Første Samuelsbog 20:1-42
20 David flygtede fra Najot i Rama. Han kom til Jonatan og sagde: “Hvad har jeg gjort?+ Hvilken forbrydelse har jeg begået, og hvordan har jeg syndet mod din far, siden han vil dræbe mig?”
2 Jonatan svarede: “Det er utænkeligt!+ Du skal ikke dø. Min far gør ikke noget uden at fortælle det til mig, hverken en stor eller lille ting. Hvorfor skulle min far skjule det for mig? Det vil ikke ske.”
3 Men David sværgede og sagde: “Din far ved jo at du synes godt om mig,+ og han tænker sikkert: ‘Jonatan må ikke få noget at vide om det her, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Der er kun ét skridt mellem mig og døden!”+
4 Jonatan sagde til David: “Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om.”
5 David sagde til Jonatan: “I morgen er det nymåne,+ og det forventes at jeg sidder og spiser sammen med kongen. Du må sende mig væk, og så vil jeg skjule mig på marken indtil om aftenen i overmorgen.
6 Hvis din far virkelig savner mig, skal du sige: ‘David bad mig indtrængende om lov til hurtigt at tage til sin hjemby, Betlehem,+ for der er en årlig ofring for hele familien der.’+
7 Hvis han siger: ‘Det er i orden’, betyder det fred for din tjener. Men hvis han bliver vred, kan du være sikker på at han er besluttet på at gøre mig fortræd.
8 Vis din tjener loyal kærlighed,+ for du har indgået en aftale* med din tjener foran Jehova.+ Men hvis jeg er skyldig,+ skal du selv slå mig ihjel. Hvorfor skulle du overgive mig til din far?”
9 Til det sagde Jonatan: “Du må ikke engang tænke sådan! Hvis jeg finder ud af at min far er besluttet på at gøre dig fortræd, vil jeg så ikke fortælle dig det?”+
10 Så sagde David til Jonatan: “Hvem kan fortælle mig om din far bliver rasende?”
11 Jonatan sagde til David: “Kom, lad os gå ud på marken.” De gik så ud på marken.
12 Og Jonatan sagde til David: “Jehova, Israels Gud, skal være vidne på at jeg i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil finde ud af hvad min far synes. Hvis han er positivt indstillet over for dig, sender jeg bud og giver dig besked om det.
13 Men hvis min far planlægger at gøre dig fortræd og jeg ikke advarer dig og lader dig slippe væk i fred, så lad Jehova ramme mig med noget der er endnu værre. Må Jehova være med dig,+ sådan som han var med min far.+
14 Og må du vise mig en loyal kærlighed som den Jehova viser, både mens jeg er i live, og når jeg er død.+
15 Du må aldrig holde op med at vise min husstand+ loyal kærlighed, heller ikke når Jehova fjerner alle dine fjender fra jordens flade.”
16 Jonatan indgik så en bindende aftale* med Davids hus og sagde: “Jehova vil kræve Davids fjender til regnskab.”
17 Og Jonatan fik igen David til at sværge ved sin kærlighed til ham, for han elskede ham som sig selv.+
18 Jonatan sagde derefter til ham: “I morgen er det nymåne,+ og man vil savne dig når din plads er tom.
19 I overmorgen vil man spørge efter dig, og du skal gå derhen hvor du skjulte dig forleden,* og holde dig i nærheden af denne sten.
20 Jeg vil så skyde tre pile hen ved siden af den, som om jeg skyder til måls.
21 Jeg vil sende medhjælperen afsted og sige: ‘Gå ud og find pilene!’ Hvis jeg siger til ham: ‘Pilene er på den her side af dig, tag dem’, kan du komme tilbage, for det betyder, så sandt Jehova lever, at du er i sikkerhed, og at der ikke er nogen fare.
22 Men hvis jeg siger til drengen: ‘Pilene er længere væk’, skal du tage afsted, for så er det Jehova der sender dig afsted.
23 Men hvad angår det løfte du og jeg har givet+ hinanden, så lad Jehova være vidne mellem os for evigt.”+
24 David skjulte sig så ude på marken. Det blev nymåne, og kongen satte sig til bords for at spise.+
25 Kongen sad på sin sædvanlige plads ved væggen. Jonatan sad over for ham, og Abner+ sad ved siden af Saul, men Davids plads var tom.
26 Saul sagde ikke noget den dag, for han tænkte: ‘Der må være sket noget så han ikke er ren.+ Ja, han er nok blevet uren.’
27 Næste dag, dagen efter nymåne, var Davids plads stadig tom, så Saul sagde til sin søn Jonatan: “Hvorfor er Isajs+ søn hverken kommet til måltidet i går eller i dag?”
28 Jonatan svarede Saul: “David bad mig indtrængende om lov til at tage til Betlehem.+
29 Han sagde: ‘Giv mig lov til at tage afsted, for vores familie har en ofring i byen, og min bror har tilkaldt mig. Hvis jeg har din velvilje, så lad mig slippe afsted for at besøge mine brødre.’ Det er derfor han ikke er kommet til kongens bord.”
30 Saul blev rasende på Jonatan og sagde til ham: “Søn af en oprørsk kvinde, tror du ikke jeg ved at du tager parti for Isajs søn, til skam for dig selv og til skam for din mor?*
31 Så længe Isajs søn er i live, vil der ikke være nogen fremtid for dig og dit kongedømme.+ Så send nu nogen ud for at hente ham til mig, for han skal dø.”*+
32 Men Jonatan sagde til sin far, Saul: “Hvorfor skal han dø?+ Hvad har han gjort?”
33 I samme øjeblik slyngede Saul spyddet mod ham for at ramme ham,+ og så vidste Jonatan at hans far var besluttet på at slå David ihjel.+
34 Fyldt med vrede rejste Jonatan sig fra bordet, og han spiste ikke noget dagen efter nymåne, for det med David tog hårdt på ham,+ og hans egen far havde ydmyget ham.
35 Om morgenen gik Jonatan ud på marken, sådan som han havde aftalt med David, og han havde en ung medhjælper med.+
36 Han sagde til sin medhjælper: “Løb hen og find de pile jeg skyder af.” Medhjælperen løb, og Jonatan skød en pil hen over ham.
37 Da medhjælperen nåede hen i nærheden af den pil Jonatan havde skudt af, råbte Jonatan til medhjælperen: “Er pilen ikke længere væk?”
38 Jonatan råbte endnu en gang til medhjælperen: “Hurtigt, skynd dig! Stå ikke stille!” Og Jonatans medhjælper samlede pilene op og kom tilbage til sin herre.
39 Men medhjælperen forstod ikke hvad der foregik. Kun Jonatan og David vidste hvad det betød.
40 Jonatan gav så sine våben til medhjælperen og sagde: “Tag dem med ind til byen.”
41 Medhjælperen gik, og David kom frem fra sit skjulested i nærheden mod syd. Han kastede sig ned og bøjede sig tre gange, og de kyssede hinanden og græd sammen, men David græd mest.
42 Jonatan sagde til David: “Gå med fred, for vi har begge sværget+ ved Jehovas navn og sagt: ‘Må Jehova være vidne mellem mig og dig og mellem mine efterkommere og dine efterkommere for evigt.’”+
Så rejste David sig og gik, og Jonatan vendte tilbage til byen.
Fodnoter
^ Eller “pagt”.
^ Eller “pagt”.
^ Bogst.: “på arbejdsdagen”.
^ Bogst.: “din mors nøgenhed”.
^ Bogst.: “han er dødens søn”.