Prædikeren 1:1-18
1 Ord af den der samler* menigheden,+ Davids søn, konge i Jerusalem.+
2 “Fuldstændigt meningsløst!”* siger den der samler menigheden,“fuldstændigt meningsløst! Alting er meningsløst!”+
3 Hvad får et menneske ud af alt det arbejdedet slider med under solen?+
4 En generation forsvinder, og en generation kommer,men jorden består* for evigt.+
5 Solen står op,* solen går ned,og så skynder den sig* tilbage til det sted hvor den står op igen.+
6 Vinden blæser mod syd og drejer mod nord;rundt og rundt bliver den ved med at skifte retning; sådan fortsætter vinden i de samme cirkler.
7 Alle vandløbene* strømmer ud i havet, og alligevel bliver havet ikke fuldt.+
Det sted vandløbene kommer fra, vender de tilbage til så de kan strømme igen.+
8 Alting er trættende;man orker ikke at tale om det hele.
Øjet bliver ikke mæt af de ting det ser,og øret bliver ikke fyldt af dét det hører.
9 Det der er sket, vil ske igen,og det der er gjort, vil blive gjort igen;der er ikke noget som helst nyt under solen.+
10 Hvis der kommer noget der får en til at sige: “Se dét her – det er da nyt!”,så har det allerede været til i lang tid;det har eksisteret længe før vores tid.
11 Ingen husker de mennesker der har levet i gamle dage.
De der kommer til at leve, vil heller ikke blive husket;de vil blive glemt af dem der kommer efter dem.+
12 Jeg, den der samler menigheden, blev konge over Israel i Jerusalem.+
13 Jeg besluttede at jeg ville bruge min visdom+ til at undersøge og udforske alt det der er blevet gjort under himlen+ – det frustrerende arbejde Gud har givet menneskene at beskæftige sig med.
14 Jeg betragtede alt det der blev gjort under solen.
Og se! Det hele var tomt og meningsløst; det var som at jage efter vinden.+
15 Det der er bøjet, kan aldrig blive lige,og når noget mangler, kan det ikke tælles med.
16 Så sagde jeg til mig selv:* “Jeg har samlet mig en hel del visdom, mere end alle dem der var før mig i Jerusalem,+ ja, mit hjerte har fået stor visdom og kundskab.”+
17 I mit hjerte satte jeg mig for at få indblik i alt hvad der er víst, alt hvad der er vanvittigt, og alt hvad der er tåbeligt+ – men også det er som at jage efter vinden.
18 Det er nemlig sådan at jo mere visdom man får, jo mere frustreret bliver man,og jo mere kundskab man får, jo mere smerte får man.+
Fodnoter
^ Eller “sammenkalder”.
^ Eller “Fuldstændig tomhed!”
^ Bogst.: “bliver stående”.
^ Eller “stråler frem”.
^ Eller “kommer den løbende”.
^ Eller “vinterbækkene; regnfloderne”.
^ Bogst.: “Så sagde jeg i mit hjerte”.