Ifølge Markus 6:1-56
6 Han tog derfra og kom til sin hjemegn,+ og hans disciple fulgte med ham.
2 Da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen, og de fleste der hørte ham, blev forbløffede og sagde: “Hvor har manden dog alt det fra?+ Hvordan kan det være at han har fået den visdom og kan udføre den slags mirakler?*+
3 Er det ikke tømreren,+ søn af Maria+ og bror til Jakob,+ Josef, Judas og Simon?+ Og bor hans søstre ikke her hos os?” Så begyndte de at tage anstød* på grund af ham.
4 Men Jesus sagde til dem: “Det eneste sted en profet ikke bliver respekteret, er på sin hjemegn og blandt sine slægtninge og i sin egen familie.”+
5 Og han udførte ikke nogen mirakler* dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem.
6 Han var virkelig forbavset over at de manglede tro. Og han gik rundt til landsbyerne i omegnen og underviste.+
7 Nu kaldte han de tolv til sig, og han sendte dem ud to og to+ og gav dem myndighed over de urene ånder.+
8 Han gav dem besked på ikke at tage andet med på rejsen end en stav – intet brød, ingen madpose, ingen penge* i bæltet+ –
9 og at tage sandaler på men ikke have en ekstra klædning med.*
10 Desuden sagde han til dem: “Når I går ind i et hus, skal I blive der indtil I rejser videre fra stedet.+
11 Og hvis man et sted ikke vil tage imod jer eller lytte til jer, skal I forlade stedet og ryste det støv af som er på jeres fødder, for at vise at de er blevet advaret.”*+
12 Så gik de ud og forkyndte at folk skulle angre,+
13 og de uddrev mange dæmoner+ og indgned mange syge med olie og helbredte dem.
14 Kong Herodes hørte om det, for navnet Jesus blev kendt, og man sagde: “Johannes Døber er blevet oprejst fra de døde, og det er derfor han kan udføre mirakler.”*+
15 Andre sagde: “Det er Elias.” Andre igen sagde: “Det er en profet ligesom en af fortidens profeter.”+
16 Men da Herodes hørte det, sagde han: “Den Johannes jeg halshuggede, er blevet oprejst.”
17 Herodes havde nemlig arresteret Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af sin bror Filips hustru, Herodias, som han havde giftet sig med.+
18 For Johannes havde flere gange sagt til Herodes: “Du har ikke lov til at leve sammen med din brors hustru.”+
19 Derfor hadede Herodias ham og ønskede at dræbe ham, men hun kunne ikke.
20 Herodes havde nemlig stor respekt* for Johannes, som han vidste var en retfærdig og hellig mand,+ så han beskyttede ham. Efter at han havde hørt på ham, var han meget i tvivl om hvad han skulle gøre. Han var dog stadig glad for at lytte til hvad han havde at sige.
21 Men Herodias fik en mulighed da Herodes på sin fødselsdag+ holdt et aftenselskab for sine stormænd og kommandanterne og de mest prominente mænd i Galilæa.+
22 Herodias’ datter kom ind og dansede til stor fornøjelse for Herodes og hans gæster,* så kongen sagde til pigen: “Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det.”
23 Ja, han sværgede over for hende: “Uanset hvad du beder mig om, vil jeg give dig det, om det så er halvdelen af mit kongerige.”
24 Så gik hun ud til sin mor og spurgte: “Hvad skal jeg bede om?” Hun sagde: “Johannes Døbers hoved.”
25 Hun skyndte sig ind til kongen og sagde: “Jeg ønsker at du med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.”+
26 Selvom kongen blev meget ked af det, ville han ikke nægte hende det fordi han havde sværget foran gæsterne.*
27 Kongen sendte straks en livvagt afsted og befalede ham at komme med Johannes’ hoved. Så han gik ud og halshuggede ham i fængslet,
28 og han kom med hans hoved på et fad og gav det til pigen, og pigen gav det til sin mor.
29 Da hans disciple hørte om det, kom de og hentede hans lig og lagde det i en grav.*
30 Apostlene vendte tilbage til Jesus og fortalte ham om alt det de havde gjort,+ og alt det de havde lært andre.
31 Og han sagde til dem: “Kom I med mig til et øde sted hvor vi kan være for os selv og I kan hvile jer lidt.”+ Der var nemlig mange som kom og gik, så de havde ikke engang tid til at spise.
32 Så sejlede de hen til et øde sted for at være for sig selv.+
33 Men folk så dem sejle ud, og mange fik det at vide, og fra alle byerne skyndte folk sig afsted til fods og kom før dem.
34 Da han kom ud af båden, så han en masse mennesker, og han fik dyb medfølelse med dem,+ for de var som får uden hyrde.+ Og han begyndte at lære dem mange ting.+
35 Det var sidst på eftermiddagen, og hans disciple kom hen til ham og sagde: “Her er øde, og det er allerede sent.+
36 Send dem afsted så de kan gå ind til gårdene og landsbyerne i nærheden og købe sig noget at spise.”+
37 Han svarede: “Giv I dem noget at spise.” Til det sagde de: “Skal vi gå ud og købe brød for 200 denarer* for at give dem noget at spise?”+
38 Han spurgte dem: “Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!” Det gjorde de og sagde: “Fem – og to fisk.”+
39 Så gav han dem alle besked på at sætte sig i det grønne græs+ i grupper.
40 De slog sig ned i grupper på 100 og på 50.
41 Så tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og bad en bøn.*+ Bagefter brækkede han brødet i stykker og begyndte at give det til disciplene så de kunne dele det ud til folk, og han delte også de to fisk så alle kunne få noget.
42 Så spiste de alle og blev mætte,
43 og man samlede resterne sammen og fyldte 12 kurve, foruden de fisk der var tilovers.+
44 Der var 5.000 mænd der havde spist.
45 Straks efter fik han sine disciple til at gå ombord i båden og sejle i forvejen over til den modsatte bred, mod Betsajda, mens han selv sendte folk afsted.+
46 Efter at have taget afsked med dem gik han op på et bjerg for at bede.+
47 Om aftenen var båden midt ude på søen, og han var alene inde på land.+
48 Han så at det var hårdt for dem at ro, for der var modvind. Omkring den fjerde nattevagt* gik han derfor ud til dem på søen, men det virkede som om han ville* gå forbi dem.
49 Da de så ham komme gående på søen, tænkte de: “Det er noget overnaturligt!” Og de skreg.
50 De så ham nemlig alle og blev forskrækkede. Men straks sagde han til dem: “Tag det roligt, det er mig! Vær ikke bange.”+
51 Han kom op i båden til dem, og vinden lagde sig. De var helt forbløffede,
52 for de havde ikke lært af det der var sket med brødene, nej, deres hjerte var stadig langsomt til at forstå.
53 Da de nåede over til den modsatte bred, kom de til Genesaret og kastede anker i nærheden.+
54 Men så snart de steg ud af båden, genkendte folk ham.
55 De løb rundt i hele egnen for at hente de syge på bårer og bære dem derhen hvor de havde hørt at han var.
56 Og uanset om han kom til en lille eller stor by eller ud på landet, anbragte man de syge på markedspladserne, og de tryglede ham om lov til at røre bare frynsen på hans yderklædning.+ Og alle der rørte ved den, blev raske.
Fodnoter
^ Bogst.: “magtfulde gerninger”.
^ Bogst.: “snuble”.
^ Bogst.: “magtfulde gerninger”.
^ Bogst.: “kobber”.
^ Eller “to klædninger på”.
^ Bogst.: “som et vidnesbyrd for dem”.
^ Bogst.: “magtfulde gerninger”.
^ Bogst.: “frygt”.
^ Eller “dem der lå til bords sammen med ham”.
^ Eller “dem der lå til bords”.
^ Eller “mindegrav”.
^ Se Tillæg B14.
^ Eller “udtalte en velsignelse”.
^ Dvs. fra ca. kl. 3 til solopgang ca. kl. 6.
^ Eller “var ved at”.
