Apostlenes Gerninger 13:1-52
13 I den lokale menighed i Antiokia var der profeter og lærere:+ Barnabas, Simeon der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen der var uddannet sammen med lokalfyrsten* Herodes, og Saulus.
2 Mens de tjente* Jehova* og fastede, sagde den hellige ånd: “Udtag Barnabas og Saulus+ til det arbejde jeg har kaldet dem til.”+
3 Efter at have fastet og bedt lagde de hænderne på dem og sendte dem afsted.
4 Så tog mændene som var blevet udsendt af den hellige ånd, ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Cypern.
5 Da de var kommet til Salamis, begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som medhjælper.*+
6 Da de havde gennemgået hele øen lige til Pafos, traf de en jøde der hed Barjesus. Han var troldmand og falsk profet.
7 Han var hos prokonsulen* Sergius Paulus, som var en klog mand. Denne mand tilkaldte Barnabas og Saulus og var ivrig efter at høre Guds ord.
8 Men Elymas, troldmanden (for sådan oversættes hans navn), begyndte at modarbejde dem ved at forsøge at hindre prokonsulen i at få tro.
9 Saulus, også kaldet Paulus, blev fyldt med hellig ånd og så fast på ham
10 og sagde: “Du Djævelens søn,+ fjende af al retfærdighed og fuld af alle former for bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at fordreje Jehovas* lige veje?
11 Jehova* vil straffe dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset i et stykke tid.” Straks faldt der tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og famlede efter en der kunne lede ham ved hånden.
12 Prokonsulen, som havde set hvad der var sket, fik nu tro, for han var forbløffet over Jehovas* lære.
13 Paulus og hans rejsefæller sejlede så ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes+ forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem.+
14 De fortsatte imidlertid fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind i synagogen+ og satte sig.
15 Efter oplæsningen fra Loven+ og Profeterne sagde forstanderne for synagogen til dem: “Mænd, brødre, hvis I har noget opmuntrende at sige til folket, så fortæl det.”
16 Så rejste Paulus sig op, gjorde tegn med hånden og sagde:
“Israelitter og I andre der har dyb respekt for Gud, hør engang.
17 Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vores forfædre, og han ophøjede folket mens de levede som udlændinge i Egypten, og førte dem ud derfra med stor magt.*+
18 Og i omkring 40 år fandt han sig i dem i ørkenen.+
19 Efter at have udryddet syv nationer i Kanaan tildelte han dem deres land som en arv.+
20 Alt det skete i løbet af omkring 450 år.
Efter det gav han dem dommere frem til profeten Samuels tid.+
21 Men derefter krævede de en konge,+ og Gud gav dem Saul, Kishs søn, en mand fra Benjamins stamme,+ til at regere over dem i 40 år.
22 Efter at have fjernet ham satte han David som konge over dem.+ Om ham vidnede han og sagde: ‘Jeg har fundet David, Isajs søn,+ en mand efter mit hjerte.+ Han vil gøre alt det jeg ønsker.’
23 I overensstemmelse med sit løfte har Gud gennem denne mands efterkommere* givet Israel en frelser, Jesus.+
24 Før han kom, havde Johannes offentligt forkyndt for hele Israels folk at de skulle lade sig døbe for at vise at de havde angret.+
25 Men hen imod slutningen af sin tjeneste sagde Johannes flere gange: ‘Jeg er ikke den I tror jeg er. Men der kommer en efter mig, og jeg er ikke engang god nok til at løse hans sandaler.’+
26 Brødre, I som er efterkommere af Abraham, og I andre som har dyb respekt for Gud: Budskabet om denne frelse er blevet sendt til os.+
27 Jerusalems indbyggere og deres ledere anerkendte ham nemlig ikke, men de optrådte som dommere og opfyldte dermed det profeterne havde sagt,+ det der læses op hver sabbat.
28 Selvom de ikke fandt noget der kunne føre til dødsstraf,+ krævede de at Pilatus fik ham henrettet.+
29 Og da de havde gjort alt det der står skrevet om ham, tog de ham ned fra pælen* og lagde ham i en grav.*+
30 Men Gud oprejste ham fra de døde,+
31 og i mange dage viste han sig for dem som var fulgt med ham fra Galilæa op til Jerusalem. De er nu hans vidner over for folket.+
32 Vi forkynder jer altså den gode nyhed om det løfte forfædrene fik.
33 Gud har fuldt ud opfyldt det for os, deres børn, ved at oprejse Jesus.+ Det er som der står skrevet i den anden salme: ‘Du er min søn; i dag er jeg blevet din far.’+
34 Og at Han oprejste ham fra de døde så han aldrig igen skulle vende tilbage til forrådnelse, har Han udtrykt på denne måde: ‘Jeg vil vise jer den trofaste* og loyale kærlighed som jeg lovede David.’+
35 Og i en anden salme siges der: ‘Du vil ikke tillade at din loyale ser* forrådnelse.’+
36 David tjente jo Gud* i sin egen generation, sov ind i døden, blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse.+
37 Men den som Gud oprejste, så ikke forrådnelse.+
38 I skal derfor vide, brødre, at det der bliver forkyndt for jer, er at I kan få tilgivet jeres synder gennem ham,+
39 og at alt det som I ikke kunne blive erklæret skyldfri for ved hjælp af Moses’ Lov,+ det bliver enhver som tror, erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.+
40 Pas derfor på at det der siges i Profeterne, ikke kommer over jer:
41 ‘Se hvad jeg gør i jeres dage, I som er fulde af foragt, og bliv forbløffede, og gå til grunde, for jeg gør noget som I ikke engang vil tro hvis nogen fortæller jer om det i detaljer.’”+
42 Da de nu gik ud, bønfaldt folk dem om også at tale om disse emner den følgende sabbat.
43 Efter at de forsamlede i synagogen var gået hver til sit, fulgte mange af de jøder og proselytter der tilbad Gud, med Paulus og Barnabas, som talte med dem og tilskyndede dem til at forblive værdige til Guds ufortjente godhed.+
44 Næste sabbat kom næsten hele byen for at høre Jehovas* ord.
45 Da jøderne så folkeskarerne, blev de fulde af misundelse og begyndte blasfemisk at modsige det Paulus sagde.+
46 Så sagde Paulus og Barnabas frimodigt til dem: “Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.+ Men nu hvor I forkaster det og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, går vi til nationerne.+
47 Jehova* har nemlig befalet os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for nationer for at du skal være til frelse til jordens ende.’”+
48 Da de der var fra nationerne, hørte det, blev de meget glade og begyndte at lovprise Jehovas* ord, og alle som havde den rette indstilling så de kunne få evigt liv, fik tro.
49 Og Jehovas* ord blev udbredt i hele landet.
50 Men jøderne ophidsede de gudfrygtige prominente kvinder og byens førende mænd, og de iværksatte en forfølgelse+ af Paulus og Barnabas og jagede dem uden for deres område.
51 De rystede så støvet af fødderne* og tog til Ikonion.+
52 Og disciplene var fortsat fyldt med glæde+ og hellig ånd.
Fodnoter
^ Bogst.: “tetrarken”, en vasalfyrste underlagt den romerske kejser.
^ Eller “offentligt tjente”.
^ Eller “tjener”.
^ Den romerske statholder i en provins. Se Ordforklaring.
^ Bogst.: “med løftet arm”.
^ Eller “afkom”.
^ Eller “træet”.
^ Eller “mindegrav”.
^ Eller “troværdige; pålidelige”.
^ Eller “går i”.
^ Eller “gjorde Guds vilje”.
^ At man rystede støvet af sine fødder, viste at man fralagde sig ansvar.
