Ordsprogene 14:1-35
14 Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus,+ men den dåragtige river det ned med sine hænder.+
2 Den der vandrer retskaffent frygter Jehova,+ men den hvis veje er krogede foragter Ham.+
3 Hovmods kæp er i dårens mund,+ men de vises læber vogter dem.+
4 Hvor der ikke er kvæg er krybben ren, men ved oksens kraft bliver afgrøden stor.
5 Det pålidelige vidne lyver ikke,+ men det falske vidne udspyr løgne.+
6 Spotteren har søgt visdom, og den var der ikke, men kundskab er en let sag for den forstandige.+
7 Gå bort fra den tåbelige mand,+ for [dér] lærer du ikke kundskabens læber at kende.+
8 Den kloges visdom er at forstå sin vej,+ men tåbernes dårskab er svig.+
9 De der gør nar af skyld er dårer,+ men blandt de retskafne er der gensidig forståelse.*+
10 Kun hjertet kender sjælens bitterhed,+ og ingen fremmed har del i dets fryd.
11 De ugudeliges hus vil blive tilintetgjort,+ men de retskafnes telt vil blomstre.+
12 Der er en vej der synes ret for en mand+ — dens ende er dog dødens veje.+
13 Selv under latter kan hjertet lide,+ og fryden ender i sorg.+
14 Den der har et troløst hjerte mættes af sine egne veje,+ og den gode mand af sine gerninger.+
15 Den uerfarne tror hvert ord,*+ men den kloge overvejer sine skridt.+
16 Den vise frygter og vender sig fra ondt,+ men tåben raser og er selvsikker.+
17 Den der er hurtig til vrede handler dåragtigt,+ men en mand der ejer evnen til at tænke, bliver hadet.+
18 De uerfarne får dårskab i eje,+ men de kloge krones med kundskab.+
19 De onde skal bøje sig for de gode,+ ja, de ugudelige ved den retfærdiges porte.
20 Den der har få midler hades endog af sin næste,+ men den riges venner er mange.+
21 Den som foragter sin næste synder,+ men lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.+
22 Mon ikke de der udtænker ondt farer vild?+ Men der er loyal hengivenhed og sandhed til dem der udtænker godt.+
23 Ved al slags slid er der fordel,+ men læbernes ord alene fører til armod.
24 De vises krone er deres rigdom; tåbernes dårskab er og bliver dårskab.+
25 Sandfærdigt vidne* udfrier sjæle,+ men det svigefulde* udspyr løgne.+
26 I frygt for Jehova er der stærk fortrøstning,+ og der er tilflugt for ens sønner.+
27 Frygt for Jehova er en livets kilde+ der holder én borte fra dødens snarer.+
28 En talrig befolkning er til pryd for en konge,+ men mangel på folk er en magthavers undergang.+
29 Den der er sen til vrede har stor dømmekraft,+ men den utålmodige* ophøjer dårskab.+
30 Et roligt hjerte er liv for legemet,+ men skinsyge er råddenskab i knoglerne.+
31 Den der udbytter den ringe smæder Ham der har frembragt ham,+ men den der viser den fattige sin gunst ærer Ham.+
32 Den ugudelige stødes omkuld for sin ondskab,+ men den retfærdige finder tilflugt i sin uangribelighed.*+
33 I den forstandiges hjerte hviler visdommen,+ og midt iblandt tåber bliver den kendt.
34 Retfærdighed ophøjer en nation,+ men synd er skændigt for folkestammer.+
35 Kongen nærer velvilje for den tjener der viser indsigt,+ men hans heftige vrede rammer den der handler skammeligt.+
Fodnoter
^ „gensidig forståelse“. El.: „velvilje“.
^ El.: „(hver en) ting“. Hebr.: davarʹ.
^ Ordr.: „Et sandhedsvidne“. Hebr.: ‛edh ’æmæthʹ.
^ Ordr.: „svig“, „svigefuldhed“, dvs. et svigefuldt vidne. Hebr.: mirmahʹ.
^ Ordr.: „men en der er kort af ånd“. Hebr.: uqetsar-ruʹach.
^ „uangribelighed“, ved en lille korrektion af M, i overensstemmelse med LXXSy; M: „død“.
