Anden Krønikebog 6:1-42
6 Så sagde Salomon: “Jehova har sagt at han vil bo i det tætte mørke.+
2 Nu har jeg bygget et storslået hus til dig, et fast sted hvor du kan bo for evigt.”+
3 Kongen vendte sig nu om og velsignede alle i Israels menighed mens de stod op.+
4 Han sagde: “Må Jehova, Israels Gud, blive lovprist! Med egne hænder har han opfyldt det løfte som han med egen mund gav min far, David, dengang han sagde:
5 ‘Fra den dag jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt en by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus til bolig for mit navn,+ og jeg har ikke udvalgt en mand til at være leder for mit folk, Israel.
6 Men nu har jeg udvalgt Jerusalem+ til bolig for mit navn, og jeg har udvalgt David til at lede mit folk, Israel.’+
7 Og min far, David, ønskede inderligt at bygge et hus for Jehovas, Israels Guds, navn.+
8 Men Jehova sagde til min far, David: ‘Du har inderligt ønsket at bygge et hus for mit navn, og det er rigtigt af dig at ønske det.
9 Det er dog ikke dig der skal bygge huset, men din egen søn som vil blive født dig.* Det er ham der skal bygge huset for mit navn.’+
10 Jehova har opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far, David, og jeg sidder på Israels trone,+ sådan som Jehova lovede.+ Jeg har også bygget huset for Jehovas, Israels Guds, navn.
11 Der har jeg sat arken som indeholder den pagt+ Jehova indgik med Israels folk.”
12 Så stillede han sig ved Jehovas alter foran hele Israels menighed og løftede sine hænder mod himlen.+
13 (For Salomon havde lavet en platform af kobber og anbragt den midt i forgården.*+ Den var fem alen* lang, fem alen bred og tre alen høj, og han stod på den). Og han knælede foran hele Israels menighed, løftede hænderne mod himlen+
14 og sagde: “Jehova, Israels Gud, der er ingen Gud som dig, hverken i himlen eller på jorden. Du holder din pagt og viser loyal kærlighed mod dine tjenere der af hele deres hjerte vandrer foran dig.+
15 Du har holdt det løfte du gav din tjener David, min far.+ Du gav løftet med din egen mund, og i dag har du opfyldt det med din egen hånd.+
16 Og nu, Jehova, Israels Gud, hold det løfte du gav din tjener David, min far, dengang du sagde: ‘Der vil altid sidde en mand fra din slægt på Israels trone foran mig, hvis bare dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer efter min lov,+ ligesom du har vandret foran mig.’+
17 Og nu, Jehova, Israels Gud: Lad det løfte du gav din tjener David, blive til virkelighed.
18 Men kan Gud virkelig bo hos mennesker på jorden?+ Himlen, ja, himlenes himle, kan ikke rumme dig,+ så hvordan skulle det hus som jeg har bygget, kunne gøre det?+
19 Jehova min Gud, lyt nu til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om. Hør det råb om hjælp og den bøn som din tjener beder foran dig.
20 Lad dine øjne være rettet mod huset her både dag og nat, mod det sted som du sagde at du ville knytte dit navn til,+ og hør den bøn som din tjener beder vendt mod stedet her.
21 Og lyt til din tjeners bøn om hjælp, og hør på dit folk, Israel, når de beder vendt mod stedet her.+ Hør det der hvor du bor, i himlen,+ ja, hør det og tilgiv.+
22 Hvis en mand bliver anklaget for at have syndet mod en anden og han, fordi det kræves af ham, aflægger ed på at han er uskyldig,* og han kommer til dit alter i huset her mens han er under eden,*+
23 så hør det i himlen, og grib ind og døm dine tjenere ved at gøre gengæld mod den onde og lade hans ondskab ramme ham selv+ og ved at erklære den retfærdige uskyldig* og belønne ham for hans retfærdighed.+
24 Og hvis dit folk, Israel, bliver besejret af en fjende fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de vender om og lovpriser dit navn+ og tigger og beder+ om velvilje foran dig i det her hus,+
25 så hør det i himlen,+ og tilgiv den synd som dit folk, Israel, har begået, og før dem tilbage til det land du gav dem og deres forfædre.+
26 Når himlen er lukket og det ikke regner+ fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de beder vendt mod stedet her og lovpriser dit navn og vender om fra deres synd fordi du har ydmyget* dem,+
27 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dine tjenere, dit folk, Israel, har begået, og lær dem om den gode vej de skal følge.+ Lad det så regne+ over det land som du har givet dit folk som en arv.
28 Hvis landet bliver ramt af hungersnød,+ pest,+ afsvedne afgrøder, meldug+ eller sværme af grådige græshopper,+ eller hvis deres fjender belejrer dem i en af landets byer,*+ eller hvis der kommer en anden plage eller sygdom+
29 og de breder deres hænder ud mod huset+ her, uanset hvilken bøn+ eller anmodning om velvilje+ der kommer fra en enkeltperson eller fra hele dit folk, Israel, (for den enkelte kender sin egen plage og sin egen smerte)+
30 så hør det i himlen, der hvor du bor,+ og tilgiv,+ og beløn den enkelte efter hans handlinger, for du kender hans hjerte (du er den eneste der virkelig kender menneskers hjerte).+
31 Så vil de vise dig respekt* og vandre på dine veje så længe de lever i det land du gav vores forfædre.
32 Og når en udlænding som ikke tilhører dit folk, Israel, rejser hertil fra et fjernt land på grund af dit store navn*+ og din stærke hånd og din udstrakte arm og han kommer og beder vendt mod huset her,+
33 så hør ham i himlen, der hvor du bor, og gør alt hvad udlændingen beder dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende+ og vise dig respekt,* ligesom dit folk, Israel, gør, og for at de kan vide at dit navn er knyttet til huset her som jeg har bygget.
34 Hvis dit folk går i krig mod deres fjender, uanset hvor du sender dem hen,+ og de beder+ til dig vendt mod den by som du har udvalgt, og mod det hus som jeg har bygget for dit navn,+
35 så hør i himlen deres bøn, og vis dem velvilje, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.+
36 Hvis de synder imod dig (for der er ingen som ikke synder)+ og du bliver vred på dem og lader en fjende besejre dem og føre dem bort til et andet land som fanger, langt væk eller tæt på,+
37 og de kommer til fornuft i det land som de er blevet ført bort til, og de vender sig til dig og bønfalder dig om barmhjertighed i det land hvor de er i fangenskab, og siger: ‘Vi har syndet; det vi har gjort, er forkert, og vi har handlet ondt’+
38 og de vender sig til dig af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl* i det land som de er blevet ført til som fanger,+ og de beder vendt mod det land som du gav deres forfædre, og den by som du har udvalgt,+ og det hus som jeg har bygget for dit navn,
39 så hør i himlen, der hvor du bor, deres bøn, og vis dem barmhjertighed, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.+ Tilgiv dit folk som har syndet mod dig.
40 Nu, min Gud, lad dine øjne være åbne, og lad dine ører lytte til de bønner der bliver bedt på* stedet her.+
41 Og bryd nu op, Jehova Gud, og kom til dit hvilested,+ du og din styrkes ark. Lad dine præster klæde sig i frelse, Jehova Gud, og lad dine loyale glæde sig over din godhed.+
42 Jehova Gud, afvis ikke din salvede.*+ Husk din loyale kærlighed mod din tjener David.”+
Fodnoter
^ Bogst.: “din søn, den der udgår af dine lænder”.
^ Eller “på pladsen”.
^ En alen svarede til 44,5 cm. Se Tillæg B14.
^ Eller “og den anden lægger en forbandelse på ham”. Dvs. en ed der medførte en forbandelse som straf hvis man sværgede falsk eller brød eden.
^ Bogst.: “forbandelsen”.
^ Bogst.: “retfærdig”.
^ Eller “straffet”.
^ Bogst.: “i hans portes land”.
^ Bogst.: “frygte dig”.
^ Eller “rygtet om dig”.
^ Bogst.: “frygte dig”.
^ Se Ordforklaring.
^ Eller “angående”.
^ Bogst.: “vend ikke din salvedes ansigt væk”.
