Det første brev til korintherne 14:1-40
14 Vær ivrige efter at vise kærlighed, men bliv også ved med at stræbe efter de åndelige gaver, især evnen til at profetere,+
2 for den der har gaven til at tale fremmede sprog,* taler ikke til mennesker, men til Gud. Ingen forstår det han siger,+ og han taler om hellige hemmeligheder+ ved hjælp af ånden.
3 Den der profeterer, kan derimod styrke, opmuntre og trøste andre med det han siger.
4 Den der taler fremmede sprog, styrker sig selv, men den der profeterer, styrker en hel menighed.
5 Jeg ville ønske at I alle havde åndens gave til at tale fremmede sprog,+ men jeg foretrækker at I profeterer.+ Ja, den der profeterer, er større end den der taler fremmede sprog, medmindre det bliver oversat så hele menigheden kan blive styrket.
6 Hvis jeg selv kom til jer, brødre, og talte fremmede sprog, hvad ville I så få ud af det? Hvis jeg ville hjælpe jer, skulle jeg tale til jer enten med en åbenbaring,+ med kundskab,+ med en profeti eller med undervisning.
7 Sådan er det også med de livløse ting der frembringer lyd, hvad enten det er en fløjte eller en harpe. Hvis der ikke er et interval mellem tonerne, hvordan kan man så vide hvad det er fløjten eller harpen spiller?
8 Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så gøre sig klar til kamp?
9 Sådan er det også med jer. Hvis I ikke bruger tungen til at tale på en måde man kan forstå, hvordan kan man så vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo bare ud i luften.
10 Der er mange forskellige sprog i verden, og ingen af dem er uden mening.
11 Men hvis jeg nu ikke forstår sproget, vil jeg være en fremmed for den der taler, og den der taler, vil være en fremmed for mig.
12 Det samme gælder for jer. Når I nu så ivrigt stræber efter åndens gaver, skal I først og fremmest stræbe efter de gaver der styrker menigheden.+
13 Derfor skal den der mirakuløst taler fremmede sprog, bede om at han også må kunne oversætte det,+
14 for hvis jeg beder på et fremmed sprog, er det den gave ånden har givet mig, der beder, men min forstand er ikke med i det.
15 Hvad er så det rigtige at gøre? Jeg vil bede med den gave ånden har givet mig, men jeg vil også bede med min forstand. Jeg vil lovsynge med den gave ånden har givet mig, men jeg vil også lovsynge med min forstand.
16 Hvis du ikke gør det, hvordan skal et almindeligt menneske iblandt jer så kunne sige “amen” til din takkebøn når du priser Gud med åndens gaver? Han forstår jo ikke hvad du siger.
17 Ja, det er rigtigt at du siger tak på en smuk måde, men det er ikke noget der styrker den anden.
18 Jeg takker Gud for at ånden lader mig tale på flere fremmede sprog end nogen af jer.
19 Men alligevel vil jeg i en menighed hellere sige fem ord med min forstand, og samtidig undervise andre, end ti tusind ord på et fremmed sprog.+
20 Brødre, I skal ikke være som børn når det gælder sund fornuft.+ I alt hvad der er ondt, skal I være som børn,+ men når det gælder sund fornuft, skal I blive voksne.+
21 I Loven står der: “‘Med fremmedes sprog og med udlændinges læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de nægte at lytte til mig,’ siger Jehova.”*+
22 Evnen til at tale fremmede sprog er altså ikke et tegn der skal overbevise de troende, men de ikketroende.+ Den profetiske tale er derimod for de troende, ikke for de ikketroende.
23 Hvis nu hele menigheden kommer sammen og alle taler fremmede sprog og der så kommer nogle almindelige mennesker eller ikketroende ind, vil de så ikke sige at I er blevet vanvittige?
24 Men hvis I alle profeterer og en ikketroende eller et almindeligt menneske kommer ind, vil han føle sig vejledt og bedømt af alle.
25 Fordi hemmelighederne i hans hjerte bliver åbenbaret, vil han kaste sig ned og tilbede Gud og udbryde: “Gud er virkelig iblandt jer.”+
26 Hvad er så det rigtige at gøre, brødre? Når I kommer sammen, er der én der har en salme, én der underviser, én der kommer med en åbenbaring, én der taler et fremmed sprog, og én der oversætter hvad der bliver sagt.+ Lad alt hvad der foregår, være noget der styrker andre.
27 Og hvis nogen taler fremmede sprog, så lad det være begrænset til to eller højst tre personer, og én ad gangen, og der skal være en til at oversætte det.+
28 Men hvis der ikke er nogen til at oversætte, skal han tie stille i menigheden og nøjes med at tale til sig selv og til Gud.
29 Lad to eller tre profeter+ tale, og lad de andre tyde meningen.
30 Men hvis en anden som sidder der, får en åbenbaring, så lad den der ellers har ordet, tie stille,
31 for I kan alle profetere, én ad gangen, så alle kan lære noget og alle kan blive opmuntret.+
32 Og profeterne skal selv kunne beherske de gaver ånden har givet dem.
33 Gud er nemlig ikke uordenens men fredens Gud.+
Det skal være som det er i alle de helliges menigheder:
34 Kvinderne skal tie stille i menighederne, for det er ikke tilladt dem at tale.+ De skal underordne sig,+ sådan som Loven også siger.
35 Hvis der er noget de gerne vil lære mere om, skal de spørge deres mænd når de kommer hjem, for det er ikke passende for en kvinde at tale i menigheden.
36 Tror I at Guds ord kommer fra jer, eller at det ikke er nået ud til andre end jer?
37 Hvis nogen mener at han er en profet eller har fået ånden som gave, må han anerkende at det jeg skriver til jer, er bud fra Herren.
38 Hvis en ikke vil anerkende det, vil han ikke selv blive anerkendt.*
39 Mine brødre, bliv derfor ved med at stræbe efter at kunne profetere,+ uden dog at forbyde nogen at bruge den gave at kunne tale fremmede sprog.*+
40 Men sørg for at alt foregår på en værdig og velordnet måde.+
Fodnoter
^ Eller “tale i tunger”.
^ Eller muligvis: “Hvis nogen er uvidende, så lad ham forblive uvidende”.
^ Eller “men forbyd ikke tungetalen”.
