Salmerne 78:1-72

  • Guds omsorg og Israels mangel på tro

    • Fortæl det til den kommende generation (2-8)

    • ‘De stolede ikke på Gud’ (22)

    • “Korn fra himlen” (24)

    • ‘De bedrøvede Israels Hellige’ (41)

    • Fra Egypten til det lovede land (43-55)

    • ‘De blev ved med at udfordre Gud’ (56)

En maskil* af Asaf.+ 78  Mit folk, hør på min lov;*lyt opmærksomt til det jeg siger.   Jeg vil åbne min mund med ordsprog. Jeg vil komme med gåder fra gamle dage.+   Det vi har hørt og kender,det vores fædre har fortalt os om,+   det vil vi ikke skjule for vores sønner;vi vil fortælle den kommende generation+om Jehovas fantastiske gerninger og hans styrke,+om de underfulde ting han har gjort.+   Han gav Jakobs efterkommere noget de skulle huske på,han fastsatte en lov i Israel;han befalede at vores forfædreskulle gøre disse ting kendt for deres børn,+   så den kommende generation,de børn der ville blive født, kunne få kendskab til dem.+ De ville så fortælle dem videre til deres børn,+   og børnene ville få tillid til Gud. De ville ikke glemme Guds gerninger+men holde hans bud.+   De ville ikke blive som deres forfædre,en stædig og oprørsk generation,+en generation hvis hjerte var uforudsigeligt,*+og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.   Efraimitterne var bevæbnet med buer,men de trak sig tilbage den dag der skulle kæmpes. 10  De holdt ikke deres pagt med Gud+og nægtede at følge hans lov.+ 11  De glemte også det han havde gjort,+de utrolige ting han havde vist dem.+ 12  Han gjorde mirakler for øjnene af deres forfædre,+i Egyptens land, i Soans område.+ 13  Han delte havet så de kunne gå igennem det,han fik vandet til at rejse sig som en dæmning.*+ 14  Han førte dem med en sky om dagenog natten lang med en lysende ild.+ 15  Han kløvede klipper i ørkenen,han gav dem rigelige mængder vand, som om de drak fra det store dyb.+ 16  Han fik vandstrømme til at vælde ud af en klippe,fik vandet til at fosse frem som floder.+ 17  Men de blev ved med at synde mod hamved at gøre oprør mod Den Højeste dér i ørkenen.+ 18  I deres hjerte udfordrede de Gud*+ved at kræve at få den mad de havde lyst til.* 19  De gav sig til at tale imod Gudog sige: “Kan Gud dække bord i ørkenen?”+ 20  Han slog på en klippeså vandet fossede frem og kilder strømmede ud.+ Alligevel spurgte de: “Kan han også give os brød,og kan han skaffe kød til sit folk?”+ 21  Da Jehova hørte dem, gjorde det ham oprørt;+en ild+ blussede op mod Jakob,hans vrede flammede op mod Israel+ 22  fordi de ikke stolede på Gud;+de troede ikke på at han kunne redde dem. 23  Så gav han befaling til skyerne,og han åbnede himlens døre. 24  Han lod det regne med manna som de kunne spise;han gav dem korn fra himlen.+ 25  Mennesker spiste de mægtiges* brød;+han gav dem nok til at de blev mætte.+ 26  Han lod østenvinden bryde løs i himlen,og med sin styrke fik han en vind fra syd til at blæse.+ 27  Og han lod det regne ned over dem med kød som var det støv,så mange fugle som der er sandkorn ved havets bred. 28  Han lod dem falde ned midt i sin lejr,hele vejen rundt om sine telte. 29  Og de spiste til de var overmætte;han gav dem det de ville have.+ 30  Men inden de helt havde stillet deres grådighed,mens maden stadig var i deres mund, 31  flammede Guds vrede op imod dem.+ Han dræbte deres stærkeste mænd,+slog Israels unge mænd til jorden. 32  Trods alt dette syndede de endnu mere,+og de viste ikke tro på hans vidunderlige gerninger.+ 33  Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust;+et pludseligt slag gjorde ende på deres år. 34  Hver gang han dræbte nogle af dem, søgte de ham igen;+de vendte om og ledte efter Gud, 35  og de huskede at Gud var deres Klippe,+at Den Højeste Gud var deres Løskøber.*+ 36  Men de prøvede at bedrage ham med deres mund,og de løj for ham med deres tunge. 37  Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,+og de var ikke trofaste mod hans pagt.+ 38  Men han var barmhjertig;+han tilgav* deres synd og gjorde det ikke af med dem.+ Ofte holdt han sin vrede tilbage+i stedet for at give luft for al sin harme, 39  for han huskede at de bare var mennesker,+en vind der blæser forbi og ikke vender tilbage.* 40  Hvor ofte gjorde de ikke oprør mod ham i ødemarken+og sårede ham i ørkenen!+ 41  Gang på gang satte de Gud på prøve,+bedrøvede* Israels Hellige. 42  De huskede ikke på den magt han havde vist*den dag han reddede* dem fra modstanderen,+ 43  hvordan han havde gjort tegn i Egypten,+mirakler i Soans område, 44  og hvordan han havde forvandlet Nilens kanaler til blod+så de ikke kunne drikke af vandet. 45  Han sendte sværme af stikfluer ud for at æde dem+og frøer til at bringe ødelæggelse over dem.+ 46  Han gav deres afgrøder til de grådige græshopper,frugten af deres arbejde til græshoppesværmen.+ 47  Han ødelagde deres vinstokkeog deres morbærfigentræer med hagl.+ 48  Han overgav deres lastdyr til haglen+og lod deres husdyr blive ramt af lyn.* 49  Han ramte dem med sin brændende vrede,med raseri, harme og trængsler;han sendte flokke af engle med ødelæggelse. 50  Han gav sin vrede frit løb. Han skånede dem ikke for døden;og han overgav dem* til pest. 51  Til sidst slog han alle førstefødte i Egypten ihjel,+deres livs første frugt i Kams telte. 52  Så førte han sit folk ud som en fåreflok+og ledte det i ørkenen som en hjord. 53  Han førte dem så de var tryggeog ikke følte sig bange;+havet dækkede deres fjender.+ 54  Så bragte han dem til sit hellige landområde,+dette bjergland som han havde taget med sin højre hånd.+ 55  Han drev nationerne væk foran dem;+han udmålte en arv til dem med sin målesnor+og lod Israels stammer slå sig ned i deres egne hjem.+ 56  Men de blev ved med at udfordre Den Højeste Gud* og gøre oprør mod ham;+de lyttede ikke til hans påmindelser.+ 57  De vendte sig væk og var lige så forræderiske som deres forfædre.+ De var upålidelige som en slap bue.+ 58  De blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+og med deres gudebilleder gjorde de ham vred.*+ 59  Gud hørte det og blev oprørt,+og derfor forkastede han Israel fuldstændigt. 60  Til sidst opgav han telthelligdommen i Shilo,+det telt hvor han havde boet blandt menneskene.+ 61  Han lod symbolet på sin styrke komme i fangenskab,lod sin herlighed falde i fjendens hånd.+ 62  Sit folk overgav han til sværdet,+han blev vred på dem der var hans arv. 63  Hans unge mænd blev fortæret af ild,og der blev ikke sunget nogen bryllupssange for hans jomfruer.* 64  Hans præster faldt for sværdet,+og deres enker græd ikke.+ 65  Så vågnede Jehova som af søvne,+som en stærk mand+ der vågner efter at have drukket vin. 66  Han slog sine modstandere tilbage+og overgav dem til evig vanære. 67  Han forkastede Josefs telt,valgte Efraims stamme fra. 68  I stedet valgte han Judas stamme,+Zions Bjerg, som han elsker.+ 69  Han gjorde sin helligdom lige så varig som himlen,*+som jorden, der er grundlagt til at bestå for evigt.+ 70  Så udvalgte han David,+ sin tjener,og tog ham væk fra fårefoldene,+ 71  fra de diegivende får han passede. Han gjorde ham til hyrde for sit folk, Jakob,+for sin arv, Israel.+ 72  Med oprigtigt hjerte var David hyrde for dem,+og med kyndig hånd ledte han dem.+

Fodnoter

Eller “belæring”.
Bogst.: “der ikke havde beredt sit hjerte”.
Eller “mur”.
Bogst.: “satte de Gud på prøve”.
Eller “få mad til deres sjæl”.
Eller “englenes”.
Eller “Hævner”.
Bogst.: “dækkede”.
Eller muligvis: “at ånden går bort og ikke vender tilbage”.
Eller “smertede”.
Bogst.: “på hans hånd”.
Bogst.: “løskøbte”.
Eller muligvis: “af brændende feber”.
Bogst.: “deres liv”.
Bogst.: “at sætte Den Højeste Gud på prøve”.
Eller “jaloux”.
Bogst.: “og hans jomfruer blev ikke lovsunget”.
Bogst.: “byggede sin helligdom som højene”.