Jonas 2:1-10
2 Da bad Jonas til Jehova sin Gud* fra fiskens indre+
2 og sagde:
„I min kval råbte jeg til Jehova,+ og han svarede mig.+Fra Sheʹols* skød råbte jeg om hjælp.+Du hørte min røst.+
3 Da du kastede mig i dybet, i det åbne havs hjerte,+omsluttede strømmen mig.Alle dine brodsøer og dine bølger— mig overskyllede de.+
4 Og jeg sagde: ’Jeg er stødt bort fra dine øjne!+Hvordan vil jeg* atter få dit hellige tempel at se?’+
5 Vandene omslyngede mig lige til sjælen;+ selve havdybet* omsluttede mig.Tang var viklet om mit hoved.
6 Til bjergenes sokler sank jeg ned.Jordens slåer var [stængt] bag mig for stedse.Men op fra gravens dyb bragte du mit liv, Jehova min Gud.+
7 Da min sjæl* blev svag i mig,+ huskede jeg på Jehova.+Og min bøn nåede ind til dig i dit hellige tempel.+
8 De som ærer værdiløse, tomme guder, svigter deres loyale hengivenhed.+
9 Men jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig.+Hvad jeg har lovet, vil jeg holde.+ Frelsen tilhører Jehova.“+
10 Så talte Jehova til fisken, og den spyede Jonas op på det tørre land.+
Fodnoter
^ „sin Gud“. Hebr.: ’Ælohawʹ.
^ „Sheols“. Hebr.: sje’ōlʹ; gr.: haiʹdou; lat.: inferʹni. Se Till. 4B.
^ „Hvordan vil jeg . . .?“, Th; M: „Visselig vil jeg . . .“.
^ El.: „selve de brusende vande“. Hebr.: tehōmʹ; LXXVg: „en afgrund“.
^ „min sjæl“. Hebr.: nafsjīʹ; gr.: tēn psychēnʹ mou; lat.: aʹnima meʹa. Se Till. 4A.
