+ I sandhed, hos Jehova vor Gud er Israels frelse.+
24 Men den skammelige [afgud]+ har fortæret vore forfædres slid fra vor ungdom af, deres småkvæg og deres hornkvæg, deres sønner og deres døtre.
25 Vi lægger os ned i vor skam,+ og vor ydmygelse dækker os;+ for det er mod Jehova vor Gud vi har syndet,+ vi og vore forfædre fra ungdommen af og frem til denne dag,+ og vi har ikke adlydt Jehova vor Guds røst.“+
Fodnoter
^ „du“, fem., henvendt til Jerusalem eller Zion.
^ „det land“, MTSy; LXXVg: „den kvinde“.
^ „sin hustru (kvinde)“. Hebr.: ’isjtōʹ.
^ El.: „en ægtemand“. Hebr.: ’īsj.
^ „Hvor er du ikke blevet krænket (voldtaget)?“ M; Mmargen: „Hvor har man ikke ligget hos dig?“
^ Ordr.: „troløsheden (frafaldet), Israel“, idet Israel benævnes som et konkret eksempel på troløshed el. frafald.
^ „du“, fem.
^ „din Gud“. Hebr.: ’Ælohaʹjikh, plur.
^ „vil give jer føde“. El.: „vil vogte (være hyrder for) jer“.
^ El.: „på jorden“. Hebr.: ba’aʹræts.
^ El.: „op til“.
^ „jeres“, MVg; TLXXSy: „deres“.
^ „dig“, fem.
^ El.: „en hustru“. Hebr.: ’isjsjahʹ.
^ „deres Gud“. Hebr.: ’Ælohēhæmʹ, plur.
^ El.: „jeres troløse (frafaldne) tilstand“. Ordr.: „jeres troløsheder“.
