Til romerne 8:1-39
8 De der lever i samhørighed med Kristus, er altså ikke under fordømmelse,
2 for åndens lov, som giver liv til dem der lever i samhørighed med Kristus Jesus, har befriet dig+ fra syndens og dødens lov.
3 Det Loven ikke var i stand til+ fordi den var svag+ på grund af menneskenes ufuldkommenhed, dét gjorde Gud: Han sendte sin egen Søn+ i en skikkelse der lignede et syndigt menneskes,+ for at fjerne synd og derved fordømme synden i kødet.
4 På den måde kan de retfærdige krav der stilles i Loven, blive opfyldt af os+ der ikke lader os styre af kødet, men af ånden.*+
5 De der lader sig styre af deres fysiske lyster, er helt optaget af det der har med det fysiske at gøre,+ men de der lader sig styre af ånden, er optaget af det der har med ånden at gøre.+
6 At være optaget af fysiske lyster fører til død,+ men at være optaget af ånden fører til liv og fred.+
7 Sådan er det fordi dét at være optaget af fysiske lyster betyder fjendskab med Gud.+ Kødet underordner sig jo ikke under Guds lov og kan heller ikke gøre det.
8 Derfor kan de der lader sig styre af kødet, ikke behage Gud.
9 I lader jer dog ikke styre af kødet, men af ånden,+ hvis ellers Guds ånd virkelig bor i jer. Hvis nogen derimod ikke har samme indstilling som Kristus,* så tilhører han ikke Kristus.
10 Men hvis Kristus er i samhørighed med jer,+ er jeres krop rigtignok død på grund af synden, men Guds ånd giver jer liv fordi I er erklæret retfærdige.
11 Hvis nu den der oprejste Jesus fra de døde, lader sin ånd bo i jer, vil den der oprejste Kristus Jesus fra de døde,+ også gøre jeres dødelige krop levende+ gennem sin ånd, der bor i jer.
12 Det er rigtigt at vi er forpligtede, brødre, men det er ikke over for kødet så vi skulle lade os styre af det.+
13 Hvis I lader jer styre af kødet, er I sikre på at dø. Men hvis I ved hjælp af Guds ånd gør ende på de syndige handlinger,+ vil I leve.+
14 Alle der ledes af Guds ånd, er virkelig Guds sønner.+
15 Guds ånd bringer jer jo ikke ind i et slaveforhold der skaber frygt, nej, den ånd I har fået, tilhører dem der bliver adopteret som sønner. Og den ånd får os til at råbe: “Abba,* Far!”+
16 Guds ånd vidner sammen med vores egen ånd+ om at vi er Guds børn.+
17 Og når vi er børn, er vi også arvinger – ja, Guds arvinger og Kristus’ medarvinger+ – hvis vi er villige til at lide sammen med Kristus+ for også at kunne blive herliggjort sammen med ham.+
18 De lidelser jeg gennemgår nu, betragter jeg derfor som ingenting i sammenligning med den herlighed der vil blive åbenbaret i forbindelse med os.+
19 De der er skabt af Gud,* venter jo med spændt forventning på at Guds sønner vil blive åbenbaret.+
20 Skabningerne* blev nemlig underlagt håbløshed.+ Det var ikke af egen fri vilje, men gennem ham der lod det ske. Samtidig blev der dog givet et håb
21 om at skabningerne* vil blive befriet+ fra slaveri under forgængelighed, og at de vil opnå Guds børns herlige frihed.
22 Vi ved jo at alle skabninger* indtil nu har sukket og stønnet sammen under svære lidelser.
23 Og ikke nok med det, men vi der har fået Guds ånd som et forskud på vores arv,* sukker og stønner+ også mens vi ivrigt venter på at blive adopteret som sønner,+ på at blive befriet fra vores krop ved hjælp af løsesummen.
24 Ja, dette håb reddede os. Men et håb der er gået i opfyldelse, er ikke et håb, for når man ser noget man har håbet på, bliver man så ved med at håbe på det?
25 Vi håber+ dog på noget vi endnu ikke ser,+ og derfor bliver vi ved med at vente på det, ivrigt og med udholdenhed.+
26 Desuden træder Guds ånd også til og hjælper os med vores svagheder,+ for problemet er at vi ikke altid ved hvad vi skal bede om når vi har brug for det. Men ånden går i forbøn for os med de hjertesuk vi ikke selv kan sætte ord på.*
27 Den der undersøger hjerterne,+ ved hvad ånden mener, for den beder for de hellige i overensstemmelse med Guds vilje.
28 Vi ved at Gud lader alle sine gerninger tjene det fælles formål at være til gavn for dem der elsker ham, dem han har besluttet at kalde,+
29 for lige fra begyndelsen anerkendte han dem og forudbestemte at de skulle formes med hans Søn som forbillede+ så Sønnen kunne få mange brødre,+ som han var den førstefødte+ iblandt.
30 Dem han forudbestemte,+ er dem han også havde kaldet.+ Og dem han kaldte, er dem han også havde erklæret retfærdige.+ Og endelig: Dem han erklærede retfærdige, er dem han også havde herliggjort.+
31 Hvad skal vi så sige til alt det? Hvis Gud er for os, hvem kan så være imod os?+
32 Eftersom han ikke engang skånede sin egen Søn men ofrede ham for os alle,+ vil han så ikke, sammen med ham, i sin godhed også give os alle andre ting?
33 Hvem kan anklage dem som Gud har udvalgt?+ Det er Gud der erklærer dem retfærdige.+
34 Hvem kan fordømme dem? Kristus Jesus har jo ofret livet, ja, han ikke bare døde men blev også oprejst. Han sidder nu ved Guds højre hånd+ og er den der går i forbøn for os.+
35 Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed?+ Modgang, nød, forfølgelse, sult, nøgenhed, farer eller sværd?+
36 Det er jo som der står skrevet: “For din skyld bliver vi hele tiden slået ihjel; vi er blevet betragtet som får der skal slagtes.”+
37 Men vi kan besejre alt dette+ takket være ham der elskede os.
38 Jeg er nemlig overbevist om at hverken døden eller livet, hverken engle eller regeringer, hverken noget nuværende eller noget kommende, hverken magter+
39 eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed som kommer til udtryk gennem Kristus Jesus, vores Herre.
Fodnoter
^ Bogst.: “ikke vandrer efter kødet, men efter ånden”.
^ Bogst.: “Kristus’ ånd”.
^ Et hebraisk eller aramæisk ord der bruges i tiltale og betyder “far”.
^ Henviser specifikt til mennesker.
^ Henviser specifikt til mennesker.
^ Henviser specifikt til mennesker.
^ Henviser specifikt til mennesker.
^ Bogst.: “som en første afgrøde”.
^ Eller “med uudtalte suk”.
