Første Mosebog 50:1-26
50 Josef kastede sig grædende over sin far+ og kyssede ham.
2 Derefter gav Josef lægerne i sin tjeneste besked på at balsamere+ hans far. Lægerne gik så i gang med at balsamere Israel.
3 De brugte 40 dage på ham, for så lang tid tager en balsamering, og egypterne fortsatte med at græde over ham i 70 dage.
4 Efter sørgeperioden sagde Josef til Faraos hof:* “Vis mig den godhed at sige følgende til Farao:
5 ‘Min far tog mig i ed,+ og han sagde: “Jeg skal snart dø.+ Du skal begrave mig i min grav,+ som jeg har udhugget i Kanaan.”+ Giv mig lov til at rejse derop og begrave min far. Bagefter vil jeg komme tilbage.’”
6 Farao svarede: “Rejs og begrav din far, sådan som du har lovet ham.”+
7 Så rejste Josef op for at begrave sin far, og alle Faraos tjenere rejste med ham, de ældste+ ved hoffet og alle Egyptens ældste
8 og hele Josefs husstand og hans brødre og hans fars husstand.+ Det eneste de efterlod i Goshen, var deres små børn og deres får, geder og okser.
9 Han blev også ledsaget af stridsvogne+ og rytteri, ja, der var en stor gruppe med ham.
10 Så kom de til Atads tærskeplads,* som ligger i Jordanegnen, og de holdt en meget stor sørgehøjtidelighed, og han sørgede over sin far i syv dage.
11 Landets indbyggere, kanaanæerne, så dem sørge ved Atads tærskeplads og udbrød: “Egypterne holder en stor sørgehøjtidelighed!” Derfor fik stedet navnet Abel-Misrajim;* det ligger i Jordanegnen.
12 Jakobs sønner gjorde altså nøjagtigt som han havde givet dem besked på.+
13 Hans sønner bar ham til Kanaan og begravede ham i hulen på Makpelas mark ved Mamre, den mark som Abraham havde købt af hittitten Efron som gravplads.+
14 Efter at have begravet sin far vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem der var rejst med ham for at begrave hans far.
15 Da Josefs brødre så at deres far var død, sagde de: “Det kan være at Josef er fjendtligt indstillet over for os og vil hævne alt det onde vi har gjort mod ham.”+
16 Så de sendte besked til Josef og sagde: “Inden din far døde, befalede han os:
17 ‘Sig til Josef: “Jeg bønfalder dig, tilgiv dine brødres overtrædelse og synd og det onde de har gjort imod dig.”’ Derfor beder vi dig tilgive den overtrædelse din fars Guds tjenere har begået.” Josef græd da han hørte det.
18 Så kom hans brødre personligt, og de kastede sig ned foran ham og sagde: “Vi er dine trælle.”+
19 Josef sagde til dem: “I skal ikke være bange. Er jeg måske Gud?
20 I ville gøre mig fortræd,+ men Gud ønskede at vende det til noget godt for at bevare mange mennesker i live, sådan som han gør i dag.+
21 Så I skal ikke være bange. Jeg vil fortsat forsyne jer og jeres små børn med mad.”+ På den måde trøstede og beroligede han dem.
22 Josef og hans fars husstand blev boende i Egypten, og Josef levede i 110 år.
23 Josef så tredje generation af Efraims sønner,*+ og også Manasses søn Makirs+ sønner. De blev født på Josefs knæ.*
24 Til sidst sagde Josef til sine brødre: “Jeg skal snart dø, men Gud vil vende sin opmærksomhed mod jer,+ og han vil føre jer ud af dette land til det land som han lovede at give Abraham, Isak og Jakob.”+
25 Josef tog så Israels sønner i ed og sagde: “Gud vil vende sin opmærksomhed mod jer. Lov mig at I vil tage mine knogler med herfra.”+
26 Og Josef døde 110 år gammel, og man balsamerede ham+ og lagde ham i en kiste i Egypten.
Fodnoter
^ Eller “husstand”.
^ Eller “Goren-ha-Atad”.
^ Betyder “egypternes sorg”.
^ Dvs. Efraims børnebørn.
^ Dvs. han behandlede dem som var de hans egne sønner.
