Første Mosebog 21:1-34
21 Jehova vendte sin opmærksomhed mod Sara sådan som han havde sagt, og det Jehova havde lovet, gjorde han for hende.+
2 Sara blev så gravid+ og fødte Abraham en søn i hans alderdom ved den tid Gud havde lovet ham.+
3 Abraham gav sin nyfødte søn, som han havde fået med Sara, navnet Isak.+
4 Og Abraham omskar sin søn Isak da han var otte dage gammel, sådan som Gud havde sagt at han skulle.+
5 Abraham var 100 år da hans søn Isak blev født.
6 Så sagde Sara: “Gud har givet mig grund til at le; alle der hører om det, vil le sammen med mig.”*
7 Og hun tilføjede: “Hvem ville have sagt til Abraham: ‘Sara skal komme til at amme’? Alligevel har jeg født ham en søn i hans alderdom.”
8 Barnet voksede så op og blev vænnet fra, og Abraham holdt en stor fest den dag Isak blev vænnet fra.
9 Men Sara lagde mærke til at den søn som Abraham havde fået med egypteren Hagar,+ gjorde nar af Isak.+
10 Så hun sagde til Abraham: “Jag den trælkvinde og hendes søn væk, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med min søn, med Isak!”+
11 Abraham blev meget oprevet over det hun sagde om hans søn.+
12 Så Gud sagde til Abraham: “Bliv ikke oprevet over det Sara siger til dig om drengen og din trælkvinde. Lyt til hvad hun siger, for det der skal kaldes dit afkom, vil komme gennem Isak.+
13 Men jeg vil også gøre trælkvindens søn+ til et folk,+ for han er dit afkom.”
14 Så stod Abraham tidligt op om morgenen og gav Hagar brød og en skindsæk med vand. Han anbragte det på hendes skulder og sendte hende væk sammen med drengen.+ Hun gik så afsted, og hun flakkede om i Beershebas ørken.+
15 Til sidst slap vandet i skindsækken op, og hun skubbede drengen ind under en busk.
16 Og selv gik hun hen og satte sig, omkring et bueskuds afstand derfra, for hun sagde: “Jeg vil ikke se på at drengen dør.” Hun satte sig altså et stykke væk og gav sig til at græde højt.
17 Gud hørte drengens stemme,+ og Guds engel råbte til Hagar+ fra himlen: “Hvorfor græder du, Hagar? Vær ikke bange, for Gud har hørt drengens stemme.
18 Rejs dig, hjælp drengen op og tag dig af ham,* for jeg vil gøre ham til et stort folk.”+
19 Så åbnede Gud hendes øjne, og hun fik øje på en brønd med vand og gik hen og fyldte skindsækken og gav drengen noget at drikke.
20 Og Gud var med drengen+ mens han voksede op. Han boede i ørkenen og blev bueskytte.
21 Han slog sig ned i Parans ørken,+ og hans mor tog en hustru til ham fra Egypten.
22 Omkring det tidspunkt sagde Abimelek og hans hærfører Pikol til Abraham: “Gud er med dig i alt hvad du gør.+
23 Så sværg nu ved Gud at du ikke vil forråde mig og mine sønner og mine efterkommere, og at du vil vise mig og det land du har boet i, samme loyale kærlighed som jeg har vist dig.”+
24 Abraham sagde: “Det sværger jeg.”
25 Men Abraham klagede til Abimelek over en brønd som Abimeleks tjenere havde taget med magt.+
26 Abimelek svarede: “Jeg ved ikke hvem der har gjort det; du har jo ikke fortalt mig om det, og jeg har ikke hørt om det før i dag.”
27 Abraham gav så Abimelek får og kvæg, og de to indgik en fredsaftale.*
28 Da Abraham tog syv hunlam fra hjorden og stillede dem til side,
29 sagde Abimelek til Abraham: “Hvorfor har du stillet syv hunlam til side?”
30 Han svarede: “Du skal tage imod de syv hunlam som et tegn på at det er mig der har gravet denne brønd.”
31 Af den grund kaldte han stedet Beersheba,*+ for de havde begge aflagt ed der.
32 Så indgik de en fredsaftale+ ved Beersheba, hvorefter Abimelek og hans hærfører Pikol vendte tilbage til filistrenes land.+
33 Derefter plantede Abraham en tamarisk i Beersheba, og der påkaldte han Jehovas, den evige Guds, navn.+
34 Og Abraham opholdt sig* i filistrenes land i lang tid.*+
Fodnoter
^ Eller muligvis: “le ad mig”.
^ Eller “og tag hånd om ham”.
^ Eller “pagt”.
^ Betyder muligvis “edsbrønd” eller “syvbrønd”.
^ Eller “boede som udlænding”.
^ Bogst.: “mange dage”.
