Første Mosebog 31:1-55
31 Senere hørte han at Labans sønner sagde: “Jakob har taget alt hvad vores far ejede, og af det har han samlet sig sin store velstand.”+
2 Og Jakob kunne se på Laban at han ikke havde samme indstilling til ham som tidligere.+
3 Til sidst sagde Jehova til Jakob: “Vend tilbage til dine fædres land og dine slægtninge,+ og jeg vil fortsat være med dig.”
4 Så sendte Jakob bud efter Rakel og Lea og bad dem komme ud på den mark hvor han havde sin hjord.
5 Han sagde til dem:
“Jeg har lagt mærke til at jeres far har forandret indstilling til mig,+ men min fars Gud har været med mig.+
6 I ved jo selv hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far.+
7 Og jeres far har forsøgt at snyde mig og har ændret min løn ti gange, men Gud har ikke givet ham lov til at skade mig.
8 Når han sagde: ‘De spættede skal være din løn’, så fødte hele hjorden spættede dyr; men når han sagde: ‘De stribede skal være din løn’, så fødte hele hjorden stribede dyr.+
9 Sådan tog Gud efterhånden jeres fars får og geder fra ham og gav dem til mig.
10 Engang i dyrenes parringstid så jeg i en drøm at bukkene der parrede sig med gederne, var stribede, spættede og plettede.+
11 Så sagde den sande Guds engel til mig i drømmen: ‘Jakob!’, og jeg svarede: ‘Her er jeg.’
12 Han fortsatte: ‘Læg mærke til at alle bukkene der parrer sig med gederne, er stribede, spættede og plettede. Jeg har nemlig set alt hvad Laban gør mod dig.+
13 Jeg er den sande Gud fra Betel,+ hvor du hældte olie ud over* en mindesten og aflagde et løfte til mig.+ Bryd nu op, rejs fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.’”+
14 Rakel og Lea svarede: “Kan vi stadig forvente at arve noget efter vores far?
15 Betragter han os ikke som fremmede? Han har jo solgt os og levet af de penge han fik for os.+
16 Alle de rigdomme Gud har taget fra vores far, tilhører os og vores børn.+ Så gør alt hvad Gud har sagt til dig.”+
17 Så brød Jakob op og løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne,+
18 og han tog hele sin hjord og alle de ejendele med som han havde samlet sig,+ de får og geder som han havde samlet sig i Paddan-Aram, for at rejse til sin far, Isak, i Kanaan.+
19 Mens Laban var ude at klippe sine får, havde Rakel stjålet sin fars husguder.*+
20 Desuden narrede Jakob aramæeren Laban, for han havde ikke fortalt ham at han havde tænkt sig at flygte.
21 Han flygtede med alt hvad han havde, og krydsede Floden.*+ Derefter gik han mod Gileads bjergland.+
22 Den tredje dag fik Laban at vide at Jakob var flygtet.
23 Så han tog sine brødre* med sig og satte efter ham, og syv dage senere indhentede han ham i Gileads bjergland.
24 Gud sagde til aramæeren Laban+ i en drøm om natten:+ “Pas på hvad du siger til Jakob, uanset om det er godt eller dårligt.”*+
25 Da Jakob havde slået sit telt op på bjerget og Laban og hans brødre havde slået lejr i Gileads bjergland, opsøgte Laban Jakob
26 og sagde til ham: “Hvad er det du har gjort? Hvorfor har du narret mig og bortført mine døtre som om de var krigsfanger?
27 Hvorfor flygtede du hemmeligt og narrede mig? Hvorfor fortalte du mig ikke at du ville rejse? Hvis du havde gjort det, kunne jeg have sendt dig afsted med glæde og sang, med tamburin- og harpespil.
28 Men du gav mig ikke mulighed for at kysse mine børnebørn* og døtre farvel. Det var tåbeligt af dig!
29 Jeg kunne skade jer, men i nat sagde jeres fars Gud til mig: ‘Pas på hvad du siger til Jakob, uanset om det er godt eller dårligt.’+
30 Du er altså taget afsted fordi du længtes efter din familie, men hvorfor har du stjålet mine guder?”+
31 Jakob svarede Laban: “Jeg var bange, for jeg troede at du ville tage dine døtre fra mig med magt.
32 Den du finder dine guder hos, skal dø. Led mine ejendele igennem mens vores brødre ser på, og tag det der er dit.” Men Jakob vidste ikke at det var Rakel der havde stjålet dem.
33 Laban gik så ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders telt,+ men han fandt ikke sine guder. Da han var kommet ud af Leas telt, gik han ind i Rakels telt.
34 I mellemtiden havde Rakel taget husguderne og lagt dem i sin kamelsadelkurv, og hun sad nu på dem. Så gennemsøgte Laban hele teltet, men fandt dem ikke.
35 Så sagde Rakel til sin far: “Bliv ikke vred fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, min herre, for jeg har dét som kvinder en gang imellem har.”+ Han ledte omhyggeligt videre, men fandt ikke husguderne.+
36 Så blev Jakob vred og begyndte at skælde Laban ud: “Hvilken forbrydelse og hvilken synd har jeg begået siden du så hidsigt forfølger mig?
37 Nu hvor du har gennemsøgt alle mine ting, hvad har du så fundet som tilhører dit hus? Læg det her foran mine brødre og dine brødre, og lad dem dømme mellem os to.
38 I de 20 år jeg har været hos dig, har dine får og dine geder altid fået levedygtige unger,+ og jeg har ikke spist en eneste vædder fra din hjord.
39 Jeg er aldrig kommet til dig med et dyr som var blevet flænset af rovdyr.+ Jeg har altid selv erstattet tabet. Uanset om dyret blev stjålet om dagen eller om natten, krævede du at jeg skulle erstatte det.
40 Og om dagen var jeg plaget af heden og om natten af kulden, og jeg fik ikke meget søvn.+
41 Nu har jeg været 20 år i dit hus. Jeg har tjent dig 14 år for dine to døtre og 6 år for dine hjorde, og du har ændret min løn ti gange.+
42 Hvis min fars Gud,+ som er Abrahams Gud, og som Isak frygter,*+ ikke havde været på min side, ville du nu have sendt mig tomhændet afsted. Gud har set min elendighed og mit slid og slæb, og derfor irettesatte han dig i nat.”+
43 Laban svarede Jakob: “Døtrene er mine døtre, børnene er mine børn, hjorden er min hjord, og alt hvad du ser, tilhører mig og mine døtre. Hvordan skulle jeg kunne gøre dem eller deres børn noget?
44 Lad os indgå en pagt, du og jeg, og den skal være et vidne mellem os.”
45 Så tog Jakob en sten og anbragte den som en mindesten.+
46 Han sagde til sine brødre:* “Saml sten sammen!” De tog sten og lagde dem så de dannede en høj. Derefter spiste de på stenhøjen.
47 Og Laban kaldte den Jegar-Sahaduta,* men Jakob kaldte den Galed.*
48 Laban sagde så: “Denne stenhøj er i dag et vidne mellem dig og mig.” Det var derfor den blev kaldt Galed+
49 og Vagttårnet,* for han sagde: “Lad Jehova holde øje med dig og mig når vi ikke længere kan se hinanden.
50 Hvis du behandler mine døtre dårligt, og hvis du tager dig flere hustruer, så husk at Gud vil være vidne mellem dig og mig selvom der ikke skulle være noget menneske til stede.”
51 Laban fortsatte: “Her er stenhøjen, og her er mindestenen som jeg har rejst mellem dig og mig.
52 Denne stenhøj og denne mindesten er vidne på+ at jeg ikke vil gå forbi stenhøjen for at gøre dig noget ondt, og at du ikke vil gå forbi stenhøjen og mindestenen for at gøre mig noget ondt.
53 Lad Abrahams Gud+ og Nakors Gud, deres fars Gud, dømme mellem os.” Og Jakob sværgede ved Ham som hans far, Isak, frygter.*+
54 Bagefter bragte Jakob et offer på bjerget og inviterede mændene på et måltid. Så spiste de og overnattede på bjerget.
55 Om morgenen stod Laban tidligt op og kyssede sine børnebørn*+ og sine døtre og velsignede dem.+ Så tog Laban hjem igen.+
Fodnoter
^ Bogst.: “salvede”.
^ Eller “afgudsfigurer”. Bogst.: “terafim”.
^ Dvs. Eufrat.
^ Eller “slægtninge”.
^ Bogst.: “Vogt dig så du ikke taler med Jakob fra godt til ondt”.
^ Bogst.: “sønner”.
^ Bogst.: “Isaks frygt”.
^ Eller “slægtninge”.
^ Et aramæisk udtryk der betyder “vidnestenhøj”.
^ Et hebraisk udtryk der betyder “vidnestenhøj”.
^ Eller “Mispa”.
^ Bogst.: “ved sin fars, Isaks, frygt”.
^ Bogst.: “sønner”.
