Første Mosebog 48:1-22
48 Senere sagde man til Josef: “Din far har fået det værre.” Derfor tog han sine to sønner, Manasse og Efraim, med sig.+
2 Man sagde til Jakob: “Din søn Josef er kommet for at besøge dig.” Så samlede Israel alle sine kræfter og satte sig op i sengen.
3 Og Jakob sagde til Josef:
“Gud den Almægtige viste sig for mig i Luz i Kanaan og velsignede mig.+
4 Han sagde til mig: ‘Jeg vil give dig mange børn og gøre dig talrig, og jeg vil gøre dig til mange folkeslag+ og give dine efterkommere* dette land i eje for altid.’+
5 Begge de sønner du fik i Egypten før jeg kom herned til dig, skal være mine.+ Efraim og Manasse er nu mine ligesom Ruben og Simeon er mine.+
6 Men de børn du får efter dem, vil være dine. De vil få navn efter deres to brødre og få del i deres område.*+
7 Dengang jeg var på vej fra Paddan, mens der endnu var et stykke vej til Efrat, døde Rakel+ ved min side i Kanaan. Så jeg begravede hende dér på vej til Efrat,+ det vil sige Betlehem.”+
8 Israel fik øje på Josefs sønner og spurgte: “Hvem er de?”
9 Så sagde Josef til sin far: “Det er mine sønner som Gud har givet mig her.”+ Til det sagde han: “Lad dem komme hen til mig så jeg kan velsigne dem.”+
10 Israels syn var svækket på grund af alderdom, så Josef førte dem hen til ham, og han kyssede dem og omfavnede dem.
11 Israel sagde til Josef: “Jeg havde ikke troet at jeg skulle få dit ansigt at se igen,+ men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”*
12 Så førte Josef dem væk fra Israel* og bøjede sig med ansigtet mod jorden.
13 Derefter tog Josef dem begge, Efraim+ ved sin højre hånd til venstre for Israel og Manasse+ ved sin venstre hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham.
14 Men Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved. Han lagde med vilje sine hænder sådan, til trods for at Manasse var den førstefødte.+
15 Så velsignede han Josef og sagde:+
“Den sande Gud, som mine fædre Abraham og Isak har vandret med,+den sande Gud, der som en hyrde har ledt mig hele mit liv indtil denne dag,+
16 ham der gennem sin engel har befriet mig fra al ulykke,+ må han velsigne drengene.+
Lad mit navn og mine fædres navn, Abraham og Isak, leve videre gennem dem,lad dem blive et talrigt folk på jorden.”+
17 Josef så at hans far lod sin højre hånd ligge på Efraims hoved, og det brød han sig ikke om, så han forsøgte at flytte den fra Efraims hoved til Manasses hoved.
18 Josef sagde til sin far: “Ikke sådan, far, for det her er den førstefødte.+ Læg din højre hånd på hans hoved.”
19 Men det ville hans far ikke. Han sagde: “Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Han vil også blive til et folk, og han vil også blive stor. Ikke desto mindre vil hans lillebror blive større end ham,+ og hans efterkommere* vil blive talrige nok til at udgøre hele nationer.”*+
20 Og han fortsatte med at velsigne dem den dag:+
“Lad Israels folk nævne dig når de velsigner hinanden, og sige:‘Må Gud gøre med dig som han gjorde med Efraim og Manasse.’”
Sådan satte han Efraim over Manasse.
21 Israel sagde så til Josef: “Jeg skal snart dø,+ men Gud vil fortsat være med jer, og han vil føre jer tilbage til jeres forfædres land.+
22 Og jeg giver dig hermed et landområde* mere end dine brødre, det som jeg med mit sværd og min bue tog fra amoritterne.”
Fodnoter
^ Eller “dit afkom”.
^ Eller “arvelod”.
^ Eller “dit afkom”.
^ Bogst.: “fra hans knæ”.
^ Eller “afkom”.
^ Bogst.: “vil blive nationernes fylde”.
^ Eller “en højderyg”. Bogst.: “en skulder”.
