Anden Mosebog 32:1-35
32 I mellemtiden så folket at Moses var længe om at komme ned fra bjerget.+ Så folket samlede sig om Aron og sagde til ham: “Lav en gud til os som kan gå foran os,+ for vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses, manden der førte os ud af Egypten.”
2 Til det sagde Aron: “Tag de guldringe+ af som jeres hustruer, jeres sønner og jeres døtre har i ørerne, og kom med dem til mig.”
3 Så tog hele folket de guldringe af som de havde i ørerne, og gav dem til Aron.
4 Han tog imod guldet og formede det med en mejsel og lavede en statue* af en kalv.+ De sagde så: “Israel, det her er din Gud, som førte dig ud af Egypten.”+
5 Da Aron så det, byggede han et alter foran den. Så råbte Aron: “I morgen er der fest for Jehova.”
6 Næste dag stod de tidligt op og gav sig til at ofre brændofre og fællesskabsofre. Så satte folket sig til at spise og drikke, og derefter begyndte de at feste og more sig.+
7 Jehova sagde nu til Moses: “Gå ned, for dit folk, som du førte ud af Egypten, har gjort noget ondt.+
8 De har hurtigt vendt sig væk fra den vej jeg befalede dem at gå på.+ De har lavet en statue* af en kalv, og de bøjer sig for den og ofrer til den og siger: ‘Israel, det her er din Gud, som førte dig ud af Egypten.’”
9 Jehova sagde videre til Moses: “Jeg har set at det er et stædigt* folk.+
10 Lad mig nu være så jeg i min brændende vrede kan tilintetgøre dem og i stedet gøre dig til en stor nation.”+
11 Moses appellerede så til* Jehova sin Gud+ og sagde: “Jehova, hvorfor vil du vende din brændende vrede mod dit folk efter at du med stor kraft og stærk hånd har ført dem ud af Egypten?+
12 Hvorfor skal egypterne sige: ‘Han havde onde bagtanker da han førte dem ud; han ville tilintetgøre dem i bjergene og udrydde dem fra jordens flade’?+ Vend om fra din brændende vrede, og ombestem dig med hensyn til* din beslutning om at lade ulykken ramme dit folk.
13 Husk dine tjenere Abraham, Isak og Israel, over for hvem du sværgede ved dig selv, og som du sagde til: ‘Jeg vil gøre jeres afkom talrigt som stjernerne på himlen,+ og jeg vil give jeres afkom hele dette land som jeg har udpeget, så det kan blive deres* for altid.’”+
14 Så ombestemte Jehova sig med hensyn til* den ulykke han havde talt om at bringe over sit folk.+
15 Moses begav sig så ned ad bjerget med Vidnesbyrdets to tavler+ i hånden.+ Der var skrevet på begge sider af tavlerne, både foran og bagpå.
16 Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, indgraveret i tavlerne.+
17 Da Josva hørte at folket råbte og skreg, sagde han til Moses: “Det lyder som om der er kamp i lejren.”
18 Men Moses sagde:
“Det er ikke sejrssang* jeg hører,og ikke klageråb efter nederlag;det er en anden slags sang jeg hører.”
19 Så snart Moses var kommet tæt på lejren og så kalven+ og dansene, flammede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig så de blev knust ved foden af bjerget.+
20 Han tog kalven som de havde lavet, og brændte den og knuste den til støv;+ så spredte han det ud over vandet og lod israelitterne drikke det.+
21 Moses sagde til Aron: “Hvad har folket gjort dig siden du har fået dem til at synde så groft?”
22 Aron svarede: “Min herre, bliv ikke vred. Du ved jo selv at folket er tilbøjeligt til at gøre det der er ondt.+
23 Derfor sagde de til mig: ‘Lav en gud til os som kan gå foran os, for vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses, manden der førte os ud af Egypten.’+
24 Så sagde jeg til dem: ‘Alle der har noget guld, skal tage det af og give det til mig.’ Så kastede jeg det i ilden, og ud kom kalven.”
25 Moses så at folket havde opført sig hæmningsløst, for Aron havde ladet dem opføre sig hæmningsløst, og de var til grin for deres fjender.
26 Så stillede Moses sig i porten til lejren og sagde: “Hvem er for Jehova? Kom hen til mig!”+ Og alle levitterne samlede sig om ham.
27 Han sagde nu til dem: “Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ‘I skal hver især spænde jeres sværd om livet og gå gennem hele lejren fra port til port og dræbe jeres bror, jeres nabo og jeres nære ven.’”+
28 Levitterne gjorde som Moses sagde. Den dag blev der dræbt 3.000 mænd.
29 Så sagde Moses: “Skil jer ud* til tjenesten for Jehova i dag, for I har alle været villige til at kæmpe mod jeres egne sønner og jeres egne brødre;+ i dag vil han give jer en velsignelse.”+
30 Dagen efter sagde Moses til folket: “I har begået en meget stor synd; nu vil jeg gå op til Jehova for at se hvad jeg kan gøre så han vil tilgive jeres synd.”+
31 Så vendte Moses tilbage til Jehova og sagde: “Folket har begået en stor synd! De har lavet sig en gud af guld!+
32 Vil du ikke nok tilgive deres synd?+ Men hvis ikke du vil, så slet mig af din bog som du har skrevet.”+
33 Jehova sagde til Moses: “Den der har syndet mod mig, vil jeg slette af min bog.
34 Gå, før folket til det sted jeg har fortalt dig om. Min engel vil gå foran dig,+ og den dag jeg gør regnskabet op, vil jeg straffe dem for deres synd.”
35 Så ramte Jehova folket med en plage på grund af den kalv Aron havde lavet på folkets opfordring.
Fodnoter
^ Eller “støbt statue”.
^ Eller “støbt statue”.
^ Bogst.: “stivnakket”.
^ Eller “søgte at formilde”.
^ Eller “fortryd”.
^ Eller “de kan tage det i eje”.
^ Eller “Så fortrød Jehova”.
^ Eller “sang om en mægtig gerning”.
^ Bogst.: “Fyld jeres hånd”.