Første Mosebog 15:1-21

  • Guds pagt med Abram (1-21)

    • 400 års mishandling forudsiges (13)

    • Gud gentager sit løfte til Abram (18-21)

15  Efter dette fik Abram et syn, og Jehova sagde til ham: “Frygt ikke,+ Abram. Jeg er et skjold for dig.+ Din belønning vil blive meget stor.”+  Abram svarede: “Suveræne Herre Jehova, hvad vil du give mig? Jeg er jo stadig barnløs, og det er en mand fra Damaskus, Eliezer,+ der skal arve alt hvad jeg ejer.”  Abram fortsatte: “Du har ikke givet mig noget afkom,+ og et medlem* af min husstand kommer til at arve mig.”  Men Jehovas svar til ham lød: “Denne mand kommer ikke til at arve dig, men din egen søn* kommer til at arve dig.”+  Han førte ham nu udenfor og sagde: “Se op mod himlen og tæl stjernerne, hvis du kan.” Derefter sagde han til ham: “Så talrigt vil dit afkom blive.”+  Og han troede på Jehova,+ og Han betragtede ham derfor som* retfærdig.+  Så tilføjede han: “Jeg er Jehova, som førte dig ud af Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.”+  Til det sagde han: “Suveræne Herre Jehova, hvordan kan jeg vide at jeg skal tage det i eje?”  Han svarede ham: “Tag en treårig kvie, en treårig ged, en treårig vædder, en turteldue og en dueunge til mig.” 10  Så tog han dem alle og skar dem i to dele og lagde delene over for hinanden,* men han skar ikke fuglene over. 11  Så begyndte rovfugle at slå ned på de døde dyr, men Abram blev ved med at jage dem væk. 12  Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og skræmmende mørke sænkede sig over ham. 13  Så sagde Han til Abram: “Du skal vide at dine efterkommere* skal være udlændinge i et land der ikke er deres, og at man dér vil gøre dem til slaver og mishandle dem i 400 år.+ 14  Men jeg vil dømme den nation de kommer til at tjene,+ og derefter vil de drage ud med mange ejendele.+ 15  Selv skal du gå til dine forfædre i fred; du vil blive begravet i en god alderdom.+ 16  Men de vil vende tilbage hertil+ i fjerde generation, for amoritternes synd har endnu ikke nået sit fulde mål.”+ 17  Da solen var gået ned og det var blevet meget mørkt, kom en rygende ovn til syne, og en flammende fakkel passerede mellem stykkerne. 18  Den dag indgik Jehova en pagt+ med Abram og sagde: “Dit afkom vil jeg give det her land,+ fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden:+ 19  landet der tilhører kenitterne,+ kenizzitterne, kadmonitterne, 20  hittitterne,+ perizzitterne,+ refaitterne,+ 21  amoritterne, kanaanæerne, girgashitterne og jebusitterne.”+

Fodnoter

Bogst.: “en søn”.
Bogst.: “en der udgår fra dit indre”.
Eller “regnede ham for at være”.
Eller “lagde hver del over for den der svarede til den”.
Eller “dit afkom”.