Ruth 1:1-22
1 På den tid da dommerne+ håndhævede loven* i Israel, blev der hungersnød i landet, og en mand flyttede fra Betlehem+ i Juda til Moab*+ for at bo der som udlænding sammen med sin hustru og sine to sønner.
2 Manden hed Elimelek,* hans hustru hed Noomi,* og hans to sønner hed Maklon* og Kiljon.* De var efratitter fra Betlehem i Juda, og de kom altså til Moab og slog sig ned der.
3 Efter et stykke tid døde Elimelek, og Noomi blev alene med sine to sønner.
4 Senere giftede sønnerne sig med moabitiske kvinder; den ene hed Orpa, og den anden hed Ruth.+ De blev boende der i omkring ti år.
5 Så døde de to sønner, Maklon og Kiljon, og Noomi var nu alene uden sine to børn og sin mand.
6 Hun tog så afsted fra Moab sammen med sine svigerdøtre, for hun havde hørt i Moab at Jehova havde taget sig af sit folk ved at give det mad.*
7 Sammen med begge sine svigerdøtre forlod hun altså det sted hvor hun havde boet. Mens de var på vej tilbage mod Juda,
8 sagde Noomi til sine to svigerdøtre: “Vend nu hjem til jeres mødre. Jeg ønsker at Jehova vil vise jer loyal kærlighed,+ ligesom I har vist de mænd der er døde, og mig.
9 Min bøn er at Jehova vil lade jer begge finde* en mand og et trygt hjem.”*+ Derefter kyssede hun dem farvel, og de græd højt.
10 De blev ved med at sige: “Nej, vi vil følge med dig tilbage til dit folk.”
11 Men Noomi sagde: “Vend tilbage, mine døtre. Hvorfor skulle I gå med mig? Kan jeg stadig føde sønner der kan blive jeres mænd?+
12 Vend tilbage, mine døtre, for jeg er blevet for gammel til at gifte mig. Selv hvis der var håb om at jeg kunne finde en mand allerede i aften og jeg også kunne føde sønner,
13 ville I så vente på at de blev voksne? Ville I for deres skyld lade være med at gifte jer igen? Nej, mine døtre, Jehova har vendt sig imod mig, og når jeg tænker på hvordan det har påvirket jer, føler jeg mig meget bitter.”+
14 Igen græd de højt, og Orpa kyssede så sin svigermor farvel. Men Ruth insisterede på at blive hos hende.
15 Noomi sagde derfor: “Se! Din svigerinde vender hjem til sit folk og sine guder. Følg med hende tilbage.”
16 Men Ruth sagde: “Du må ikke bede mig om at forlade dig, om at vende tilbage og ikke gå med dig, for der hvor du går hen, vil jeg gå hen, og der hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.+
17 Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Må Jehova straffe mig hårdt hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.”
18 Da Noomi forstod at Ruth var besluttet på at gå med hende, holdt hun op med at prøve at tale hende fra det.
19 Og de gik begge videre indtil de kom til Betlehem.+ Så snart de kom ind i Betlehem, skabte det postyr i hele byen, og nogle af kvinderne sagde: “Er det ikke Noomi?”
20 Hun sagde til dem: “Kald mig ikke Noomi.* Kald mig Mara,* for Den Almægtige har gjort livet meget bittert for mig.+
21 Jeg havde alt da jeg tog afsted, men Jehova har ført mig tomhændet tilbage. Hvorfor skulle I kalde mig Noomi når Jehova har været imod mig og Den Almægtige har ramt mig med ulykke?”+
22 Sådan vendte Noomi tilbage fra Moab+ sammen med sin moabitiske svigerdatter Ruth. De kom til Betlehem i begyndelsen af byghøsten.+
Fodnoter
^ Bogst.: “dømte”.
^ Eller “Moabs område; Moabs marker”.
^ Betyder “min Gud er konge”.
^ Betyder “min behagelighed”.
^ Muligvis fra et hebraisk ord der betyder “at blive svag; blive syg”.
^ Betyder “en der skranter; en der sygner hen”.
^ Bogst.: “brød”.
^ Bogst.: “et hvilested”.
^ Eller “give jer den gave at I begge finder”.
^ Betyder “min behagelighed”.
^ Betyder “bitter”.
