pinsedagen: Det græske ord pentekoste (der betyder “50. [dag]”) bliver i De Kristne Græske Skrifter anvendt som betegnelse for det der i De Hebraiske Skrifter kaldes “festen for indhøstningen” (2Mo 23:16) og ‘ugefesten’ (2Mo 34:22). Denne højtid fandt sted ved afslutningen af en syv uger lang høstperiode der indbefattede byghøsten og begyndelsen af hvedehøsten. Pinsen blev fejret på den 50. dag efter den 16. nisan, den dag hvor et neg fra den første afgrøde af byghøsten var blevet ofret til Jehova. (3Mo 23:15, 16) Ifølge den jødiske kalender faldt højtiden på den 6. sivan. (Se Tillæg B15). Instruktionerne for denne højtid findes i 3Mo 23:15-21; 4Mo 28:26-31 og 5Mo 16:9-12. Et stort antal jøder og proselytter fra fjerntliggende lande rejste til Jerusalem for at fejre pinsen. Højtiden skulle fremme en gæstfri og venlig indstilling over for andre, uanset deres baggrund eller sociale status – hvad enten de var frie, trælle, fattige, faderløse børn, enker, levitter eller udlændinge. (5Mo 16:10, 11) Pinsedagen år 33 i Jerusalem var derfor det ideelle tidspunkt for oprettelsen af den kristne menighed, der havde til opgave at vidne for alle mennesker “om Guds storslåede gerninger”. (ApG 1:8; 2:11) Ifølge den jødiske overlevering svarer pinsedagen til det tidspunkt da Loven blev givet ved Sinajs Bjerg og Israel blev Guds udvalgte folk. Det var i begyndelsen af den tredje måned (sivan) at israelitterne samledes ved Sinajs Bjerg og modtog Loven. (2Mo 19:1) Ligesom Moses var blevet brugt som mellemmand til at føre Israel ind i Lovpagten, tjente Jesus Kristus nu som Mellemmand for det åndelige Israel og førte denne nye nation ind i den nye pagt.

sprog: Eller “tungemål”. I Bibelen kan det græske ord glossa referere til “tungen” som et taleorgan. (Mr 7:33; Lu 1:64; 16:24) Men på grundsproget kan det også bruges i overført betydning om et sprog eller et folk der taler et bestemt sprog. (Åb 5:9; 7:9; 13:7) Dette græske ord anvendes også i ApG 2:3 til at beskrive de “ildtunger” der kom til syne. Et synligt bevis på at den hellige ånd var blevet udgydt, var at disse “tunger” satte sig på hver enkelt af disciplene og de blev i stand til at tale på forskellige tungemål, eller sprog.

vores modersmål: Bogst.: “vores eget sprog, det som vi er født i”. Det græske ord der her er oversat med “modersmål”, er dialektos. (Se studienote til ApG 2:4). Mange af dem der hørte disciplene, har muligvis talt et internationalt sprog, måske græsk. Fordi de var “gudfrygtige jøder”, har de sikkert også kunnet forstå det der foregik på hebraisk i templet i Jerusalem. (ApG 2:5) Men da de hørte den gode nyhed på deres modersmål, spidsede de ører.

provinsen Asien: Se Ordforklaring: “Asien”.

proselytter: Se studienote til Mt 23:15.

sød vin: Eller “ny vin”. Det græske ord gleukos, der kun forekommer her i De Kristne Græske Skrifter, refererer til sød, ny vin der ikke er færdiggæret.

den tredje time på dagen: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

i de sidste dage: I dette citat fra Joels profeti anvender Peter under inspiration ordene “i de sidste dage” i stedet for udtrykket “efter dette”, som forekommer i den oprindelige hebraiske tekst og i Septuaginta. (Joe 2:28 [3:1, LXX]) Joels profeti blev opfyldt da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen. Peters brug af ordene “de sidste dage” indikerer derfor at denne særlige tidsperiode var begyndt, og at den ville gå forud for “Jehovas store og strålende dag”. Denne ‘Jehovas dag’ ville tilsyneladende blive afslutningen på “de sidste dage”. (ApG 2:20) Dem Peter talte til, var jøder og jødiske proselytter, så hans inspirerede ord må have fået en første opfyldelse på dem. Hans ord betød åbenbart at jøderne levede i “de sidste dage” for den ordning der havde sit tilbedelsescenter i Jerusalem. Tidligere havde Jesus selv forudsagt ødelæggelsen af Jerusalem og templet. (Lu 19:41-44; 21:5, 6) Denne forudsagte ødelæggelse fandt sted i år 70 e.v.t.

min ånd: Det græske ord pneuma henviser her til Guds hellige ånd, eller aktive kraft. I Joe 2:28, der bliver citeret her, forekommer det tilsvarende hebraiske ord ruach. Både det hebraiske og det græske ord leder tanken hen på noget der er usynligt for mennesker, og som vidner om en kraft i bevægelse. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

alle slags mennesker: Bogst.: “alt kød”. Det græske ord sarx (der kan gengives med “kød”) bliver her anvendt om levende mennesker, så “alle slags mennesker”, eller “alt kød”, kan referere til menneskeheden generelt. (Se studienote til Joh 17:2). Men i denne sammenhæng har det græske udtryk en mere snæver betydning. Gud udgød ikke sin hellige ånd over alle mennesker på jorden, og heller ikke over alle mennesker i Israel, så der er ikke tale om alle mennesker uden undtagelse. Ordene henviser snarere til alle slags mennesker uden forskel. Gud udgød sin hellige ånd over ‘sønner og døtre, unge mænd og gamle mænd, trælle og trælkvinder’, dvs. alle slags mennesker. (ApG 2:17, 18) En tilsvarende anvendelse af det græske ord for “alle” (pas) finder vi i 1Ti 2:3, 4, hvor der står at det er Guds vilje at “alle slags mennesker skal frelses”. – Se studienote til Joh 12:32.

profetere: Det græske ord profeteuo betyder bogstaveligt “at fremsige”. I Bibelen bruges det om det at bekendtgøre budskaber fra Gud. Selvom det ofte indbefatter forudsigelse af fremtiden, indeholder ordets grundbetydning ikke den tanke. Det græske ord kan også referere til det at kaste lys over en sag ved hjælp af en åbenbaring fra Gud. (Se studienoter til Mt 26:68; Mr 14:65; Lu 22:64). I denne sammenhæng fik den hellige ånd nogle til at profetere. Ved at forkynde om de “storslåede gerninger” Jehova havde gjort og stadig ville gøre, tjente de som talsmænd for Den Højeste. (ApG 2:11) Det hebraiske ord for “at profetere” indeholder en lignende tanke. For eksempel bliver Aron i 2Mo 7:1 omtalt som Moses’ “profet” i den forstand at han blev Moses’ talsmand, eller talerør, og ikke så meget i betydningen en der forudsiger fremtidige begivenheder.

gamle mænd: Eller “ældre mænd; ældste”. Her henviser det græske ord presbyteros sandsynligvis til mænd der er højt oppe i årene, i modsætning til de “unge mænd” der er omtalt tidligere i verset. I andre sammenhænge refererer ordet til mænd der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. – ApG 4:5; 11:30; 14:23; 15:2; 20:17; se studienote til Mt 16:21.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:31 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:32 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.

undere: Eller “varsler”. De mirakler Gud gav Jesus kraft til at udføre, beviste at Jesus var sendt af Gud. De mirakuløse helbredelser og opstandelser viste, eller tjente som et godt varsel om, hvad Jesus vil gøre i endnu større målestok i fremtiden. – Se studienote til ApG 2:19.

vilje: Eller “beslutning”. Det græske ord boule er oversat med “vejledning” i Lu 7:30 og “hensigt” i He 6:17. – Se studienote til ApG 20:27.

dødens greb: Bogst.: “dødens veer”. Selvom det tydeligt fremgår af Bibelen at der ikke er nogen bevidsthed eller følelse af smerte i døden (Sl 146:4; Præ 9:5, 10), omtales “døden” her som noget der forårsager “veer” eller “smerte”. Denne ordlyd er sandsynligvis valgt fordi døden er forbundet med bitterhed og fortvivlelse. (1Sa 15:32, fdn.; Sl 55:4; Præ 7:26) Det skyldes ikke alene smerten der almindeligvis går forud for den (Sl 73:4, 5), men også tabet af al aktivitet og frihed, der er en følge af dens lammende greb (Sl 6:5; 88:10). Det er åbenbart i denne betydning at Jesus’ opstandelse befriede ham fra dødens “greb”, eller “veer” – han blev befriet for dens fortvivlende og fastlåste greb. Selvom det græske ord (odin), der bogstaveligt betyder “veer”, andre steder henviser til fødselsveer (1Ts 5:3), kan det også referere til pine, smerte eller nød i en bredere forstand (se studienote til Mt 24:8). Udtrykket “dødens veer” findes også i Septuaginta i 2Sa 22:6 og Sl 18:4 (17:5, LXX), hvor den hebraiske masoretiske tekst har ordlyden “Gravens reb” og “dødens reb”. Det er interessant at ordet for “reb” (chevel) i gamle hebraiske håndskrifter, som blev skrevet uden brug af vokaler, skrives med de samme konsonanter som det hebraiske ord for “ve”. Det kan være forklaringen på gengivelsen i Septuaginta. Uanset hvad indeholder udtrykket “dødens veer” og “dødens reb” den samme tanke, nemlig at døden er forbundet med bitterhed og fortvivlelse.

Jehova: I dette citat fra Sl 16:8 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

jeg vil leve: Bogst.: “mit kød vil bo”. Peter indleder dette citat fra Sl 16 med ordene: “David siger nemlig om ham”, dvs. Messias, Jesus. (ApG 2:25) I dette vers (ApG 2:26) og i Sl 16:9 forekommer ordet “kød” både i den græske og i den hebraiske tekst, og det kan betegne en persons krop eller vedkommende selv. Selvom Jesus vidste at han måtte give sit liv som en løsesum, levede, eller boede, han i håb. Jesus vidste at hans Far ville oprejse ham, at hans offer ville udvirke en løsesum for menneskeheden, og at hans kød, eller krop, ikke ville se forrådnelse. – ApG 2:27, 31.

mig: Eller “min sjæl”. I dette citat fra Sl 16:10 bliver det græske ord psyche brugt til at gengive det hebraiske ord nefesh, der begge traditionelt oversættes med “sjæl”. Salmisten brugte ordet “sjæl” om sig selv. Da Peter på Pinsedagen bekendtgjorde over for jøderne at Kristus var blevet oprejst, anvendte han denne salme af David om Jesus. – ApG 2:24, 25; Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

Graven: Eller “Hades”. Det græske ord haides, der måske betyder “det usynlige sted”, forekommer ti gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se Mt 11:23; 16:18; Lu 10:15; 16:23; ApG 2:27, 31; Åb 1:18; 6:8; 20:13, 14). I dette vers citeres der fra Sl 16:10, hvor det tilsvarende hebraiske udtryk “Sheol”, der også oversættes med “Graven”, forekommer. I Septuaginta bliver det græske ord “Hades” generelt brugt som en gengivelse af det hebraiske ord “Sheol”. I Bibelen sigter begge udtryk til hele menneskehedens grav, mens andre udtryk på originalsprogene kan betegne en enkelt grav. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{7, 8, 11, 12, 14-18, 22} i Tillæg C4) anvender her udtrykket “Sheol”. – Se Tillæg A2.

nær hos dig: Eller “foran dit ansigt”. I dette citat fra Sl 16:11 gengives den hebraiske tekst ordret i den græske tekst. Det hebraiske udtryk “foran nogens ansigt” er et idiom der betyder “i nogens nærhed”.

Gud: I tilgængelige græske håndskrifter forekommer her ordet Theos, “Gud”. Det er værd at bemærke at nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{7, 8, 10} i Tillæg C4) her anvender tetragrammet.

en af hans efterkommere: David fik løfte om at en af hans efterkommere ville være det messianske “afkom” der var blevet givet løfte om i 1Mo 3:15. (2Sa 7:12, 13; Sl 89:3, 4; 132:11) Dette løfte gik i opfyldelse på Jesus idet både hans mor og adoptivfar nedstammede fra kong David. Det græske udtryk der er gengivet med “efterkommere”, reflekterer et hebraisk idiom der bogstaveligt betyder “en frugt af hans lænd”. I menneskekroppen befinder forplantningsorganerne sig i nærheden af lænden. (1Mo 35:11, fdn.; 1Kg 8:19, fdn.) Efterkommere bliver også omtalt som “moderlivets [eller “livets”] frugt”, og der findes lignende udtryk hvor ordet “frugt” hentyder til resultatet af forplantningsprocessen. – 1Mo 30:2, fdn.; 5Mo 7:13, fdn.; Sl 127:3; Kl 2:20, fdn.; Lu 1:42.

Graven: Eller “Hades”, dvs. hele menneskehedens grav. – Se studienote til ApG 2:27 og Ordforklaring: “Graven”.

at hans krop ikke ville se forrådnelse: Jehova tillod ikke at Jesus’ fysiske krop gik i forrådnelse og blev til støv som Moses’ og Davids kroppe gjorde, mænd der blev brugt som forbilleder på Kristus. (5Mo 34:5, 6; ApG 2:27; 13:35, 36) For at Jesus kunne være “den sidste Adam” (1Kt 15:45) og “en dækkende løsesum” for alle mennesker (1Ti 2:5, 6; Mt 20:28), måtte hans fysiske krop være en rigtig menneskekrop; og den måtte være fuldkommen, for den skulle frembæres for Jehova Gud som den løsesum der skulle tilbagekøbe det Adam havde mistet. (He 9:14; 1Pe 1:18, 19) Ingen af Adams ufuldkomne efterkommere kunne tilvejebringe den nødvendige løsesum. (Sl 49:7-9) Derfor blev Jesus ikke undfanget på naturlig vis. Derimod, som han sagde til sin Far, sandsynligvis da han fremstillede sig til dåb: “Du [Jehova] gav mig en krop”, dvs. Jesus’ fuldkomne menneskekrop der skulle bringes som et offer. (He 10:5) Da disciplene gik ud til Jesus’ grav, opdagede de at Jesus’ lig var forsvundet, og de fandt kun de klæder hans lig havde været svøbt i. Jehova fjernede åbenbart sin elskede Søns fysiske krop før den gik i forrådnelse. – Lu 24:3-6; Joh 20:2-9.

Jehova: Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), forekommer i den originale hebraiske tekst i Sl 110:1, som er citeret her. Men som det bliver forklaret i Tillæg A5, bruger de fleste bibeloversættelser ikke Guds navn i det der almindeligvis kaldes Det Nye Testamente, selv ikke i citater fra De Hebraiske Skrifter. Det er dog værd at bemærke at nogle udgaver af King James Version fra det 17. århundrede brugte gengivelsen “HERREN” med stort begyndelsesbogstav efterfulgt af kapitæler her og tre andre steder hvor Sl 110:1 bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. (Mt 22:44; Mr 12:36; Lu 20:42) Det fortsatte senere udgaver med at gøre. Eftersom den oversættelse anvender “HERREN” til at vise hvor Guds navn står i De Hebraiske Skrifter, er det at oversætterne skrev “HERREN” i De Kristne Græske Skrifter, en indikation af at de mente at det er Jehova der er tale om. Det er også værd at lægge mærke til at New King James Version, som første gang blev udgivet i 1979, lader denne brug af “HERREN” omfatte alle forekomster af ordet når det henviser til Guds navn i citater fra De Hebraiske Skrifter. – Se Tillæg C.

pælfæstede: Eller “henrettede på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

angre: Det græske ord metanoeo, der anvendes her, kan bogstaveligt gengives med “at ændre sit sind”, og det indeholder tanken om en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. Tidligere havde Johannes Døber forkyndt at ‘man skulle lade sig døbe som symbol på at man havde angret, så man kunne få sine synder tilgivet’. (Se studienote til Mr 1:4). Denne dåb indebar anger over at man havde overtrådt forskrifterne i Moses’ Lov, og denne angrende indstilling forberedte Guds folk på det der senere skulle ske. (Mr 1:2-4) Men Peter understregede her at i harmoni med Jesus’ befaling, som findes i Mt 28:19, måtte Guds folk angre og lade sig døbe i Jesus Kristus’ navn for at ... få tilgivelse for ... synder. Eftersom jøderne havde forkastet Jesus som Messias, var anger og tro på ham en ny og vigtig faktor i forbindelse med at søge Guds tilgivelse og opnå den. De kunne offentligt tilkendegive en sådan tro ved at lade sig nedsænke i vand i Jesus Kristus’ navn. På den måde ville de symbolisere deres personlige indvielse til Gud gennem Kristus. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter anvendes her ordet “Herre” (græsk: Kyrios). Men som det bliver forklaret i Tillæg C, er der mange grunde til at mene at Guds navn forekom i dette vers i den originale tekst og senere blev erstattet af titlen Herre. Derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten. Som det fremgår af ApG 2:33-38, henviser løftet som Peter omtaler i dette vers, til det der står i Joe 2:28-32 om at den hellige ånd ville blive udgydt. Ordene alle dem Jehova vores Gud måtte kalde på ser derfor ud til at være et ekko af den sidste del af Joe 2:32. I den hebraiske tekst anvendes Guds navn tre gange i Joe 2:32, og det er derfor tydeligt at det er Jehova der kalder folk. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 2:39.

3.000: Eller “3.000 sjæle”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, refererer her til et levende menneske. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

at komme sammen: Eller “at dele med hinanden”. Grundbetydningen af det græske ord koinonia er “at være fælles om; at dele med andre”. Paulus anvendte dette ord flere gange i sine breve. (1Kt 1:9; 10:16; 2Kt 6:14; 13:14) Sammenhængen i denne passage viser at det fællesskab der her er tale om, er forbundet med et nært venskab og ikke kun et overfladisk bekendtskab.

spise sammen: Bogst.: “brække brød i stykker”. – Se studienote til ApG 20:7.

alle: Eller “enhver sjæl”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, refererer her til et levende menneske. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

gøre mange undere: Eller “give mange varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

i forskellige hjem: Eller “fra hus til hus”. Her kan forholdsordet kata, som det bruges i den græske sætning kat oikon (bogst.: “husvis”), forstås distributivt. Det ser altså ud til at disciplene i denne svære tid mødtes i forskellige hjem hos trosfæller der boede i eller omkring Jerusalem, og sammen spiste de det de havde. – Se studienoter til ApG 5:42; 20:20.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter anvendes her ordet “Herren” (græsk: ho ... Kyrios). Men som det bliver forklaret i Tillæg C, er der mange grunde til at mene at Guds navn forekom i dette vers i den originale tekst og senere blev erstattet af titlen Herre. Derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 2:47.