Apostlenes Gerninger 5:1-42
5 Nu solgte en mand der hed Ananias, og hans kone, Safira, en ejendom.
2 Han tilbageholdt dog hemmeligt noget af beløbet, og hans kone var klar over det, og han kom kun med nogle af pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+
3 Men Peter sagde: “Ananias, hvordan kan det være at Satan har givet dig mod til at lyve+ for den hellige ånd+ og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for marken?
4 Var den ikke din så længe du havde den? Og efter at den var solgt, kunne du så ikke stadig selv bestemme hvad du ville gøre? Hvorfor fandt du på sådan noget i dit hjerte? Det er ikke mennesker du har løjet over for, men Gud.”
5 Da Ananias hørte de ord, faldt han om og døde. Og alle der hørte om det, blev grebet af frygt.
6 Så rejste de yngre mænd sig, svøbte ham ind, bar ham ud og begravede ham.
7 Omkring tre timer senere kom hans kone ind, og hun vidste ikke hvad der var sket.
8 Peter sagde til hende: “Sig mig, er det beløbet I solgte marken for?” Hun sagde: “Ja, det er det.”
9 Så sagde Peter til hende: “Hvorfor blev I enige om at udfordre Jehovas* ånd? Kan du høre fodtrinnene uden for døren? Det er lyden af de mænd der har begravet din mand. De vil også bære dig ud.”
10 Øjeblikkeligt faldt hun om foran ham og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand.
11 Så blev hele menigheden og alle der hørte om det, grebet af frygt.
12 Apostlene fortsatte med at gøre mange tegn og undere* blandt folket,+ og de mødtes alle jævnligt i Salomons Søjlegang.+
13 Ingen af de andre havde dog mod til at slutte sig til dem. Ikke desto mindre talte folket positivt om dem.
14 Og mere end det: Flere og flere fik tro på Herren og blev føjet til, et stort antal af både mænd og kvinder.+
15 Man bar endda de syge ud på gaderne og lagde dem på små senge og måtter for at i det mindste Peters skygge kunne falde på nogle af dem når han gik forbi.+
16 Og folkeskarer fra byerne omkring Jerusalem blev ved med at komme, og med sig havde de syge og folk der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.
17 Men ypperstepræsten og alle hans tilhængere, som tilhørte saddukæernes sekt, blev vrede og fyldt med jalousi.
18 Og de arresterede apostlene og satte dem i byens fængsel.+
19 Men om natten åbnede Jehovas* engel fængslets døre,+ førte dem ud og sagde:
20 “Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at fortælle folk hele budskabet om det kommende liv.”
21 Efter at de havde hørt det, gik de tidligt om morgenen ind i templet og begyndte at undervise.
Da ypperstepræsten og hans tilhængere kom, sammenkaldte de Sanhedrinet og Israels folks forsamling af ældste, og de sendte bud til fængslet for at få hentet apostlene.
22 Men da betjentene kom derhen, fandt de dem ikke i fængslet. De vendte så tilbage, aflagde rapport
23 og sagde: “Fængslet var forsvarligt aflåst, og vagterne stod ved dørene, men da vi fik lukket op, var der ikke nogen derinde.”
24 Da tempelkommandanten og de øverste præster hørte det, blev de forvirrede med hensyn til hvad der nu skulle ske.
25 Men der kom en og meddelte dem: “Hør! De mænd I satte i fængsel, er i templet, og de står og underviser folk.”
26 Så gik kommandanten og hans betjente hen og hentede dem, men uden at bruge magt, for de var bange for at blive stenet af folk.+
27 Da de havde hentet dem, stillede de dem for Sanhedrinet. Ypperstepræsten udspurgte dem
28 og sagde: “Vi har udtrykkeligt forbudt jer at fortsætte med at undervise i dette navn,+ og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttet på at give os skylden for det menneskes død.”*+
29 Som svar sagde Peter og de andre apostle: “Man skal adlyde Gud som hersker mere end mennesker.+
30 Vores forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl.*+
31 Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd+ som Hovedformidler+ og Frelser+ så Israel kunne angre og få tilgivelse for synder.+
32 Det er vi vidner om,+ og det samme er den hellige ånd,+ som Gud har givet dem der adlyder ham som hersker.”
33 Da de hørte det, blev de rasende* og ville gøre det af med dem.
34 Men en farisæer der hed Gamaliel,+ rejste sig i Sanhedrinet. Han var en lovlærer som hele folket havde respekt for, og han gav ordre til at mændene skulle føres udenfor et øjeblik.
35 Så sagde han: “Israelitiske mænd, pas på med det I har tænkt jer at gøre ved disse mennesker.
36 I sin tid stod Theudas frem og sagde at han var noget, og omkring 400 mænd sluttede sig til ham. Men han blev ryddet af vejen, og alle der fulgte ham, blev spredt, og deres planer faldt til jorden.
37 Efter ham, i de dage hvor der var folketælling, stod Judas fra Galilæa frem, og han fik folk til at følge sig. Også den mand omkom, og alle der fulgte ham, blev spredt.
38 Så under de nuværende omstændigheder siger jeg til jer: Hold jer fra de mennesker, og lad dem være. Hvis det er mennesker der står bag denne idé eller denne aktivitet, vil den blive gjort til intet,
39 men hvis det er Gud der står bag den, vil I ikke kunne gøre dem til intet.+ Ellers viser det sig måske at I kæmper mod Gud.”+
40 De fulgte så hans råd, og de kaldte apostlene ind, piskede* dem+ og forbød dem at tale i Jesus’ navn, og så lod de dem gå.
41 De forlod så Sanhedrinet og glædede sig+ over at de var blevet regnet for værdige til at lide* for hans navns skyld.
42 Hver dag blev de ved med at undervise og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus,+ både i templet og fra hus til hus.+
Fodnoter
^ Eller “og give varsler”.
^ Bogst.: “bringe dette menneskes blod over os”.
^ Eller “et træ”.
^ Eller “følte de sig ramt i deres inderste”.
^ Eller “slog”.
^ Eller “blive vanæret”.
