sabbatten: Bogst.: “sabbatter”. I dette vers forekommer flertalsformen af det græske ord sabbaton to gange. Første gang det bruges, henviser det til en sabbatsdag, den syvende dag i ugen, og er gengivet med “sabbatten”. Anden gang det bruges, henviser det til en periode på syv dage og gengives med i ugen. Sabbatsdagen (den 15. nisan) endte ved solnedgang. Selvom nogle har fået den opfattelse at der i Matthæus’ beretning er tale om et tidspunkt omkring tusmørke “efter sabbatten”, kan man ud fra de andre evangelieberetninger tydeligt se at kvinderne kom ud for at se til gravstedet “tidligt” om morgenen den 16. nisan “efter at solen var stået op”. – Mr 16:1, 2; Lu 24:1; Joh 20:1; se også Ordforklaring og Tillæg B12.

den første dag i ugen: Dvs. den 16. nisan. For jøderne var dagen umiddelbart efter sabbatten den første dag i ugen.

den anden Maria: Se studienote til Mt 27:61.

Jehovas engel: Se studienote til Mt 1:20 og Tillæg C1 og C3 introduktion; Mt 28:2.

sig til hans disciple at han er blevet oprejst: Disse kvinder er ikke kun de første disciple der hører at Jesus er blevet oprejst – det er også dem der får besked på at informere de andre disciple. (Mt 28:2, 5, 7) Ifølge jødernes ubibelske tradition havde en kvinde ikke lov til at udtale sig som vidne i en retssag. Som en kontrast til det viste Jehovas engel kvinderne ære ved at give dem denne glædelige opgave.

Husk: Eller “Se”. Se studienote til Mt 1:20.

bøjede sig i dyb respekt: Eller “viste ham ære; bragte ham hyldest”. – Se studienoter til Mt 8:2; 14:33; 15:25.

mine brødre: Her kalder Jesus sine disciple for “brødre” på grund af det åndelige fællesskab de har. – Se Mt 28:16; se også Mt 25:40; Joh 20:17; He 2:10-12.

ældste: Se studienote til Mt 16:21.

statholderen: Den statholder der her refereres til, er Pontius Pilatus.

det: Dvs. løgnen om at de var faldet i søvn. Romerske soldater kunne blive straffet med døden hvis de sov på deres post.

at mødes: Det ser ud til at der var mere end 500 til stede ved dette møde i Galilæa. – 1Kt 15:6.

nogle tvivlede: Set i lyset af den oplysning der gives i 1Kt 15:6, var det sandsynligvis ikke apostlene der tvivlede, men disciplene i Galilæa som Jesus endnu ikke havde vist sig for.

gør ... disciple: Eller “gør ... lærlinge (elever)”. Det græske udsagnsord matheteuo har grundbetydningen “at undervise” med det formål at gøre disciple. I Mt 13:52 er det oversat med “har lært”, og i Mt 27:57 med “var blevet en discipel”. I ApG 14:21 bruges ordet i forbindelse med at Paulus og Barnabas gjorde “adskillige til disciple” i Derbe. Udsagnsordene ‘døbe’ og ‘lære’ i denne passage viser hvad der ligger i befalingen om at ‘gøre folk til disciple’. – For at få en forklaring på det beslægtede græske navneord mathetes, se studienote til Mt 5:1.

folk fra alle nationer: En bogstavelig oversættelse ville være “alle nationer”, men sammenhængen viser at udtrykket refererer til enkeltpersoner fra alle nationer, for det græske stedord “dem” i udtrykket døb dem står i hankøn og henviser til personer, ikke til “nationer”, der er et intetkønsord på græsk. Denne befaling om at nå ud til “folk fra alle nationer” var ny. Det fremgår af Skrifterne at før Jesus’ tjeneste blev folk fra nationerne budt velkommen i Israel hvis de kom for at tjene Jehova. (1Kg 8:41-43) Men med denne befaling bemyndiger Jesus sine disciple til at udvide forkyndelsesarbejdet til at omfatte andre end dem der var jøder af fødsel. Derved understregede han at de kristnes arbejde med at gøre disciple skulle udføres i hele verden. – Mt 10:1, 5-7; Åb 7:9; se studienote til Mt 24:14.

i ... navn: Det græske ord for “navn” (onoma) kan bruges om mere end et personnavn. I denne sammenhæng indebærer det at man anerkender den myndighed og stilling som Faren og Sønnen har, såvel som den rolle den hellige ånd spiller. At man anerkender det vil føre til et nyt forhold til Gud. – Se også studienote til Mt 10:41.

Farens ... Sønnens ... den hellige ånds: Det er helt naturligt at anerkende Faren, Jehova Gud, for han er vores Skaber og Livgiver. (Sl 36:7, 9; Åb 4:11) Men Bibelen viser klart at intet menneske kan blive frelst uden også at anerkende Sønnens rolle i Guds hensigt. (Joh 14:6; ApG 4:12) Det er også afgørende at man anerkender Guds hellige ånd fordi Gud blandt andet bruger sin aktive kraft til at skabe liv (Job 33:4), til at formidle sit budskab til mennesker gennem inspiration (2Pe 1:21) og til at sætte dem i stand til at gøre hans vilje (Ro 15:19). Selvom nogle mener at denne talangivelse støtter treenighedslæren, angiver Bibelen aldrig at de tre er lige i evighed, magt og stilling. Det at de bliver nævnt sammen i dette vers, er ikke et bevis for at de alle er Gud, alle er evige og ligeværdige. – Mr 13:32; Kol 1:15; 1Ti 5:21.

den hellige ånds: Eller “den hellige virksomme kraft”. Udtrykket “ånd” (intetkøn på græsk) henviser til en upersonlig virksom kraft der udgår fra Gud. – Se Ordforklaring: “Hellig ånd”; “Ånd”.

lær dem: Det græske ord der her er gengivet med “lær”, har at gøre med at undervise, forklare, give argumenter og føre beviser. (Se studienoter til Mt 3:1; 4:23). At lære folk at holde alt hvad Jesus havde befalet, ville være en fortsat proces der indebar at undervise i hans lære, at efterleve hans lære og at følge hans eksempel. – Joh 13:17; Ef 4:21; 1Pe 2:21.

husk: Eller “se”. Se studienote til Mt 1:20.

afslutningen: Se studienote til Mt 24:3 og Ordforklaring: “Afslutningen på verdensordningen”.

verdensordning: Eller “tidsalder”. – Se Ordforklaring: “Verdensordning”.