Anden Krønikebog 9:1-31
9 Dronningen af Saba+ hørte om Salomon, så hun kom til Jerusalem for at udfordre Salomon med indviklede spørgsmål.* Hun ankom med et meget imponerende følge, med kameler der var lastet med balsamolie og store mængder guld+ og kostbare sten. Da hun kom ind til Salomon og talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte,+
2 gav han hende svar på alle hendes spørgsmål. Der var ikke noget som var for vanskeligt* for Salomon, og som han ikke kunne give hende en forklaring på.
3 Dronningen af Saba oplevede Salomons visdom+ og så huset som han havde bygget,+
4 maden på hans bord,+ hvordan hans tjenere sad, hvordan hans opvartere betjente dem og var klædt, hans mundskænke og hvordan de var klædt, og de brændofre han regelmæssigt ofrede ved Jehovas hus,+ og det tog fuldstændigt vejret fra hende.*
5 Så hun sagde til kongen: “Alt hvad jeg hørte i mit land om dine bedrifter* og din visdom, var sandt.
6 Men jeg troede ikke på det før jeg kom og så det med egne øjne.+ Og man har ikke engang fortalt mig om halvdelen af din store visdom.+ Du har langt overgået det jeg har hørt.+
7 Lykkelige er dine folk, og lykkelige er dine tjenere som hele tiden står foran dig og hører din visdom!
8 Må Jehova din Gud blive lovprist, ham der har vist at han holder af dig, ved at sætte dig på sin trone som konge for Jehova din Gud. Fordi din Gud elsker Israel+ og vil lade det bestå for altid, har han gjort dig til konge over det så du kan sørge for ret og retfærdighed.”
9 Så gav hun kongen 120 talenter* guld+ samt balsamolie i store mængder og ædelsten. Der er aldrig siden kommet nogen med en balsamolie som den dronningen af Saba gav kong Salomon.+
10 Desuden medbragte Hirams tjenere og Salomons tjenere som fragtede guld fra Ofir,+ også almugtræ og kostbare sten.+
11 Af almugtræet lavede kongen trapper til Jehovas tempel*+ og til kongens palads*+ samt harper og andre strengeinstrumenter til sangerne.+ Man havde aldrig set noget lignende i Juda.
12 Kong Salomon gav også dronningen af Saba alt hvad hun ønskede og bad om, mere end* det hun havde haft med til kongen. Så tog hun afsted igen og vendte hjem til sit eget land sammen med sine tjenere.+
13 Og vægten af det guld der kom til Salomon i løbet af et år, udgjorde 666 talenter,+
14 foruden det der kom fra købmændene og handelsmændene og fra alle Arabiens konger og landets statholdere som bragte guld og sølv til Salomon.+
15 Kong Salomon lavede 200 store skjolde af legeret guld+ (der gik 600 sekel* legeret guld til hvert skjold)+
16 og 300 små skjolde* af legeret guld (der gik tre miner* guld til hvert skjold). Så anbragte kongen dem i Libanonskovhuset.+
17 Kongen lavede også en stor elfenbenstrone og overtrak den med rent guld.+
18 Der var seks trin op til tronen, og en fodskammel af guld var fastgjort til tronen. Der var armlæn på begge sider af sædet, og ved siden af armlænene stod der to løver.+
19 Og der stod 12 løver+ på de seks trin, en i hver side af de seks trin. I intet andet rige havde man lavet noget der lignede det.
20 Alle kong Salomons drikkebægre var af guld, og alt udstyret i Libanonskovhuset var af rent guld. Der var ikke noget af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på Salomons tid.+
21 Kongens skibe sejlede nemlig til Tarshish+ bemandet med Hirams tjenere.+ Hvert tredje år kom Tarshish-skibene lastet med guld og sølv, elfenben,+ aber og påfugle.
22 Kong Salomon overgik alle de andre konger på jorden i rigdom og visdom.+
23 Og konger fra hele jorden søgte audiens hos Salomon* for at høre hans visdom, som den sande Gud havde lagt i hans hjerte.+
24 De havde alle en gave med – sølvting, guldting, klæder,+ våben, balsamolie, heste og muldyr. Det fortsatte år efter år.
25 Og kong Salomon havde 4.000 båse til sine heste og stridsvogne og 12.000 heste,*+ og han stationerede dem i sine vognbyer og i Jerusalem hos sig selv.+
26 Og han regerede over alle kongerne fra Floden* til filistrenes land og til Egyptens grænse.+
27 Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten – og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ i Shefela.*+
28 Og man hentede heste til Salomon fra Egypten+ og fra alle de andre lande.
29 Resten af Salomons historie,+ fra først til sidst, er nedskrevet af profeten Natan,+ i Akija+ fra Shilos profeti og i optegnelsen over de syner seeren Iddo+ modtog om Jeroboam,+ Nebats søn.
30 Salomon regerede over hele Israel i Jerusalem i 40 år.
31 Så lagde Salomon sig til hvile hos sine forfædre. Man begravede ham i hans fars by,+ Davidsbyen, og hans søn Rehabeam blev konge efter ham.+
Fodnoter
^ Eller “med gåder”.
^ Bogst.: “som var skjult”.
^ Bogst.: “der var ikke mere ånd i hende”.
^ Eller “ord”.
^ En talent svarede til 34,2 kg. Se Tillæg B14.
^ Bogst.: “hus”.
^ Bogst.: “hus”.
^ Eller muligvis: “foruden gaver der svarede til værdien af”.
^ En sekel svarede til 11,4 g. Se Tillæg B14.
^ Skjolde der ofte blev båret af bueskytter.
^ I De Hebraiske Skrifter svarer en mine til 570 g. Se Tillæg B14.
^ Bogst.: “søgte Salomons ansigt”.
^ Eller “ryttere”.
^ Dvs. Eufrat.
^ Eller “Lavlandet”.