Første Samuelsbog 22:1-23
22 Så tog David væk derfra+ og flygtede til hulen ved Adullam.+ Da hans brødre og alle i hans fars hus hørte om det, kom de ned til ham.
2 Og alle der var i vanskeligheder og i gæld, og som var utilfredse,* samlede sig om ham, og han blev deres anfører. Der var omkring 400 mand hos ham.
3 David begav sig senere til Mispe i Moab og sagde til Moabs+ konge: “Jeg beder dig, lad min far og mor bo hos dig indtil jeg ved hvad Gud vil gøre for mig.”
4 Så han efterlod dem hos Moabs konge, og de boede hos ham i al den tid David opholdt sig på sit tilflugtssted.+
5 Noget tid senere sagde profeten Gad+ til David: “Bliv ikke på dit tilflugtssted. Gå videre ind i Juda.”+ David begav sig så ind i Heretskoven.*
6 Saul hørte at man havde fundet David og de mænd der var med ham. Saul var på det tidspunkt i Gibea+ og sad under tamarisken på højen med sit spyd i hånden, og alle hans tjenere stod omkring ham.
7 Så sagde Saul til sine tjenere der stod omkring ham: “Hør engang, benjaminitter. Vil Isajs søn+ også give jer marker og vingårde? Vil han udnævne jer til tusindførere og hundredførere?+
8 I har alle rottet jer sammen mod mig! Der var ingen der fortalte mig det da min søn indgik en aftale med Isajs søn!+ Ingen af jer sympatiserer med mig og underretter mig om at min egen søn har opfordret min tjener til at ligge på lur efter mig, sådan som han gør nu.”
9 Edomitten Doeg,+ der var sat over Sauls tjenere, svarede:+ “Jeg har set Isajs søn komme til Akitubs+ søn Akimelek i Nob.
10 Og han rådspurgte Jehova for ham og gav ham proviant. Han gav ham endda filisteren Goliats sværd.”+
11 Kongen sendte straks bud efter Akitubs søn præsten Akimelek og alle præsterne i hans fars hus, der var i Nob. De kom så alle sammen til kongen.
12 Saul sagde nu: “Hør engang, Akitubs søn!” Han sagde: “Ja, herre.”
13 Saul sagde til ham: “Hvorfor har I rottet jer sammen mod mig, du og Isajs søn? Du har givet ham brød og et sværd og rådspurgt Gud for ham så han kunne modarbejde mig og ligge på lur efter mig, sådan som han gør nu.”
14 Akimelek svarede kongen: “Hvem af alle dine tjenere er lige så pålidelig* som David?+ Han er kongens svigersøn+ og chef for din livvagt og højt respekteret i dit hus.+
15 Er det første gang jeg har rådspurgt Gud for ham?+ Det du siger, kunne aldrig falde mig ind! Min herre kongen må ikke anklage mig og hele min fars hus, for jeg vidste slet ikke noget om alt det her.”+
16 Men kongen sagde: “Du skal dø,+ Akimelek, du og alle i din fars hus.”+
17 Derefter sagde kongen til vagterne* der stod omkring ham: “Træd frem og dræb Jehovas præster, for de har stillet sig på Davids side! De vidste at han var på flugt, og de fortalte mig det ikke.” Men kongens mænd ønskede ikke at løfte hånden for at dræbe Jehovas præster.
18 Så sagde kongen til Doeg:+ “Træd du frem og hug præsterne ned!” Straks gik edomitten+ Doeg frem og huggede præsterne ned. Han dræbte 85 mænd der var klædt i en efod af linned.+
19 Han angreb også Nob,+ præsternes by, og huggede både mænd og kvinder, børn og spædbørn, okser, æsler og får ned med sit sværd.
20 Men en af Akitubs søn Akimeleks sønner undslap. Han hed Ebjatar,+ og han flygtede for at følge David.
21 Ebjatar fortalte David: “Saul har dræbt Jehovas præster.”
22 Til det sagde David til Ebjatar: “Jeg vidste den dag+ at når edomitten Doeg var der, ville han fortælle det til Saul. Jeg bærer personligt skylden for alle dem i din fars hus der er blevet slået ihjel.
23 Bliv hos mig. Vær ikke bange, for den der vil dræbe dig, vil også dræbe mig. Du er under min beskyttelse.”+
