Matthæus: Det græske navn der gengives med Matthæus, er sandsynligvis en forkortet form af det hebraiske navn “Mattitja” (1Kr 15:18), som betyder “Jehovas gave”.

Ifølge Matthæus: Ingen af evangelieskribenterne identificerer sig i deres beretninger, og titlen er tydeligvis ikke en del af den oprindelige tekst. I nogle håndskrifter af Matthæusevangeliet ses titlen Euaggelion kata Maththaion (“Den gode nyhed [eller “Evangeliet”] ifølge Matthæus”), mens der andre steder bruges den kortere titel Kata Maththaion (“Ifølge Matthæus”). Man kan ikke sige med sikkerhed hvornår den slags titler blev tilføjet eller brugt første gang. Nogle mener at det var i det andet århundrede e.v.t., for man har fundet eksempler på den lange titel i håndskrifter af evangelierne der er dateret til slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Nogle forskere mener at de indledende ord i Markus’ bog (“Her begynder den gode nyhed om Jesus Kristus, Guds Søn”) må have været grunden til at ordet “evangelium” (bogst.: “god nyhed”) begyndte at blive brugt til at beskrive disse beretninger. Den slags titler sammen med navnet på den der havde skrevet bogen, må være blevet til af praktiske grunde, for det hjalp til at identificere bøgerne.

Bogen med den historiske beretning: Matthæus’ første ord på græsk, Biblos geneseos (en form af genesis), kan også gengives den “historiske optegnelse” eller “slægtsregistret”. Det græske ord genesis betyder bogstaveligt “oprindelse; fødsel; slægtslinje”. Det bruges i Septuaginta til at gengive det hebraiske ord toledhoth, som har en lignende betydning, og som ofte gengives “historiske beretning” i 1. Mosebog. – 1Mo 2:4; 5:1; 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2.

den historiske beretning om Jesus Kristus: Matthæus følger slægtslinjen gennem Davids søn Salomon. Lukas følger slægtslinjen gennem Davids søn Natan. (Mt 1:6, 7; Lu 3:31) Matthæus fremhæver Jesus’ juridiske ret til Davids trone fra Salomon og frem til Josef, som i juridisk forstand var far til Jesus. Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje, der viser Jesus’ naturlige afstamning fra David.

Kristus: Denne titel stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. På Bibelens tid salvede man ceremonielt herskere med olie.

søn: I dette slægtsregister kan “søn” betyde en direkte søn, en søns søn eller en efterkommer.

Davids søn: Angiver at Jesus er arvingen til pagten om Riget der blev indgået med David, en pagt der skal opfyldes af en i Davids slægtslinje. – 2Sa 7:11-16; Sl 89:3, 4.

Abrahams søn: Med jødiske læsere i tanke begynder Matthæus at fremhæve at Jesus juridisk set er det afkom, eller arvingen til Guds løfte til Abraham, gennem hvem alle jordens nationer kan blive velsignet.

far: I udtrykket blev far til (bogst.: “avlede; frembragte”) kan “far” betyde en direkte far, en bedstefar eller en forfar. – Mt 1:8, 11.

Tamar: Den første af fem kvinder som Matthæus nævner i Messias’ slægtslinje. De fire andre er Rahab og Ruth, som begge var ikkeisraelitiske kvinder (v. 5), Batseba, “Urias’ hustru” (v. 6), og Maria (v. 16). Disse kvinder er sikkert taget med i slægtsregistret (der ellers kun omtaler mænd) fordi der var noget specielt ved den måde de hver især blev stammor til Jesus på.

David, kongen: Der er nævnt adskillige konger i slægtsregistret, men David er den eneste der bliver benævnt med titlen ‘konge’. Israels kongedømme blev omtalt som “Davids hus”. (1Kg 12:19, 20) Ved at kalde Jesus for “Davids søn” i vers 1 fremhæver Matthæus Riget og viser at Jesus er arvingen til det kongedømme der var givet løfte om i Davidspagten. – 2Sa 7:11-16.

Urias’ hustru: Dvs. Batseba, hittitten Urias’ hustru. Urias var en af Davids ikkeisraelitiske krigere. – 2Sa 11:3; 23:8, 39.

Joram blev far til Uzzija: “Far” er her brugt i betydningen “forfar”, som det ofte bliver i slægtsregistre. Som det ses i 1Kr 3:11, 12, er der i Davids slægtslinje udeladt tre onde konger (Akazja, Joash og Amasja) mellem Joram og Uzzija (også kaldet Azarja).

far: Brugt her i betydningen “bedstefar”, for Josija var egentlig far til Jojakim, som var far til Jekonja, også kaldet Jojakin eller Konja. – 2Kg 24:6; 1Kr 3:15-17; Esa 2:6; Jer 22:24.

Shealtiel blev far til Zerubbabel: Til trods for at Shealtiel i flere tilfælde bliver nævnt som far til Zerubbabel (Ezr 3:2, 8; 5:2; Ne 12:1; Hag 1:1, 12, 14; 2:2, 23; Lu 3:27), er det Pedaja, Shealtiels bror, der anføres som faren. (1Kr 3:19) Zerubbabel var åbenbart Pedajas søn, men han blev øjensynligt juridisk set regnet for at være søn af Shealtiel. – Se studienoter til Lu 3:27.

Josef: Matthæus bruger ikke udtrykket “blev far til” (se studienote til Mt 1:2) i sin omtale af Josefs slægtskabsforhold til Jesus. Der står ganske enkelt at Josef var Marias mand, og Maria fødte Jesus. På græsk anvendes her et stedord der står i hunkøn og derfor kun kan henvise til Maria. Matthæus’ slægtsregister viser at selvom Jesus ikke er Josefs biologiske søn, er han adopteret af ham og derfor Davids retmæssige arving. Lukas’ slægtsregister viser at Jesus gennem sin mor, Maria, er Davids biologiske arving.

Kristus: Se studienote til Mt 1:1 og Ordforklaring.

var forlovet: Blandt hebræerne blev det at være forlovet betragtet som en bindende aftale. Et forlovet par blev betragtet som om de allerede var gift, men manden og kvinden begyndte ikke at leve sammen som mand og hustru før bryllupsceremonien var gennemført.

ånd: Den første forekomst af det græske ord pneuma i De Kristne Græske Skrifter. Her henviser det til Guds virksomme kraft. – Se Ordforklaring.

mand ... skille sig fra hende: Et forlovet par blev betragtet som gift, så derfor kunne Josef med rette omtales som Marias mand, og Maria som Josefs hustru. (Mt 1:20) En skilsmisse var nødvendig for at hæve forlovelsen.

viste: Eller “se, da viste”. Det græske ord idou, som svarer til “se”, bliver ofte brugt for at rette opmærksomheden mod det der følger efter. Det tilskynder læseren til at se situationen for sig eller bemærke en detalje i beretningen. Det bruges også for at fremhæve noget eller for at introducere noget nyt eller overraskende. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket mest i Matthæus- og Lukasevangeliet og i Åbenbaringens Bog. Et tilsvarende udtryk bruges ofte i De Hebraiske Skrifter.

Jehovas: Dette er det første af 237 steder i De Kristne Græske Skrifter hvor Guds navn, Jehova, forekommer i denne udgaves hovedtekst. – Se Tillæg C.

Jehovas engel: Udtrykket findes mange steder i De Hebraiske Skrifter, første gang i 1Mo 16:7. Når det forekommer i tidlige afskrifter af Septuaginta, bliver det græske ord aggelos (engel; sendebud) efterfulgt af Guds navn skrevet med hebraiske skrifttegn. Det er sådan udtrykket bliver brugt i Zak 3:5, 6 i et eksemplar af Septuaginta der blev fundet i Nahal Hever, Israel, dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. (Se Tillæg C). Nogle bibeloversættelser bevarer Guds navn når de gengiver udtrykket “Jehovas engel” i dette vers. – Se Tillæg A5 og Tillæg C3 introduktion; Mt 1:20.

Davids søn: Englen forberedte Josef på det han nu skulle høre, ved at kalde ham “Davids søn” og derved minde ham om løftet der var givet i Davidspagten. – Se studienoter til Mt 1:1, 6.

at tage din hustru, Maria, hjem: Ifølge jødisk skik begyndte et ægteskab når et par blev forlovet. Bryllupsceremonien var gennemført når manden førte sin brud hjem til sig. Denne begivenhed fandt sædvanligvis sted på en fastsat dag og blev fejret med en fest. Derved erklærede manden offentligt at han tog kvinden til ægte. Ægteskabet var så bekendtgjort, bekræftet og registreret, og det var bindende. – 1Mo 24:67; se studienoter til Mt 1:18, 19.

undfanget: Eller “avlet”. Bogst.: “frembragt; født”. Det samme græske ord er gengivet “fødte” i vers 16; den aktive form er gengivet “blev far til” i vers 2-16. – Se studienote til Mt 1:2.

Jesus: Svarer til det hebraiske navn Jeshua, eller Josva, en forkortet form af Jehoshua, der betyder “Jehova er frelse”.

for at det Jehova havde sagt gennem sin profet, kunne blive opfyldt: Dette og lignende udtryk forekommer mange gange i Matthæusevangeliet, tilsyneladende for at fremhæve Jesus som den lovede Messias over for jøderne. – Mt 2:15, 23; 4:14; 8:17; 12:17; 13:35; 21:4; 26:56; 27:9.

Jehova: Citatet der følger lige efter i vers 23, er taget fra Esa 7:14, hvor der siges at det er Jehova selv der vil give et tegn. (Se Tillæg C3 introduktion; Mt 1:22). Det er første gang Matthæus citerer fra De Hebraiske Skrifter.

Jomfruen: Her citerer Matthæus Esa 7:14 fra Septuaginta-oversættelsen, som bruger parthenos, en der aldrig har haft et seksuelt forhold, for at gengive det hebraiske ʽalmah, et bredere udtryk som betyder “jomfru” eller ganske enkelt “en ung kvinde”. Under inspiration bruger Matthæus det græske udtryk for “jomfru” om Jesus’ mor.

Immanuel: Et hebraisk navn der forekommer i Esa 7:14; 8:8, 10. Immanuel er et af de profetiske navne der ville få deres opfyldelse på Messias.

Jehova: Se studienote til Mt 1:20 og Tillæg C3 introduktion; Mt 1:24.

var ikke seksuelt sammen med: Bogst.: “kendte ikke”. I den græske grundtekst kan udsagnsordet “at kende” bruges eufemistisk om seksuelle forhold; det samme gælder det hebraiske udsagnsord for “at kende”, der i 1Mo 4:1 og flere andre steder er gengivet med ‘var seksuelt sammen med’, og i 1Sa 1:19 og andre steder med “elskede med”.