Fjerde Mosebog 11:1-35
11 Nu begyndte folket at beklage sig voldsomt foran Jehova. Da Jehova hørte det, flammede hans vrede op, og Jehova sendte ild imod dem, og ilden fortærede nogle i udkanten af lejren.
2 Folket råbte til Moses. Så han bad til Jehova,+ og ilden døde ud.
3 Derfor fik stedet navnet Tabera,* for Jehova havde sendt ild imod dem.+
4 Den blandede flok*+ der var mellem dem, længtes begærligt+ efter kød, og også israelitterne begyndte igen at græde og sige: “Hvem vil give os kød at spise?+
5 Vi kan ikke glemme de fisk vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene!+
6 Men nu er vi efterhånden helt udtærede. Det eneste vi ser, er manna.”+
7 For øvrigt mindede mannaen+ om korianderfrø+ og lignede bedelliumharpiks.
8 Folket plejede at gå ud og samle den op og male den i håndkværne eller støde den i mortere. Så kogte de den i gryder eller lavede den til runde brød,+ og den smagte som sød kage bagt med olie.
9 Når der faldt dug over lejren om natten, faldt der også manna.+
10 Moses hørte folket græde, den ene familie efter den anden, hver mand ved indgangen til sit telt. Og Jehova blev meget vred,+ og også Moses var stærkt utilfreds.
11 Så sagde Moses til Jehova: “Hvorfor har du behandlet din tjener så dårligt? Hvorfor har jeg mistet din godkendelse? Du har jo lagt hele dette folk som en byrde på mig.+
12 Er det mig der har undfanget hele dette folk? Er det mig der har født dem, siden du siger til mig at jeg skal bære dem i min favn ligesom en tjener* bærer et spædbarn, til det land som du har sværget at give til deres forfædre?+
13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De bliver jo ved med at græde foran mig og sige: ‘Giv os kød at spise!’
14 Jeg kan ikke bære hele dette folk alene; det er for meget for mig.+
15 Hvis det er sådan du vil behandle mig, så dræb mig hellere med det samme.+ Hvis du har godkendt mig, så lad mig ikke se mere elendighed.”
16 Jehova svarede Moses: “Udvælg 70 af Israels ældste, mænd du betragter som* ældste og ledere blandt folket,+ og tag dem med til mødeteltet, og lad dem stille sig der sammen med dig.
17 Jeg vil stige ned+ og tale med dig der,+ og jeg vil tage noget af den ånd+ der er over dig, og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folket så du ikke skal bære den byrde alene.+
18 Du skal sige til folket: ‘I skal hellige jer til i morgen.+ I skal nemlig få kød at spise, for Jehova har hørt+ at I har grædt og sagt: “Hvem vil give os kød at spise? Vi havde det bedre i Egypten.”+ Jehova vil give jer kød, og I skal spise.+
19 I skal spise, ikke bare i én dag eller 2 dage eller 5 dage eller 10 dage eller 20 dage,
20 men i en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer og I får kvalme af det,+ for I har forkastet Jehova, som er midt iblandt jer, og I har grædt foran ham og sagt: “Hvorfor forlod vi dog Egypten?”’”+
21 Så sagde Moses: “Det folk jeg er iblandt, tæller 600.000 mand+ til fods, og alligevel har du sagt: ‘Jeg vil give dem kød at spise, og der vil være nok til en hel måned’!
22 Ville der være nok til dem hvis man slagtede hele hjorde af får, geder og okser? Eller ville der være nok til dem hvis man fangede alle havets fisk?”
23 Jehova sagde til Moses: “Er Jehovas arm for kort?+ Nu skal du få at se om det jeg siger, vil ske eller ej.”
24 Så gik Moses ud og fortalte folket hvad Jehova havde sagt. Og han udvalgte 70 mænd af folkets ældste og fik dem til at stille sig rundt om teltet.+
25 Jehova steg nu ned i en sky+ og talte til ham+ og tog noget af den ånd+ der var over ham, og lagde den på hver af de 70 ældste. Så snart ånden kom over dem, begyndte de at opføre sig som profeter,*+ men de gjorde det kun den ene gang.
26 To af mændene var stadig i lejren. De hed Eldad og Medad. Ånden kom også over dem, for de var blandt dem der havde fået deres navne skrevet op. Men de var ikke gået ud til teltet, så de begyndte at opføre sig som profeter i lejren.
27 En ung mand løb hen og sagde til Moses: “Eldad og Medad opfører sig som profeter i lejren!”
28 Det fik Josva,+ Nuns søn, der havde været Moses’ tjener siden han var ung, til at sige: “Min herre Moses, stands dem!”+
29 Men Moses sagde til ham: “Er du misundelig på mine vegne? Jeg ville ønske at hele Jehovas folk var profeter, og at Jehova ville lægge sin ånd på dem!”
30 Senere vendte Moses tilbage til lejren sammen med Israels ældste.
31 Så fik Jehova en vind til at blæse op og drive vagtler ind fra havet. De faldt ned rundt om lejren,+ omkring en dagsrejse til den ene side og en dagsrejse til den anden side, hele vejen rundt om lejren, og de lå på jorden i et lag på omkring to alen.*
32 Hele den dag og hele natten og hele næste dag var folket ude for at samle vagtler. Ingen samlede mindre end ti homer,* og de bredte dem ud til sig selv rundt om lejren.
33 Mens kødet endnu var mellem deres tænder – før det var blevet tygget – flammede Jehovas vrede op mod folket, og Jehova dræbte mange af dem.+
34 De gav stedet navnet Kibrot-ha-Taava,*+ for der begravede de dem af folket der havde været grådige.+
35 Fra Kibrot-ha-Taava tog folket til Haserot, og de blev i Haserot.+
Fodnoter
^ Betyder “brand”.
^ Åbenbart ikkeisraelitterne blandt dem.
^ Eller “plejefar”.
^ Eller “som du ved er; om hvem du ved at de er”.
^ Eller “at profetere”.
^ En alen svarede til 44,5 cm. Se Tillæg B14.
^ En homer svarede til 220 l. Se Tillæg B14.
^ Betyder “begærets gravsteder”.