Romerne 4:1-25
4 Når det forholder sig sådan, hvad skal vi da sige om Abraham, vor forfader+ efter kødet?*
2 Hvis for eksempel Abraham blev erklæret retfærdig som følge af gerninger,+ havde han grund til at rose sig; dog ikke over for Gud.
3 For hvad siger skriftstedet? „Abraham troede på Jehova,* og det blev tilregnet ham som retfærdighed.“+
4 Men den der har gerninger+ får ikke lønnen tilregnet* som en ufortjent godhed+ men som en skyldighed.+
5 På den anden side får den der ikke har gerninger men tror+ på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, sin tro tilregnet som retfærdighed.+
6 På samme måde taler også David om lykke* for det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
7 „Lykkelige er de hvis lovløse gerninger er tilgivet+ og hvis synder er dækket;+
8 lykkelig er den mand som Jehova* slet ikke tilregner synd.“+
9 Kommer denne lykke da [kun] til omskårne eller også til uomskårne?+ Vi siger jo: „Troen blev tilregnet Abraham som retfærdighed.“+
10 Under hvilke omstændigheder blev den da tilregnet? Da han var omskåren eller uomskåren?+ Ikke da han var omskåren, men uomskåren.
11 Og han fik et tegn,+ nemlig omskærelse, som segl* på retfærdigheden af den tro han havde mens han var uomskåren, for at han kunne blive fader+ til alle som tror+ mens de er uomskårne, for at retfærdighed kan blive dem tilregnet,
12 og fader til omskårne, til dem som ikke blot er af omskærelsen men som også vandrer regelret i fodsporene efter den tro som vor fader+ Abraham havde mens han var uomskåren.
13 For det var ikke ved loven at Abraham eller hans afkom fik løftet+ om at han skulle blive arving til en verden, men det var ved retfærdigheden af tro.+
14 For hvis de der holder sig til loven er arvinger, er troen gjort nytteløs og løftet blevet ophævet.+
15 Loven fremkalder jo vrede,+ men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.+
16 Af den grund skete det som følge af tro, for at det kunne være i overensstemmelse med ufortjent godhed,+ så løftet+ kunne stå fast for hele hans afkom,+ ikke blot for den der holder sig til loven, men også for den der holder sig til Abrahams tro. (Han er fader+ til os alle,
17 som der står skrevet: „Jeg har sat dig som fader til mange nationer.“)+ Det skete for øjnene af Ham han havde tro på, ja for Gud, som gør de døde levende+ og benævner* det der ikke er, som om det var.+
18 Skønt uden for håb troede han dog,+ på grundlag af håb, for at han kunne blive fader til mange nationer,+ efter hvad der var blevet sagt: „Således vil dit afkom blive.“+
19 Og uden at blive svag i troen betragtede han sit eget legeme som nu allerede var så godt som dødt,+ da han var omkring et hundrede år gammel,+ og det at Saras moderliv var dødt.+
20 Men på grund af Guds løfte+ vaklede han ikke af mangel på tro,+ men fik kraft ved sin tro,+ idet han gav Gud ære
21 og var fuldt ud overbevist om at det [Gud] havde lovet, var han også i stand til at gøre.+
22 Derfor „blev det tilregnet ham som retfærdighed“.+
23 At „det blev tilregnet+ ham“ blev imidlertid ikke kun skrevet for hans skyld,+
24 men også for vor skyld, os som det skal tilregnes, fordi vi tror på ham som oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde.+
25 Han blev overgivet for vore overtrædelsers skyld+ og blev oprejst for at vi kunne blive erklæret retfærdige.+
Fodnoter
^ „sige om Abraham, . . . kødet“, B; אADVg: „sige at Abraham, vor forfader efter kødet, har opnået“.
^ Se Till. 1D.
^ „får . . . tilregnet“. Gr.: logiʹzetai; lat.: inputaʹtur.
^ El.: „udtaler også David saligprisningen“.
^ Se Till. 1D.
^ El.: „bekræftelse“.
^ El.: „kalder på“.
