Til romerne 9:1-33
9 Det jeg her siger som discipel af Kristus, er sandt. Jeg lyver ikke, og min samvittighed bekræfter under den hellige ånds ledelse
2 at jeg i mit hjerte føler en stor sorg og en konstant smerte.
3 Jeg kunne ønske at jeg selv var skilt fra Kristus som en der var forbandet, i stedet for mine brødre, mine kødelige slægtninge,
4 nemlig israelitterne. Det er jo dem Gud adopterede som sønner+ og viste ære. Han gav dem pagterne,+ Loven,+ den hellige tjeneste+ og løfterne.+
5 De har også forfædrene,+ som Kristus i fysisk forstand nedstammede fra.+ Lad Gud, som er over alle, blive æret for evigt. Amen.
6 Men man kan ikke sige at Guds ord er slået fejl. Det er nemlig ikke alle som stammer fra Israel, der i virkeligheden er “Israel”.+
7 De er heller ikke alle sammen børn af Abraham fordi de er hans efterkommere.+ Nej, “det der skal kaldes dit afkom, vil komme gennem Isak”.+
8 Det vil sige at de der er børn i bogstavelig forstand, i virkeligheden ikke er Guds børn.+ Men de der er børn i kraft af løftet,+ bliver regnet for at være afkommet.
9 Løftet lød jo sådan: “Jeg kommer tilbage til dig ved denne tid, og så har Sara en søn.”+
10 Og løftet blev ikke kun givet dér, men også da Rebekka skulle have tvillinger med sin mand, Isak, vores forfar.+
11 Det var Guds hensigt at hans udvælgelse ikke skulle afhænge af gerninger men af Ham der kalder. Derfor blev der, allerede inden tvillingerne var blevet født, og altså før de havde gjort noget som helst godt eller ondt,
12 sagt til hende: “Den ældste skal være træl for den yngste.”+
13 Det var jo som der står skrevet: “Jeg elskede Jakob, men Esau hadede jeg.”+
14 Betyder det så at Gud gør noget der er uretfærdigt? Bestemt ikke!+
15 Han siger jo til Moses: “Jeg vil vise barmhjertighed mod den jeg vælger at vise barmhjertighed, og jeg vil vise medfølelse mod den jeg vælger at vise medfølelse.”+
16 Udvælgelsen afhænger altså ikke af et menneskes egne ønsker eller anstrengelser,* men af Gud, der viser barmhjertighed.+
17 I et skriftsted siges der jo til Farao: “Netop af denne grund har jeg ladet dig blive i live: for at vise min magt i forbindelse med dig og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.”+
18 Han viser altså barmhjertighed mod dem han vil, og han lader dem han vil, blive hårdhjertede.+
19 Nu vil du sige til mig: “Hvordan kan han så bebrejde nogen? Ingen kan jo sætte sig op imod hans vilje.”
20 Men du menneske, hvordan kan du protestere over for Gud?+ Kan det der er blevet formet, sige til ham der har formet det: “Hvorfor har du lavet mig på denne måde?”+
21 Har pottemageren ikke fuld myndighed over leret+ så han af den samme klump kan lave ét kar til et ærefuldt formål og et andet til et formål der ikke er ærefuldt?
22 Hvad nu hvis Gud ønskede at vise sin vrede og gøre sin magt kendt men med stor tålmodighed fandt sig i vredens kar, der fortjente at blive ødelagt?
23 Og hvis han gjorde det for at han kunne vise sin store herlighed over for barmhjertighedens kar,+ over for dem han på forhånd havde gjort klar til at modtage herlighed,
24 det vil sige os, som han kaldte, ikke kun fra jøderne men også fra nationerne,+ hvem kan så indvende noget imod det?
25 Det er som han også siger hos Hoseas: “Dem der ikke er mit folk,+ vil jeg kalde ‘mit folk’, og hende der ikke var elsket, vil jeg kalde ‘min elskede’.+
26 Og der hvor man før sagde til dem: ‘I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‘sønner af den levende Gud’.”+
27 Og angående Israel udbryder Esajas: “Selvom antallet af Israels sønner skulle være som sandet ved havet, vil kun en rest blive reddet,+
28 for Jehova* vil holde regnskab på jorden, grundigt og hurtigt.”*+
29 Det er også præcis som Esajas har forudsagt: “Hvis ikke Hærstyrkers Gud, Jehova,* havde ladet nogle af vores efterkommere overleve, var vi blevet som Sodoma, og vi ville have lignet Gomorra.”+
30 Hvad betyder så alt dette? At mennesker fra nationerne, selvom de ikke har jaget efter retfærdighed, alligevel har opnået retfærdighed,+ nemlig den retfærdighed der kommer af tro.+
31 Men Israel, der anstrengte sig for at holde en lov der kunne føre dem til retfærdighed, kunne ikke opfylde denne lov.
32 Og hvorfor ikke? Fordi de ikke anstrengte sig ved at vise tro, men ved at gøre gerninger. De snublede over “snublestenen”,+
33 som der står skrevet: “Se! I Zion lægger jeg en sten+ man kan snuble over, og en klippe man kan tage anstød af, men den der bygger sin tro på den, vil ikke blive skuffet.”+
Fodnoter
^ Bogst.: “ikke af den der ønsker, eller af den der løber”.
^ Bogst.: “idet han afslutter og afkorter det”.
