Første Samuelsbog 14:1-52
14 En dag sagde Sauls søn Jonatan+ til medhjælperen der bar hans våben: “Kom, lad os gå over til filistrenes forpost på den anden side.” Men han sagde ikke noget til sin far.
2 Saul befandt sig i udkanten af Gibea+ under granatæbletræet i Migron,* og der var omkring 600 mand med ham.+
3 (Og Akija, søn af Akitub,+ bror til Ikabod,+ søn af Pinehas,+ søn af Eli,+ Jehovas præst i Shilo,+ bar efoden).+ Folkene vidste ikke at Jonatan var gået.
4 På begge sider af det pas Jonatan skulle igennem for at nå frem til filistrenes forpost, var der en klippe med form som en tand, den ene hed Boses, og den anden Sene.
5 Den ene klippe stod som en søjle mod nord, ud for Mikmas, og den anden mod syd, ud for Geba.+
6 Jonatan sagde til sin våbendrager: “Kom, lad os gå over til de uomskårne mænds+ forpost. Måske vil Jehova hjælpe os, for der er ikke noget der kan hindre Jehova i at frelse, lige meget om vi er mange eller få.”+
7 Hans våbendrager sagde til ham: “Gør hvad dit hjerte tilskynder dig til. Gå i den retning du vil, og jeg vil følge dig, uanset hvor dit hjerte tilskynder dig til at gå hen.”
8 Jonatan sagde: “Vi går over til mændene så de får øje på os.
9 Hvis de siger til os: ‘Stå stille indtil vi er kommet ned til jer!’, så bliver vi stående hvor vi er, og går ikke op til dem.
10 Men hvis de siger: ‘Kom op mod os!’, så går vi derop, for det vil være et tegn på at Jehova overgiver dem til os.”+
11 Så gav de sig til kende for filistrenes forpost. Filistrene sagde: “Se, hebræerne kommer ud af de huller de har gemt sig i.”+
12 Mændene i forposten sagde til Jonatan og hans våbendrager: “Kom op til os, så skal vi give jer en lærestreg!”+ Straks sagde Jonatan til sin våbendrager: “Følg efter mig, for Jehova vil overgive dem til Israel.”+
13 Så klatrede Jonatan derop på hænder og fødder, og hans våbendrager fulgte efter ham. Jonatan begyndte at hugge filistrene ned, og våbendrageren gik bag ved ham og gav dem dødsstødet.
14 I dette første angreb dræbte Jonatan og hans våbendrager omkring 20 mand på en strækning der svarer til halvdelen af det man kan pløje på en dag.*
15 Skræk og rædsel spredte sig i lejren og blandt alle folkene i forposten, og selv røverbanderne+ blev bange. Jorden begyndte at skælve, og Gud skabte panik blandt filistrene.
16 Sauls vagtposter i Gibea+ i Benjamin så at tumulten bredte sig i alle retninger.+
17 Saul sagde til sine folk: “Hold mønstring og se hvem der har forladt os.” Da de holdt mønstring, så de at Jonatan og hans våbendrager ikke var der.
18 Derefter sagde Saul til Akija:+ “Bring den sande Guds ark herhen.” (For dengang* var den sande Guds ark hos israelitterne).
19 Mens Saul talte med præsten, blev der mere og mere tumult i filistrenes lejr. Så sagde Saul til præsten: “Lad det være.”*
20 Så samledes Saul og alle de folk der var med ham, og de drog ud til slagmarken og så at filistrene havde vendt deres sværd mod hinanden. Der var vild forvirring.
21 Og de hebræere der havde været på filistrenes side, og som var kommet op til deres lejr sammen med dem, gik nu over til Israel under Sauls og Jonatans befaling.
22 Alle Israels mænd der havde skjult sig+ i Efraims bjergland, hørte at filistrene var flygtet, og de hjalp også med at forfølge dem.
23 Sådan frelste Jehova den dag Israel,+ og kampen bredte sig helt til Bet-Aven.+
24 Men Israels mænd var hårdt pressede den dag, for Saul havde taget folkene i ed og sagt: “Forbandet er den mand der spiser noget som helst* inden aften og før jeg har hævnet mig på mine fjender.” Så der var ingen af folkene der spiste noget.+
25 Og folkene* kom ind i skoven, og der var honning på jorden.
26 Da de kom ind i skoven, så de at det dryppede af honning, men ingen turde spise af den på grund af den ed de havde aflagt.
27 Men Jonatan havde ikke hørt at hans far havde ladet folkene sværge,+ så han rakte den stav han havde i hånden, ud og dyppede spidsen i bikagen. Da han spiste af honningen, strålede hans øjne.
28 Så sagde en af mændene: “Din far har fået folkene til at aflægge en streng ed og sagt: ‘Forbandet er den mand der spiser noget i dag!’+ Det er derfor alle er så trætte.”
29 Men Jonatan sagde: “Min far har bragt stor ulykke over landet. Se hvordan mine øjne stråler fordi jeg smagte den lille smule honning.
30 Tænk hvis folkene i dag frit+ havde kunnet spise af byttet fra deres fjender! Så havde filistrene mistet endnu flere mænd.”
31 Den dag fortsatte de med at hugge filistre ned fra Mikmas til Ajjalon,+ og folkene blev meget trætte.
32 Folkene kastede sig derfor grådigt over byttet. De tog får og kvæg og kalve og slagtede dyrene på jorden, og de spiste kødet med blodet i.+
33 Man fortalte Saul: “Folkene synder mod Jehova ved at spise kød med blodet i.”+ Til det sagde han: “I har svigtet Gud. Rul straks en stor sten hen til mig.”
34 Saul sagde så: “Spred jer blandt folkene og sig til dem: ‘I skal hver især komme med jeres okse og jeres får og slagte dem her. Bagefter kan I spise dem. Synd ikke mod Jehova ved at spise kød med blodet i.’”+ Den nat kom de så med hver sin okse og slagtede den på stenen.
35 Og Saul byggede et alter for Jehova.+ Det var det første alter han byggede for Jehova.
36 Senere sagde Saul: “I nat forfølger vi filistrene og udplyndrer dem indtil det bliver lyst. Vi vil ikke lade en eneste af dem overleve.” Til det sagde de: “Gør hvad du synes er bedst.” Så sagde præsten: “Lad os spørge den sande Gud her.”+
37 Saul spurgte så Gud: “Skal jeg forfølge filistrene?+ Vil du overgive dem til Israel?” Men den dag svarede Gud ham ikke.
38 Så Saul sagde: “Kom her, alle I folkets høvdinger, og find ud af hvad det er for en synd der er blevet begået i dag.
39 For så sandt Jehova lever, ham der har reddet Israel, selv hvis det viser sig at det er min søn Jonatan der har syndet, skal han dø.” Men ingen af folkene svarede ham.
40 Derefter sagde han til hele Israel: “I skal være på den ene side, og min søn Jonatan og jeg skal være på den anden side.” Folkene sagde: “Gør hvad du synes er bedst.”
41 Saul sagde til Jehova: “Israels Gud, svar os ved hjælp af Tummim!”+ Så blev Jonatan og Saul udpeget, og folkene gik fri.
42 “Kast lod+ mellem mig og min søn Jonatan,” sagde Saul. Og Jonatan blev udpeget.
43 Saul sagde så til Jonatan: “Sig mig, hvad har du gjort?” Jonatan svarede: “Jeg smagte bare lidt honning fra spidsen af min stav.+ Her er jeg! Jeg er parat til at dø!”
44 Til det sagde Saul: “Må jeg blive straffet hårdt af Gud hvis jeg ikke lader dig dø, Jonatan.”+
45 Men folkene sagde til Saul: “Skal Jonatan dø – ham der har vundet så stor en sejr*+ for Israel? Det er utænkeligt! Så sandt Jehova lever – ikke et af hans hovedhår skal falde til jorden, for det han har udrettet i dag, er sket med Guds hjælp.”+ Dermed reddede* de Jonatan, og han døde ikke.
46 Saul holdt så op med at forfølge filistrene, og filistrene vendte tilbage til deres eget område.
47 Saul styrkede sit kongedømme over Israel og kæmpede mod alle sine fjender til alle sider, mod moabitterne,+ ammonitterne,+ edomitterne,+ Sobas konger+ og filistrene.+ Overalt hvor han tog hen, besejrede han dem.
48 Og han kæmpede modigt og slog amalekitterne+ og reddede Israel fra de folk der udplyndrede dem.
49 Sauls sønner var Jonatan, Jishvi og Malkishua.+ Han havde også to døtre; den ældste hed Merab,+ og den yngste Mikal.+
50 Sauls hustru hed Akinoam og var datter af Akimaas. Hans hærfører hed Abner+ og var søn af Ner, Sauls farbror.
51 Kish+ var far til Saul, og Ner,+ Abners far, var søn af Abiel.
52 Der blev udkæmpet hårde kampe mod filistrene i alle Sauls dage.+ Når Saul så en stærk og modig mand, rekrutterede han ham til sin hær.+
Fodnoter
^ Eller “på tærskepladsen”.
^ Bogst.: “en halv plovfure på et spands mark”, dvs. halvdelen af det stykke land et spand okser kan pløje på en dag.
^ Bogst.: “den dag”.
^ Bogst.: “Træk din hånd tilbage”.
^ Bogst.: “spiser brød”.
^ Bogst.: “landet”.
^ Eller “frelse”.
^ Bogst.: “løskøbte”.
