Salme 104:1-35
104 Velsign Jehova, min sjæl.+Jehova min Gud, du er såre stor.+I værdighed og pragt har du klædt dig;+
2 du hyller dig i lys som en klædning,+udspænder himmelen som en teltdug;+
3 han bygger af tømmer sine tagkamre i vandene,+gør skyerne til sin vogn,+vandrer på vindens vinger,+
4 gør sine engle til ånder,*+sine tjenere til en fortærende ild.+
5 Han har grundlagt jorden på dens fundamenter;+den skal aldrig i evighed rokkes.+
6 Med havdybet* som en klædedragt dækkede du den.+Vandet stod over bjergene.+
7 Ved din revsende tale måtte det flygte;+ved lyden af din torden skræmtes det bort —
8 bjerge steg,+sletter sank —til det sted som du havde fastlagt til det.
9 En grænse har du sat, så det ikke overskrider den,+så det ikke igen vil dække jorden.+
10 Han sender kilder af sted i regnflodsdalene;+mellem bjergene løber de.
11 De giver alle det åbne lands vilde dyr noget at drikke;+zebraerne+ slukker deres tørst.
12 Over dem har himmelens flyvende skabninger bolig;+inde fra det tætte løv lader de stemmen lyde.+
13 Han vander bjergene fra sine tagkamre.+Med frugten af dine værker* mættes jorden.+
14 Han lader grønt græs spire frem til dyrene,+og planter til menneskenes* tjeneste,+så han frembringer brød* af jorden,+
15 og vin der fryder det dødelige menneskes* hjerte,+ja, han lader ansigtet glinse af olie,+og [giver] brød der styrker det dødelige menneskes hjerte.+
16 Jehovas træer bliver mætte,Libanons cedre som han har plantet,+
17 hvor fuglene bygger rede.+Storken har enebærtræerne som sit hus.+
18 De høje bjerge+ er til stenbukkene;+de stejle klipper er tilflugtssted for klippegrævlingerne.+
19 Han har frembragt månen til afmærkning af tider;+solen kender sin nedgang.+
20 Du fastsætter mørke, så det bliver nat;+i den myldrer alle skovens vilde dyr frem.
21 Ungløverne med manke brøler efter bytte+og for at kræve deres føde af Gud.*+
22 Solen står op+ — de trækker sig tilbageog lægger sig i deres boliger.*
23 Mennesket* går ud til sin dont,+ja, til sit arbejde indtil aften.+
24 Hvor er dine værker mange, Jehova!+Dem alle har du udført med visdom.+Jorden er fuld af hvad du har frembragt.+
25 Havet dér, stort og vidtstrakt,*+dér er et mylder uden tal,+levende skabninger, små såvel som store.+
26 Dér sejler skibene af sted;+Livʹjatan,*+ ham har du dannet til at lege deri.+
27 Alle håber de på dig,+at [du skal] give [dem] deres føde til tiden.+
28 Du giver dem [føden] — de samler den sammen.+Du åbner din hånd — de mættes med gode sager.+
29 Du skjuler dit ansigt — de forfærdes.+Du tager deres ånd* bort — de udånder,+og til det støv de kommer fra, vender de tilbage.+
30 Du sender din ånd — de skabes,+og du gør agerjordens ansigt nyt.
31 Jehovas herlighed forbliver evindelig.+Jehova fryder sig over sine værker.+
32 Han betragter jorden, og den skælver;+han rører ved bjergene, og de ryger.+
33 Jeg vil synge for Jehova i [hele] mit liv;+jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til.+
34 Måtte mine tanker om ham være til behag.+Jeg fryder mig over Jehova.+
35 Synderne vil blive udryddet fra jorden,+og de ugudelige skal ikke mere være til.+Velsign Jehova, min sjæl. I skal lovsynge Jah!*+
Fodnoter
^ El.: „Med væde fra dine forrådslagre“, ved en korrektion af M.
^ Ordr.: „det jordiske menneskes“. Hebr.: ha’adhamʹ.
^ El.: „mad“.
^ „det dødelige menneskes“. Hebr.: ’ænōsjʹ.
^ „af Gud“. Hebr.: me’Elʹ.
^ El.: „skjulesteder“.
^ El.: „Det jordiske menneske“. Hebr.: ’adhamʹ.
^ Ordr.: „og bredt til begge sider (hænder)“.
^ „Livjatan“. Hebr.: liwjathanʹ; LXXVg(iuxta LXX): „dragen (slangen)“.
^ „deres ånd (ånde)“. Hebr.: ruchamʹ; gr.: to pneuʹma autōnʹ; lat.: spiʹritum eoʹrum.
