Salme 78:1-72
Masʹkil.* Af Aʹsaf.+
78 Lyt, mit folk, til min lov;+bøj jeres øre til hvad min mund siger.+
2 Med ordsprog vil jeg åbne min mund;+jeg vil lade gåder fra fortiden vælde frem+ —
3 hvad vi har hørt og kender+og hvad vore fædre har berettet for os,+
4 det skjuler vi ikke for deres sønner;+for den kommende generation forkyndes der+om Jehovas berømmelige gerninger og hans styrke+og de undere som han har gjort.+
5 Så gav han en formaning i Jakob,+og han satte en lov i Israel,+som han påbød vore forfædre+at gøre kendt for deres sønner+ —
6 for at den kommende generation, de sønner der skulle fødes, kunne kende [det],+så de kunne stå frem og berette [derom] for deres sønner,+
7 og de kunne sætte deres lid til Gud*+og ikke glemme Guds* handlinger,+ men holde hans bud,+
8 og ikke blive som deres forfædre,+en genstridig og opsætsig generation,+en generation der ikke havde beredt sit hjerte+og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.*+
9 Eʹfraims sønner, skønt bevæbnede som bueskytter,+gjorde omkring på kampens dag.+
10 De overholdt ikke Guds* pagt,+og de nægtede at vandre efter hans lov.+
11 De glemte også hans gerninger+og hans undere som han havde vist dem.+
12 I deres forfædres påsyn havde han handlet underfuldt+i Ægyptens land,+ [på] Zoʹans mark.+
13 Han kløvede havet, så han kunne føre dem over,+og han fik vandet til at stå som en dæmning.+
14 Og han førte dem med en sky om dagen+og natten lang med et lys af ild.+
15 Han kløvede klipper i ørkenen,+så han kunne lade [dem] drikke rigeligt som af vandet dybt nede.*+
16 Og han lod strømme vælde ud af et klippebjerg+og lod vand vælde ned som floder.+
17 Og de syndede stadig mere mod ham+ved i ørkenlandet at sætte sig op mod den Højeste;+
18 og de satte Gud* på prøve i deres hjerte+ved at bede om mad til deres sjæl.+
19 Og de gav sig til at tale imod Gud.*+De sagde: „Kan Gud dække bord i ørkenen?“+
20 Se! Han slog på en klippe,+så vandet flød og regnfloderne strømmede over.+„Kan han også give brød,+ja, kan han berede sit folk føde?“+
21 Derfor: Jehova hørte det og blev grebet af heftig vrede;+en ild blev tændt mod Jakob,+ja, også vrede steg op mod Israel.+
22 For de troede ikke på Gud,+og de stolede ikke på hans frelse.+
23 Han gav da påbud til skydækket oventil,og himmelens døre åbnede han.+
24 Og han fik det til at regne på dem med manna til at spise,+ja, himmelkorn gav han dem.+
25 Mægtiges*+ brød var hvad mennesker* spiste;han sendte dem kost til at mætte sig med.+
26 Han fik en østenvind til at bryde løs på himmelen+og drev ved sin styrke en søndenvind frem.+
27 Og han fik føde til at regne ned over dem som støv,+ja, vingede skabninger som havenes sand,+
28 og han lod [fuglene] falde ned midt i sin lejr,+rundt om sine boliger.+
29 Så spiste de og blev meget mætte,+og hvad de længtes efter bragte han til dem.+
30 De havde ikke vendt sig fra det de havde længtes efter,endnu var maden i deres mund,+
31 da Guds vrede brød frem imod dem;+så dræbte han blandt deres velnærede,+og Israels unge mænd tvang han i knæ.
32 Trods alt dette syndede de stadig,+og de troede ikke på hans undere.+
33 Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust,+og på deres år med en pludselig rædsel.
34 Hver gang han dræbte [nogle af] dem, henvendte de sig atter til ham,+ja, de vendte om og søgte Gud;*+
35 og de huskede at Gud* var deres klippe+og at den højeste Gud var deres genløser;+
36 men de blev ved med at holde ham for nar med deres mund,+og med deres tunge løj de for ham;+
37 og deres hjerte stod ikke fast på hans side,+og de var ikke trofaste mod hans pagt.+
38 Men han var barmhjertig;+ han blev ved med at dække over misgerningen+ og ville ikke ødelægge.+Og han trak mange gange sin vrede tilbage+og lod ikke al sin forbitrelse vække.
39 Og han blev ved med at huske at de var kød,+[at] ånden* går bort og ikke vender tilbage.+
40 Hvor ofte satte de sig ikke op imod ham i ørkenen,+sårede ham i ødemarken!+
41 Og gang på gang satte de Gud* på prøve,+ja, Israels Hellige bedrøvede de.+
42 De huskede ikke hans hånd,+dagen hvor han løskøbte dem fra modstanderen,+
43 hvordan han gjorde sine tegn i Ægypten,+ja, sine mirakler på Zoʹans mark,+
44 og forvandlede deres Nilkanaler til blod,+så de ikke kunne drikke af deres strømme.+
45 Han sendte klæger blandt dem, så disse fortærede dem,+og frøer, så de bragte ødelæggelse over dem.+
46 Endvidere gav han deres afgrøde til kakerlakkerne,og [frugten af] deres slid til græshopperne.+
47 Han dræbte deres vinstok med hagl+og deres morbærfigentræer med haglsten.+
48 Og han overlod deres lastdyr til hagl+og deres hjorde til feberbrand.
49 Han sendte sin brændende vrede over dem,+raseri og fordømmelse og trængsel,+en sending ulykkesengle.+
50 Han banede en sti for sin vrede.+Han holdt ikke deres sjæl tilbage fra døden;og deres liv overlod han til pesten.*+
51 Til sidst slog han alle førstefødte i Ægypten ihjel,+deres manddoms første [frugt]* i Kams telte.+
52 Derpå lod han sit folk bryde op som en hjord+og førte dem som en [fåre]flok i ørkenen.+
53 Og han blev ved med at lede dem i tryghed, uden at de følte rædsel;+og havet dækkede deres fjender.+
54 Så bragte han dem til sit hellige landområde,+dette bjergland som hans højre erhvervede.+
55 Derpå drev han nationerne bort for dem+og lod med målesnoren en arvelod tilfalde dem+og lod Israels stammer bo i deres telte.*+
56 Men de stillede den højeste Gud på prøve og satte sig op imod [ham],+og hans formaninger overholdt de ikke.+
57 Og de blev ved med at unddrage sig og handle forræderisk som deres forfædre;+de svigtede som en slap bue.+
58 Og de blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+og med deres billedstøtter æggede de ham til skinsyge.+
59 Gud hørte+ det og blev grebet af heftig vrede,+og han forkastede Israel i den grad+
60 at han opgav boligen i Siʹlo,+teltet hvor han boede blandt menneskene.+
61 Derpå overgav han sin styrke til fangenskab+og sin hæder i modstanderens hånd.+
62 Og han overlod sit folk til sværdet,+og han blev grebet af heftig vrede mod sin arvelod.+
63 Ild fortærede hans unge mænd,og hans jomfruer blev ikke lovsunget.*+
64 Hans præster faldt for sværdet,+og deres* enker græd ikke.+
65 Da vågnede Jehova* som af søvne,+som en vældig kriger der bliver ædru efter vin[rusen],+
66 og slog sine modstandere bagfra;+han tilføjede dem en forsmædelse [der varer] evindelig.+
67 Så vragede han Josefs telt;+og Eʹfraims stamme valgte han ikke.+
68 Men han valgte Judas stamme,+Zions Bjerg, som han elskede,+
69 og byggede sin helligdom som højene,+som jorden han har grundlagt til fjerne tider.+
70 Så valgte han David, sin tjener,+og tog ham fra fårefoldene.+
71 Fra hans plads bag de diegivende [får]+hentede han ham ind til at være hyrde for sit folk, Jakob,+og for sin arvelod, Israel.+
72 Han blev da hyrde for dem i sit hjertes uangribelighed+og ledte dem med sine kyndige hænder.+
Fodnoter
^ „til Gud“. Hebr.: vE’lohīmʹ.
^ „Guds“. Hebr.: ’El.
^ „Gud“. Hebr.: ’El.
^ „Guds“. Hebr.: ’Ælohīmʹ.
^ „Gud“. Hebr.: ’El.
^ „imod Gud“. Hebr.: bE’lohīmʹ.
^ „Mægtiges“, dvs. overmenneskeliges. Hebr.: ’abbīrīmʹ; LXXSyVg(iuxta LXX): „engles“; T: „(Brød der kom ned fra) engles bolig“.
^ „mennesker“. Hebr.: ’īsj.
^ „Gud“. Hebr.: ’El.
^ „Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ.
^ El.: „en vind“. Hebr.: ruʹach.
^ „Gud“. Hebr.: ’El.
^ El.: „(bylde)pesten“.
^ Ordr.: „avlekræfternes begyndelse“, M; Sy: „deres afkoms begyndelse“; TLXXVg(iuxta LXX): „deres flids (anstrengelsers) førstegrøde“.
^ El.: „deres egne boliger“.
^ „lovsunget“, dvs. i bryllupssange.
^ „deres“, LXXSyVg(iuxta LXX); MT: „hans“.
^ Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
