Første Mosebog 37:1-36
37 Jakob blev boende i Kanaan, hvor hans far havde boet som udlænding.+
2 Her er den historiske beretning om Jakob.
Som 17-årig var den unge Josef+ hyrde+ sammen med de sønner hans far havde med Bilha+ og Zilpa.+ Og Josef fortalte deres far om det dårlige de gjorde.
3 Israel elskede Josef mere end alle sine andre sønner+ fordi han havde fået ham i sin alderdom, og han fik lavet en særlig kjortel* til ham.
4 Da hans brødre så at deres far elskede ham mere end dem, kom de til at hade ham, og de kunne ikke længere tale pænt til ham.
5 Senere havde Josef en drøm. Da han fortalte sine brødre om den,+ fandt de endnu en grund til at hade ham.
6 Han sagde til dem: “Nu skal I høre hvad jeg har drømt.
7 Vi bandt neg ude på marken, og mit neg rejste sig op, og jeres neg stillede sig rundt om det og bøjede sig for det.”+
8 Hans brødre sagde til ham: “Har du tænkt dig at du skulle være konge over os og herske over os?”+ Så de hadede ham endnu mere på grund af hans drømme og det han sagde.
9 Senere havde han en anden drøm, og han fortalte den til sine brødre: “Jeg har haft en drøm mere. Denne gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.”+
10 Da han havde fortalt den til sin far og sine brødre, irettesatte hans far ham og sagde: “Hvad betyder den drøm du har haft? Skal jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os til jorden for dig?”
11 Hans brødre blev jaloux på ham,+ men hans far glemte ikke hvad han havde sagt.
12 Hans brødre førte nu deres fars hjord på græs tæt ved Sikem.+
13 Senere sagde Israel til Josef: “Er dine brødre ikke i nærheden af Sikem med hjordene? Jeg vil gerne have at du tager ud til dem.” Til det sagde han: “Det skal jeg nok!”
14 Så sagde hans far: “Gå ud og se om dine brødre har det godt, og hvordan det står til med hjorden, og kom så tilbage og fortæl mig det.” Han sendte ham så afsted fra Hebrons dal,*+ og han gik mod Sikem.
15 Mens han gik på en mark, mødte han en mand der spurgte ham: “Hvad leder du efter?”
16 Han svarede: “Jeg leder efter mine brødre. Kan du sige mig hvor de vogter hjorden?”
17 Manden sagde: “De er taget herfra, for jeg hørte dem sige: ‘Lad os gå til Dotan.’” Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan.
18 De fik øje på ham på afstand, og før han nåede hen til dem, begyndte de at lægge planer om at dræbe ham.
19 De sagde til hinanden: “Se, der kommer den drømmemester!+
20 Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne. Så siger vi at han er blevet ædt af et rovdyr. Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.”
21 Da Ruben+ hørte det, prøvede han at redde ham. Han sagde: “Lad os ikke slå ham* ihjel.”+
22 Ruben sagde videre: “Udgyd ikke blod.+ Kast ham i cisternen her i ørkenen, men gør ham ikke noget.”*+ Han ville nemlig redde ham og tage ham med tilbage til hans far.
23 Så snart Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den særlige kjortel han havde på,+
24 og de greb ham og kastede ham i cisternen. På det tidspunkt var cisternen tom; der var ikke noget vand i den.
25 Derefter satte de sig ned for at spise. Så fik de øje på en karavane af ismaelitter+ på vej fra Gilead. Deres kameler var lastet med ladanumharpiks, balsam og harpiksholdig bark,+ og de var på vej til Egypten.
26 Juda sagde til sine brødre: “Hvad får vi ud af at dræbe vores bror og dække over det?*+
27 Kom, lad os sælge ham+ til ismaelitterne, og lad os ikke gøre ham noget. Han er jo trods alt vores bror, vores kød og blod.” De lyttede så til deres bror.
28 Da de midjanitiske+ købmænd nåede hen til dem, trak brødrene Josef op af cisternen og solgte ham til ismaelitterne for 20 sølvstykker.+ De tog så Josef med til Egypten.
29 Senere vendte Ruben tilbage til cisternen og opdagede at Josef ikke var der. Så flængede han sit tøj.
30 Han skyndte sig tilbage til sine brødre og sagde forfærdet: “Drengen er væk! Hvad skal jeg gøre?”
31 Så tog de Josefs kjortel, slagtede en gedebuk og dyppede kjortlen i blodet.
32 Derefter sendte de den særlige kjortel hjem til deres far og sagde: “Vi har fundet denne kjortel. Undersøg om det er din søns.”+
33 Han undersøgte den og udbrød: “Det er min søns kjortel! Josef må være blevet flået ihjel og ædt af et rovdyr!”
34 Så flængede Jakob sit tøj og bandt sækkelærred om livet og sørgede over sin søn i mange dage.
35 Alle hans sønner og alle hans døtre prøvede at trøste ham, men han ville ikke lade sig trøste. Han sagde: “Jeg vil gå sørgende i Graven!”*+ Og han blev ved med at græde over sin søn.
36 I Egypten solgte midjanitterne Josef til Potifar, der var hofmand hos Farao+ og chef for vagtstyrken.+
Fodnoter
^ Eller “en smuk lang klædning”.
^ Eller “lavning”.
^ Eller “hans sjæl”.
^ Eller “læg ikke hånd på ham”.
^ Bogst.: “hans blod”.
^ Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
