Obadias 1:1-21

 Obadiʹas’ syn: Således har den suveræne Herre Jehova sagt om Eʹdom:+ „En meddelelse har vi hørt fra Jehova, og en udsending er sendt ud blandt nationerne: ’Rejs jer, ja lad os rejse os til kamp imod det.’“+  „Se! Jeg har gjort dig lille blandt nationerne.+ Du er overmåde ringeagtet.+  Dit hjertes overmod har bedraget dig,+ du som har din bolig i klippebjergets gemmesteder,+ som bor højt oppe,* som siger i dit* hjerte: ’Hvem styrter mig til jorden?’  Selv om du bygger højt som ørnen eller anbringer din rede blandt stjernerne, vil jeg styrte dig ned derfra,“+ lyder Jehovas udsagn.  „Hvis der kom tyve til dig, hvis [der kom] hærgere om natten, hvor grundigt* ville du da blive bragt til tavshed?+ Ville de ikke [kun] stjæle så meget som de behøvede? Eller hvis det var drueplukkere der kom til dig, ville de ikke lade en efterhøst tilbage?+  Hvor grundigt* Esau dog er blevet gennemsøgt,+ hans skjulte skatte opsporet!  Helt til grænsen har de sendt dig. De mænd* du havde en pagt med, har alle bedraget dig.+ De mænd du havde fred med, har fået overtaget over dig.+ [De som spiser] dit brød* vil anbringe et net under dig, som en der ikke har nogen forstand.+  Vil det ikke ske på den dag?“ lyder Jehovas udsagn. „Og jeg vil udrydde de vise af Eʹdom,+ og forstand af Esaus bjergland.  Og dine vældige krigere skal blive skrækslagne,+ Teʹman,+ fordi hver eneste* vil blive udryddet+ af Esaus bjergland ved drab.+ 10  På grund af vold mod din broder Jakob+ skal skammen dække dig,+ og du skal udryddes for stedse.+ 11  Den dag du holdt dig på afstand, den dag fremmede førte hans kampstyrker i fangenskab+ og udlændinge gik ind gennem hans port+ og de kastede lod om Jerusalem,+ var også du som en af dem. 12  Men du burde ikke se til på din broders dag,+ på hans vanhelds dag; og du burde ikke fryde dig over Judas sønner på deres ødelæggelses dag+ og ikke lade din mund hovere på trængselens dag. 13  Du burde ikke gå ind gennem mit folks port på deres undergangs dag.+ Nej, du burde ikke være tilskuer til hans ulykke på hans undergangs dag, og du burde ikke række hånden ud efter hans velstand* på hans undergangs dag.+ 14  Og du burde ikke stå ved skillevejen for at hugge de undslupne af ham ned,+ og du burde ikke udlevere de overlevende af ham på trængselens dag.+ 15  For Jehovas dag mod alle nationerne er nær.*+ Som du har gjort, vil der blive gjort mod dig.+ Gengældelsen vil komme over dit eget hoved.+ 16  For som I har drukket på mit hellige bjerg, sådan skal alle nationerne til stadighed drikke.+ Og de skal drikke og nedsvælge det og blive som om de aldrig havde været til. 17  Men på Zions Bjerg skal de der undslipper være,+ og det skal være helligt;+ og Jakobs hus skal tage sine besiddelser i eje.*+ 18  Og Jakobs hus skal blive en ild,+ og Josefs hus en flamme, og Esaus hus som halmstrå;+ og de skal sætte dem i brand og fortære dem. Og der vil ingen overlevende være af Esaus hus,+ for Jehova selv har talt. 19  Og de skal tage Neʹgeb* i eje, ja Esaus bjergland,+ og Sjefeʹla,* ja filistrene.+ Og de skal tage Eʹfraims mark+ og Samaʹrias mark+ i eje, og Benjamin Giʹlead.+ 20  Og med hensyn til de landflygtige fra denne fæstningsvold,*+ da skal det som kana’anæerne+ [ejede] indtil Zarepʹta,*+ tilhøre Israels sønner. Og de landflygtige fra Jerusalem, som var i Seʹfarad, skal tage byerne i Neʹgeb i eje.+ 21  Og der skal stige frelsere*+ op på* Zions Bjerg+ for at dømme Esaus bjergland,+ og kongedømmet skal være Jehovas.“+

Fodnoter

Ordr.: „hans boens (boligs) højdedrag“. Ved en lille tekstrettelse: „han som gør sin bolig høj“.
Ordr.: „sit“.
El.: „hvordan . . .?“ Hebr.: ’ēkh.
Se v. 5, fdn.
Ordr.: „[De af] dit brød“.
„mænd“. Hebr.: ’ansjēʹ, plur. konstruktform af ’īsj.
„hver eneste“. Hebr.: ’īsj.
„du burde ikke række hånden ud efter hans velstand“, ved en tekstrettelse; M: „I [fem. plur.] burde ikke række ud efter hans velstand“.
El.: „Jehovas dag er nær over alle nationerne“.
„skal tage dem i besiddelse (eje) som tog dem i besiddelse (eje)“, ved en lille tekstrettelse i overensstemmelse med LXXSyVg.
El.: „lavlandet“.
El.: „syden“, dvs. den sydlige del af det forjættede land.
„denne fæstningsvold“. Hebr.: hachel-hazzæhʹ.
„Zarepta“ er navnets gr. form. På hebr. er formen „Zarefat“.
„frelsere“, MTVg; LXX: „frelste mænd“; Sy: „de udfriede“.
„på“, MTSyVg; LXX: „fra“.