Salme 31:1-24
Til dirigenten. En sang med musikledsagelse; af David.
31 Hos dig, Jehova,* har jeg søgt tilflugt.+Måtte jeg aldrig blive til skamme.+Bring mig i din retfærdighed bort i sikkerhed.+
2 Bøj dit øre til mig.+Udfri mig hurtigt.+Bliv en klippefæstning for mig,+et hus der er som en borg, til frelse for mig.+
3 For du er mit klippebjerg og min borg;+og for dit navns skyld+ vil du føre mig og lede mig.+
4 Du vil bringe mig ud af nettet som de har anbragt skjult for mig,+for du er min fæstning.+
5 I din hånd betror jeg min ånd.+Du har løskøbt mig,+ Jehova,* du sandhedens Gud.*+
6 Jeg hader dem der ærer værdiløse, tomme guder;*+men jeg har sat min lid til Jehova.*+
7 Lad mig juble og fryde mig over din loyale hengivenhed,+da du har set min nød;+du kendte min sjæls kvaler,+
8 og du overgav mig ikke i fjendens hånd.+Du lod mine fødder stå på et sted med rigelig plads.+
9 Vis mig din gunst, Jehova,* for jeg er hårdt trængt.+Af græmmelse er mit øje blevet svagt+ — min sjæl og min mave.+
10 For af sorg er mit liv svundet hen,+og mine år af at sukke.+På grund af min misgerning er min kraft segnet,+og mine knogler er blevet svage.+
11 Over for alle mine modstandere+ er jeg en der smædes,+ja, for mine naboer især,+og en rædsel for dem der kender mig.+De der så mig på gaden, flygtede for mig.+
12 Jeg er blevet glemt som en der er død [og] ude af hjertet[s tanker];+jeg er blevet som et beskadiget kar;*+
13 for jeg har hørt mange tale dårligt [om mig];+der er gru til alle sider.+Når de samler sig som én imod mig,+pønser de på at tage min sjæl.*+
14 Men jeg har sat min lid til dig, Jehova.+Jeg har sagt: „Du er min Gud.“*+
15 I din hånd er mine tider.+Udfri mig fra mine fjenders hånd og fra dem der forfølger mig.+
16 Lad dit ansigt lyse over din tjener.+Frels mig i din loyale hengivenhed.+
17 Jehova, måtte jeg ikke blive til skamme, for jeg har kaldt på dig.+Måtte de ugudelige blive til skamme;+måtte de blive tavse i Sheʹol.+
18 Måtte falske læber blive stumme,+de der taler mod den retfærdige,+ frækt i hovmod og foragt.+
19 Hvor er din godhed stor,+ den du har gemt til dem der frygter dig,+[den] du har vist mod dem der søger tilflugt hos dig,i menneskesønnernes* påsyn.+
20 Du vil skjule dem i din nærheds* skjul+for mænd* der rotter sig sammen.+Du vil gemme dem i [din] hytte for tunger der ypper kiv.+
21 Velsignet være Jehova,*+for han har på underfuld måde vist sin loyale hengivenhed+ mod mig i en belejret by.+
22 Og jeg sagde da jeg var opskræmt:+„Jeg afskæres fra [en plads] foran dine øjne.“+I sandhed, du hørte al min højlydte tryglen, da jeg råbte til dig om hjælp.+
23 Elsk Jehova,* alle I hans loyale.+De trofaste, dem værner Jehova,*+men han gengælder til overmål den der viser hovmod.+
24 Vær modige, og lad jeres hjerte være stærkt,+alle I der venter på Jehova.*+
Fodnoter
^ Se Till. 1C, § 10.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ „sandhedens Gud“. El.: „den sande Gud“. Hebr.: ’El ’æmæthʹ.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ Ordr.: „tomheder“.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ El.: „et kar der er gået til grunde (gået tabt)“.
^ El.: „mit liv“. Hebr.: nafsjīʹ; gr.: tēn psychēnʹ mou; lat.: aʹnimam meʹam.
^ „min Gud“. Hebr.: ’Ælohajʹ.
^ El.: „jordiske menneskers [hebr.: adhamʹ] sønners“.
^ „mænd“. Hebr.: ’īsj.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ Se Till. 1C, § 10.
^ Se Till. 1C, § 10.
