Salmerne 78:1-72
En maskil* af Asaf.+
78 Mit folk, hør på min lov;*lyt opmærksomt til det jeg siger.
2 Jeg vil åbne min mund med ordsprog.
Jeg vil komme med gåder fra gamle dage.+
3 Det vi har hørt og kender,det vores fædre har fortalt os om,+
4 det vil vi ikke skjule for vores sønner;vi vil fortælle den kommende generation+om Jehovas fantastiske gerninger og hans styrke,+om de underfulde ting han har gjort.+
5 Han gav Jakobs efterkommere noget de skulle huske på,han fastsatte en lov i Israel;han befalede at vores forfædreskulle gøre disse ting kendt for deres børn,+
6 så den kommende generation,de børn der ville blive født, kunne få kendskab til dem.+
De ville så fortælle dem videre til deres børn,+
7 og børnene ville få tillid til Gud.
De ville ikke glemme Guds gerninger+men holde hans bud.+
8 De ville ikke blive som deres forfædre,en stædig og oprørsk generation,+en generation hvis hjerte var uforudsigeligt,*+og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.
9 Efraimitterne var bevæbnet med buer,men de trak sig tilbage den dag der skulle kæmpes.
10 De holdt ikke deres pagt med Gud+og nægtede at følge hans lov.+
11 De glemte også det han havde gjort,+de utrolige ting han havde vist dem.+
12 Han gjorde mirakler for øjnene af deres forfædre,+i Egyptens land, i Soans område.+
13 Han delte havet så de kunne gå igennem det,han fik vandet til at rejse sig som en dæmning.*+
14 Han førte dem med en sky om dagenog natten lang med en lysende ild.+
15 Han kløvede klipper i ørkenen,han gav dem rigelige mængder vand, som om de drak fra det store dyb.+
16 Han fik vandstrømme til at vælde ud af en klippe,fik vandet til at fosse frem som floder.+
17 Men de blev ved med at synde mod hamved at gøre oprør mod Den Højeste dér i ørkenen.+
18 I deres hjerte udfordrede de Gud*+ved at kræve at få den mad de havde lyst til.*
19 De gav sig til at tale imod Gudog sige: “Kan Gud dække bord i ørkenen?”+
20 Han slog på en klippeså vandet fossede frem og kilder strømmede ud.+
Alligevel spurgte de: “Kan han også give os brød,og kan han skaffe kød til sit folk?”+
21 Da Jehova hørte dem, gjorde det ham oprørt;+en ild+ blussede op mod Jakob,hans vrede flammede op mod Israel+
22 fordi de ikke stolede på Gud;+de troede ikke på at han kunne redde dem.
23 Så gav han befaling til skyerne,og han åbnede himlens døre.
24 Han lod det regne med manna som de kunne spise;han gav dem korn fra himlen.+
25 Mennesker spiste de mægtiges* brød;+han gav dem nok til at de blev mætte.+
26 Han lod østenvinden bryde løs i himlen,og med sin styrke fik han en vind fra syd til at blæse.+
27 Og han lod det regne ned over dem med kød som var det støv,så mange fugle som der er sandkorn ved havets bred.
28 Han lod dem falde ned midt i sin lejr,hele vejen rundt om sine telte.
29 Og de spiste til de var overmætte;han gav dem det de ville have.+
30 Men inden de helt havde stillet deres grådighed,mens maden stadig var i deres mund,
31 flammede Guds vrede op imod dem.+
Han dræbte deres stærkeste mænd,+slog Israels unge mænd til jorden.
32 Trods alt dette syndede de endnu mere,+og de viste ikke tro på hans vidunderlige gerninger.+
33 Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust;+et pludseligt slag gjorde ende på deres år.
34 Hver gang han dræbte nogle af dem, søgte de ham igen;+de vendte om og ledte efter Gud,
35 og de huskede at Gud var deres Klippe,+at Den Højeste Gud var deres Løskøber.*+
36 Men de prøvede at bedrage ham med deres mund,og de løj for ham med deres tunge.
37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,+og de var ikke trofaste mod hans pagt.+
38 Men han var barmhjertig;+han tilgav* deres synd og gjorde det ikke af med dem.+
Ofte holdt han sin vrede tilbage+i stedet for at give luft for al sin harme,
39 for han huskede at de bare var mennesker,+en vind der blæser forbi og ikke vender tilbage.*
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør mod ham i ødemarken+og sårede ham i ørkenen!+
41 Gang på gang satte de Gud på prøve,+bedrøvede* Israels Hellige.
42 De huskede ikke på den magt han havde vist*den dag han reddede* dem fra modstanderen,+
43 hvordan han havde gjort tegn i Egypten,+mirakler i Soans område,
44 og hvordan han havde forvandlet Nilens kanaler til blod+så de ikke kunne drikke af vandet.
45 Han sendte sværme af stikfluer ud for at æde dem+og frøer til at bringe ødelæggelse over dem.+
46 Han gav deres afgrøder til de grådige græshopper,frugten af deres arbejde til græshoppesværmen.+
47 Han ødelagde deres vinstokkeog deres morbærfigentræer med hagl.+
48 Han overgav deres lastdyr til haglen+og lod deres husdyr blive ramt af lyn.*
49 Han ramte dem med sin brændende vrede,med raseri, harme og trængsler;han sendte flokke af engle med ødelæggelse.
50 Han gav sin vrede frit løb.
Han skånede dem ikke for døden;og han overgav dem* til pest.
51 Til sidst slog han alle førstefødte i Egypten ihjel,+deres livs første frugt i Kams telte.
52 Så førte han sit folk ud som en fåreflok+og ledte det i ørkenen som en hjord.
53 Han førte dem så de var tryggeog ikke følte sig bange;+havet dækkede deres fjender.+
54 Så bragte han dem til sit hellige landområde,+dette bjergland som han havde taget med sin højre hånd.+
55 Han drev nationerne væk foran dem;+han udmålte en arv til dem med sin målesnor+og lod Israels stammer slå sig ned i deres egne hjem.+
56 Men de blev ved med at udfordre Den Højeste Gud* og gøre oprør mod ham;+de lyttede ikke til hans påmindelser.+
57 De vendte sig væk og var lige så forræderiske som deres forfædre.+
De var upålidelige som en slap bue.+
58 De blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+og med deres gudebilleder gjorde de ham vred.*+
59 Gud hørte det og blev oprørt,+og derfor forkastede han Israel fuldstændigt.
60 Til sidst opgav han telthelligdommen i Shilo,+det telt hvor han havde boet blandt menneskene.+
61 Han lod symbolet på sin styrke komme i fangenskab,lod sin herlighed falde i fjendens hånd.+
62 Sit folk overgav han til sværdet,+han blev vred på dem der var hans arv.
63 Hans unge mænd blev fortæret af ild,og der blev ikke sunget nogen bryllupssange for hans jomfruer.*
64 Hans præster faldt for sværdet,+og deres enker græd ikke.+
65 Så vågnede Jehova som af søvne,+som en stærk mand+ der vågner efter at have drukket vin.
66 Han slog sine modstandere tilbage+og overgav dem til evig vanære.
67 Han forkastede Josefs telt,valgte Efraims stamme fra.
68 I stedet valgte han Judas stamme,+Zions Bjerg, som han elsker.+
69 Han gjorde sin helligdom lige så varig som himlen,*+som jorden, der er grundlagt til at bestå for evigt.+
70 Så udvalgte han David,+ sin tjener,og tog ham væk fra fårefoldene,+
71 fra de diegivende får han passede.
Han gjorde ham til hyrde for sit folk, Jakob,+for sin arv, Israel.+
72 Med oprigtigt hjerte var David hyrde for dem,+og med kyndig hånd ledte han dem.+
Fodnoter
^ Se Ordforklaring.
^ Eller “belæring”.
^ Bogst.: “der ikke havde beredt sit hjerte”.
^ Eller “mur”.
^ Bogst.: “satte de Gud på prøve”.
^ Eller “få mad til deres sjæl”.
^ Eller “englenes”.
^ Eller “Hævner”.
^ Bogst.: “dækkede”.
^ Eller muligvis: “at ånden går bort og ikke vender tilbage”.
^ Eller “smertede”.
^ Bogst.: “på hans hånd”.
^ Bogst.: “løskøbte”.
^ Eller muligvis: “af brændende feber”.
^ Bogst.: “deres liv”.
^ Bogst.: “at sætte Den Højeste Gud på prøve”.
^ Eller “jaloux”.
^ Bogst.: “og hans jomfruer blev ikke lovsunget”.
^ Bogst.: “byggede sin helligdom som højene”.
