Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)

Introduktion til 1. Korinther

  • Skribent: Paulus

  • Sted for affattelsen: Efesos

  • Tidspunkt fuldført: ca. 55 e.v.t.

Interessante fakta:

  • Første gang Paulus besøgte Korinth, var omkring år 50 e.v.t. under sin anden missionsrejse. Under sit 18 måneder lange ophold var han med til at oprette den kristne menighed i byen. På det tidspunkt var Korinth en stor og velhavende by der fungerede som knudepunkt for søfart, og som havde mange indbyggere. Ligesom så mange andre havnebyer var Korinth kendt for sit moralske forfald.

  • Efter at menigheden i Korinth var blevet oprettet, skrev Paulus et brev til dem, et brev som ikke findes den dag i dag. (1Kt 5:9) Senere, under sin tredje missionsrejse, hørte Paulus nogle foruroligende ting om menigheden i Korinth. (1Kt 1:11; 5:1; 11:18) Han havde også modtaget et brev med spørgsmål fra menigheden. (1Kt 7:1) Så omkring år 55 e.v.t., mens han befandt sig i Efesos, skrev han det inspirerede brev vi kender som Første Korintherbrev. (1Kt 16:8) I brevet opfordrer han blandt andet de kristne i Korinth til at afvise falsk lære, at forblive forenede, at holde sig langt fra seksuel umoral og at styrke deres tro på opstandelsen.

  • Indholdet i Første Korintherbrev viser tydeligt at Paulus var godt kendt med modtagerne af brevet og deres omstændigheder. Hans illustrationer var baseret på velkendte ting som det at have trælle, eller opdragere, til at tage sig af ens børn og de græske idrætskonkurrencer. (1Kt 4:15; 9:24-27) Det han skriver, fortæller meget om hans kendskab til de lokale religioner og den moralske tilstand i Korinth såvel som de filosofiske idéer der var populære der. – 1Kt 1:20; 6:9, 10; 15:12.

  • Paulus citerer mange gange fra De Hebraiske Skrifter og er på den måde med til at kaste lys over betydningen af forskellige passager derfra. – 1Kt 1:19, 31; 2:9; 3:19; 9:9; 10:7; 14:21; 15:45, 54.

  • Ægtheden af Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev kan ikke betvivles. Disse breve blev tilskrevet Paulus og anerkendt som kanoniske af de første kristne, der indbefattede dem i deres samlinger. Det siges derudover at der i et brev som hedder Første Clemensbrev, der blev skrevet fra Rom til korintherne omkring år 95, bliver hentydet til og citeret fra Første Korintherbrev. Skribenter som Ignatius af Antiokia, Polykarp, Justinus Martyr, Athenagoras, Irenæus og Tertullian citerede også fra eller hentydede til Første Korintherbrev.