Anden Mosebog 9:1-35
9 Jehova sagde derfor til Moses: “Gå ind til Farao og sig til ham: ‘Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig.+
2 Hvis du nægter at sende folket bort og bliver ved med at holde det tilbage,
3 vil Jehovas hånd+ slå dine hjorde på marken. En forfærdelig pest+ vil ramme heste, æsler, kameler, okser, får og geder.
4 Jehova vil gøre forskel på Israels hjorde og Egyptens hjorde, og intet der tilhører israelitterne, vil dø.”’”+
5 Desuden fastsatte Jehova et tidspunkt og sagde: “I morgen vil Jehova gøre dette i landet.”
6 Allerede næste dag gjorde Jehova som han havde sagt, og alle slags dyr af Egyptens hjorde døde,+ men ikke ét af israelitternes dyr døde.
7 Farao forhørte sig og fandt ud af at ikke så meget som ét dyr i Israels hjorde havde mistet livet. Alligevel blev Faraos hjerte ved med at være upåvirkeligt, og han sendte ikke folket bort.+
8 Jehova sagde til Moses og Aron: “Fyld jeres hænder med sod fra en smelteovn, og Moses skal kaste det op i luften foran Farao.
9 Det skal blive til fint støv over hele Egypten, og det vil blive til betændte bylder på mennesker og dyr i hele Egypten.”
10 Så tog de sod fra en smelteovn og trådte frem for Farao, og Moses slyngede det op i luften, og der brød betændte bylder ud på mennesker og dyr.
11 Præsterne der praktiserede magi, kunne ikke komme til Moses på grund af deres bylder, for præsterne og alle egypterne havde fået bylder.+
12 Men Jehova tillod Farao at gøre sit hjerte hårdt, og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt til Moses.+
13 Så sagde Jehova til Moses: “Stå tidligt op i morgen og stil dig foran Farao. Sig til ham: ‘Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig.
14 Nu sender jeg nemlig alle mine plager mod dig* og dine tjenere og dit folk for at du kan forstå at der ikke er nogen som mig på hele jorden.+
15 For jeg kunne have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med en forfærdelig pest, og så var du blevet udslettet fra jorden.
16 Men netop af denne grund har jeg ladet dig blive i live: for at vise dig min magt og få mit navn forkyndt på hele jorden.+
17 Opfører du dig stadig arrogant ved at nægte at sende mit folk bort?
18 I morgen ved denne tid sender jeg et voldsomt haglvejr over Egypten, værre end noget der har været siden nationen blev grundlagt.
19 Giv derfor besked om at alle dine hjorde og alt hvad der er dit på marken, skal bringes i sikkerhed. Alle de mennesker og dyr der er tilbage på marken og ikke er kommet under tag, vil dø når haglen styrter ned over dem.”’”
20 Alle de af Faraos tjenere der havde respekt for det Jehova havde sagt,* skyndte sig at bringe deres egne tjenere og dyr ind i husene,
21 men de der var ligeglade med det Jehova havde sagt, lod deres tjenere og dyr blive ude på marken.
22 Jehova sagde til Moses: “Ræk din hånd op mod himlen, så vil der falde hagl over hele Egypten,+ over mennesker og dyr og alle markens planter.”+
23 Så rakte Moses sin stav op mod himlen, og Jehova sendte torden og hagl, og der fór ild* ned mod jorden, og Jehova blev ved med at lade det hagle over Egypten.
24 Der kom hagl, og ild lynede imellem haglene. Haglvejret var meget voldsomt; det havde aldrig haglet så kraftigt i landet siden Egypten var blevet en nation.+
25 I hele Egypten dræbte haglene alt hvad der var på marken, både mennesker og dyr. Alle planterne blev slået ned, og alle træerne på marken blev splintret.+
26 Kun i Goshen, hvor israelitterne var, haglede det ikke.+
27 Så sendte Farao bud efter Moses og Aron og sagde: “Denne gang indrømmer jeg at jeg har syndet. Jehova er retfærdig, og jeg og mit folk har skylden.
28 Bønfald Jehova om at det må holde op med at tordne og hagle. Så er jeg villig til at sende jer bort, og I skal ikke blive her længere.”
29 Moses sagde til ham: “Så snart jeg kommer ud af byen, vil jeg løfte mine hænder og bede til Jehova. Tordenen vil holde op, og haglen skal ikke fortsætte længere, så du kan forstå at jorden tilhører Jehova.+
30 Men jeg ved allerede at du og dine tjenere alligevel ikke vil frygte Jehova Gud.”
31 Hørren og byggen var blevet slået ned, for byggen stod i aks, og hørren i knop.
32 Men hveden og spelten var ikke blevet slået ned, for de afgrøder kommer senere.
33 Moses forlod så Farao. Han gik ud af byen og løftede sine hænder og bad til Jehova, og tordenen og haglen standsede, og regnen holdt op med at vælte ned.+
34 Da Farao så at regnen, haglen og tordenen var holdt op, syndede han igen, og både han og hans tjenere gjorde deres hjerte hårdt.+
35 Farao havde fortsat et hårdt hjerte, og han sendte ikke israelitterne bort, nøjagtigt som Jehova havde sagt gennem Moses.+
Fodnoter
^ Bogst.: “dit hjerte”.
^ Bogst.: “frygtede Jehovas ord”.
^ Måske en beskrivelse af kraftige lyn.
