Jonas 1:1-17
1 Jehovas ord kom til Jonas,*+ Amittajs søn:
2 “Tag afsted, rejs til den store by Nineve,+ og udråb min dom over den, for jeg har set hvor onde indbyggerne er.”
3 Men Jonas bestemte sig for at flygte fra Jehova til Tarshish, så han rejste ned til Joppe* og fandt et skib der skulle til Tarshish. Han betalte hvad rejsen kostede, og gik ombord for at tage med besætningen til Tarshish, væk fra Jehova.
4 Så sendte Jehova en stærk storm over havet, og uvejret på havet blev så voldsomt at skibet var ved at gå under.
5 Sømændene blev så bange at de begyndte at råbe om hjælp til hver sin gud. Og de begyndte at kaste ting over bord for at lette skibet.+ Men Jonas var gået ned i det inderste rum på skibet,* hvor han havde lagt sig og var faldet i dyb søvn.
6 Skibets kaptajn kom ned til ham og sagde: “Hvorfor ligger du der og sover? Stå op og råb til din gud! Måske vil den sande Gud have medlidenhed med os så vi ikke omkommer.”+
7 De sagde nu til hinanden: “Lad os kaste lod+ for at finde ud af hvem der er skyld i denne ulykke.” Så kastede de lod, og loddet faldt på Jonas.+
8 De sagde til ham: “Vil du ikke nok fortælle os hvem der er skyld i den ulykke der har ramt os? Hvad er dit arbejde, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk tilhører du?”
9 Han svarede: “Jeg er hebræer, og jeg tilbeder* Jehova, himlens Gud, der har skabt havet og det tørre land.”
10 Da mændene hørte det, blev de endnu mere bange, og de spurgte ham: “Hvad er det dog du har gjort?” (Mændene vidste at han var flygtet fra Jehova, for det havde han fortalt dem).
11 “Hvad skal vi gøre ved dig for at få havet til at falde til ro?” spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt.
12 Han svarede: “Kast mig over bord, så vil havet falde til ro, for jeg ved at det er min skyld at I er blevet ramt af dette voldsomme uvejr.”
13 Mændene roede nu af alle kræfter* for at få skibet tilbage på tørt land, men de kunne ikke, for havet omkring dem blev mere og mere oprørt.
14 Så råbte de til Jehova og sagde: “Åh, Jehova, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Kræv ikke os til regnskab for uskyldigt blod, for det er jo din vilje der er sket, Jehova!”
15 Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase.
16 Nu blev mændene grebet af ærefrygt for Jehova,+ og de bragte et slagtoffer til Jehova og aflagde løfter til ham.
17 Men Jehova sendte en stor fisk, som slugte Jonas, og Jonas var i fiskens mave i tre dage og tre nætter.+
Fodnoter
^ Betyder “due”.
^ Eller “Jafo”.
^ Eller “ned under fartøjets dæk”.
^ Bogst.: “frygter”.
^ Eller “prøvede at arbejde sig gennem bølgerne”.
