Prædikeren 3:1-22
3 Der er en fastsat tid til alt,en tid til alt hvad der sker under himlen:
2 en tid til at blive født* og en tid til at dø,en tid til at plante og en tid til at rykke det plantede op,
3 en tid til at slå ihjel og en tid til at helbrede,en tid til at rive ned og en tid til at bygge op,
4 en tid til at græde og en tid til at le,en tid til at sørge og en tid til at danse,*
5 en tid til at kaste sten væk og en tid til at samle sten sammen,en tid til at omfavne og en tid til ikke at omfavne,
6 en tid til at søge og en tid til at opgive at søge,en tid til at beholde og en tid til at kassere,
7 en tid til at rive i stykker+ og en tid til at sy sammen,en tid til at tie stille+ og en tid til at tale,+
8 en tid til at elske og en tid til at hade,+en tid til krig og en tid til fred.
9 Hvad får den der arbejder, ud af alle sine anstrengelser?+
10 Jeg har set det arbejde Gud har givet menneskene at beskæftige sig med.
11 Han har skabt alting smukt* og på det rigtige tidspunkt.+ Han har endda lagt evigheden i deres hjerte; men alligevel vil menneskene aldrig kunne forstå hele det værk den sande Gud har skabt, lige fra det første til det sidste.
12 Jeg er nået til den konklusion at der ikke er noget bedre for dem end at være glade og gøre noget godt i deres liv,+
13 og at enhver skal spise og drikke og glæde sig over alt sit hårde arbejde. Det er en gave fra Gud.+
14 Jeg har indset at alt hvad den sande Gud skaber, vil vare evigt. Man kan ikke føje noget til, og man kan ikke trække noget fra. Den sande Gud har skabt det på den måde for at menneskene skal have ærefrygt for ham.+
15 Det der sker, er sket før, og det der vil komme, har været før;+ men det man stræber efter,* vil den sande Gud søge frem.
16 Jeg har også set dette under solen: På rettens plads var der ondskab; på retfærdighedens plads var der også ondskab.+
17 Derfor sagde jeg til mig selv:* “Den sande Gud vil dømme både de retfærdige og de onde,+ for der er en tid til alt hvad der sker, og til alt hvad der skal gøres.”
18 Jeg tænkte også ved mig selv angående menneskene at den sande Gud vil prøve dem og vise dem at de er ligesom dyrene,
19 for det går menneskene som det går dyrene; de ender alle på samme måde.+ Ligesom den ene dør, sådan dør den anden; og de har alle den samme ånd.*+ Mennesket er altså ikke bedre stillet end dyrene; alting er forgæves og meningsløst.
20 Alle ender samme sted.+ De er alle kommet af støv,+ og de bliver alle til støv igen.+
21 Hvem ved om menneskenes ånd går opad, og om dyrenes ånd går ned til jorden?+
22 Og jeg indså at der ikke er noget bedre for et menneske end at finde glæde ved sit arbejde+ – det er hans belønning; for hvem kan sætte ham i stand til at se hvad der vil ske efter at han er væk?+
Fodnoter
^ Eller “til at føde”.
^ Bogst.: “hoppe; springe omkring”.
^ Eller “så det er velordnet; rigtigt; passende”.
^ Eller muligvis: “det der er forsvundet”.
^ Bogst.: “i mit hjerte”.
^ Eller “livskraft”.