Anden Krønikebog 20:1-37
20 Senere kom moabitterne+ og ammonitterne,+ sammen med nogle fra Ammonim,* for at føre krig mod Joshafat.
2 Man sagde til Joshafat: “En stor folkemængde er rykket ud mod dig fra området ved havet,* fra Edom,+ og nu er de i Haseson-Tamar, det vil sige En-Gedi.”+
3 Joshafat blev bange, og han besluttede* at søge Jehova.+ Så han udråbte en faste for hele Juda.
4 Folk i Juda samledes for at søge råd hos Jehova.+ De kom fra alle byer i Juda for at rådspørge Jehova.
5 Så trådte Joshafat frem blandt de forsamlede fra Juda og Jerusalem i Jehovas hus foran den nye forgård
6 og sagde:
“Jehova, vores forfædres Gud, er du ikke Gud i himlen?+ Hersker du ikke over alle nationernes riger?+ I din hånd er der kraft og styrke, og ingen kan klare sig mod dig.+
7 Var det ikke dig, vores Gud, der fordrev indbyggerne i dette land foran dit folk, Israel, og derefter gav din ven Abrahams efterkommere*+ det i eje for altid?
8 De slog sig ned i landet og byggede en helligdom for dit navn,+ og de sagde:
9 ‘Hvis vi bliver ramt af ulykke, uanset om det er sværd, straffedomme, pest eller hungersnød, vil vi stille os foran huset her og foran dig (for dit navn er i huset)+ og råbe til dig og bede om hjælp i vores nød. Så hør os og red os.’+
10 Nu er mændene fra Ammon, Moab og Seirs bjergland+ her. Du tillod ikke israelitterne at invadere deres land dengang de kom fra Egypten. I stedet for at tilintetgøre dem gik de uden om dem.+
11 Nu gør de gengæld mod os ved at komme her for at fordrive os fra din ejendom som du har givet os som arv.+
12 Du vores Gud, vil du ikke straffe dem?+ For vi er magtesløse over for den store folkemængde der kommer imod os, og vi ved ikke hvad vi skal gøre.+ Men vores øjne er rettet mod dig.”+
13 Imens stod alle der tilhørte Juda, foran Jehova sammen med deres koner og deres børn,* også de mindste.
14 Midt blandt de forsamlede kom Jehovas ånd pludselig over Jahaziel, søn af Zekarja, søn af Benaja, søn af Jeiel, søn af Mattanja, en levit af Asafs sønner.
15 Han sagde: “Hør efter, hele Juda, alle Jerusalems indbyggere og kong Joshafat! Jehova siger til jer: ‘Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af den store folkemængde, for det er ikke jeres kamp men Guds.+
16 Drag ned mod dem i morgen. De kommer op gennem ha-Sis-passet, og I vil møde dem for enden af dalen,* ved Jeruels ørken.
17 I vil ikke behøve at kæmpe denne gang. Stil jer op, bliv stående,+ og se hvordan Jehova redder* jer.+ Juda og Jerusalem, vær ikke bange eller skrækslagne.+ I morgen skal I drage ud imod dem, og Jehova vil være med jer.’”+
18 Joshafat bøjede sig straks med ansigtet mod jorden, og hele Juda og alle Jerusalems indbyggere kastede sig ned foran Jehova for at tilbede Jehova.
19 De levitter der var efterkommere af kehatitterne+ og koraitterne, rejste sig for at lovprise Jehova, Israels Gud, med kraftig stemme.+
20 Næste morgen stod de tidligt op og begav sig ud til Tekoas+ ørken. Mens de var på vej ud, trådte Joshafat frem og sagde: “Hør på mig, Juda og I som bor i Jerusalem! Tro på Jehova jeres Gud, så kan I stå fast.* Tro på hans profeter,+ så vil det lykkes for jer.”
21 Efter at have rådført sig med folket udvalgte han nogle mænd til at synge+ for Jehova og lovprise ham i hellige klæder. De skulle gå foran soldaterne og synge: “Tak Jehova, for hans loyale kærlighed varer evigt.”+
22 Da de glade begyndte at synge lovsange, sørgede Jehova for at de mænd fra Ammon, Moab og Seirs bjergland der trængte ind i Juda, blev udsat for et bagholdsangreb, og de gav sig til at hugge hinanden ned.+
23 Ammonitterne og moabitterne vendte sig mod indbyggerne fra Seirs bjergland+ for at udslette og tilintetgøre dem. Så snart de var færdige med Seirs indbyggere, gav de sig til at udrydde hinanden.+
24 Juda kom til vagttårnet i ørkenen+ og kiggede ud over folkemængden, og de så ligene ligge på jorden.+ Der var ingen overlevende.
25 Joshafat og hans folk gik ud for at plyndre dem, og blandt dem fandt de en stor mængde ejendele, tøj og kostbare ting. De tog så meget bytte de kunne bære,+ og de var tre dage om at bære det hele væk, så meget var der.
26 Den fjerde dag samledes de i Berakadalen* for at lovprise* Jehova. Derfor gav de stedet navnet Berakadalen,*+ som det hedder i dag.
27 Alle Judas og Jerusalems mænd, med Joshafat i spidsen, vendte tilbage til Jerusalem med glæde, for Jehova havde givet dem sejren over deres fjender.+
28 De kom ind i Jerusalem til lyden af strengeinstrumenter, harper+ og trompeter,+ og de gik hen til Jehovas hus.+
29 Og alle landenes kongeriger blev slået af rædsel for Gud da de hørte at Jehova havde kæmpet mod Israels fjender.+
30 Derfor var der fred og ro i Joshafats kongerige, og hans Gud blev ved med at give ham fred til alle sider.+
31 Joshafat fortsatte med at regere over Juda. Han var 35 år da han blev konge, og han regerede 25 år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki.+
32 Han fulgte i sin fars, Asas,+ fodspor uden at afvige fra dem, og han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne.+
33 Men offerhøjene blev ikke fjernet,+ og folket havde endnu ikke gjort deres hjerte klar til at søge deres forfædres Gud.+
34 Resten af Joshafats historie, fra først til sidst, er nedskrevet af Jehu,+ Hananis+ søn, og taget med i Bogen om Israels Konger.
35 Senere indgik kong Joshafat af Juda en alliance med kong Akazja af Israel, som gjorde meget der var ondt.+
36 Han slog sig sammen med ham og byggede skibe der skulle sejle til Tarshish.+ Skibene blev bygget i Esjongeber.+
37 Men Eliezer, søn af Dodavahu fra Maresha, profeterede imod Joshafat: “Eftersom du har indgået en alliance med Akazja, vil Jehova ødelægge det du har opbygget.”+ Så skibene forliste+ og kunne ikke sejle til Tarshish.
Fodnoter
^ Eller muligvis: “nogle af meunitterne”.
^ Åbenbart Det Døde Hav.
^ Bogst.: “rettede sit ansigt mod”.
^ Eller “afkom”.
^ Bogst.: “sønner”.
^ Eller “wadien”.
^ Eller “frelser”.
^ Eller “holde ud”.
^ Eller “Berakalavningen”.
^ Bogst.: “velsigne”.
^ Beraka betyder “velsignelse”.
