Malta: I den græske tekst forekommer ordet Melite, som i århundreder er blevet identificeret med den ø vi i dag kender som Malta. Det skib Paulus var ombord på, blev tvunget sydpå af kraftige vinde, fra Knidos på den sydvestlige spids af Lilleasien til et sted S for Kreta. (ApG 27:7, 12, 13, 21) I ApG 27:27 står der at skibet “blev kastet omkring på Adriaterhavet”, som på Paulus’ tid dækkede over et havområde der var større end det der i dag kaldes Adriaterhavet. Det indbefattede også Det Joniske Hav og vandene Ø for Sicilien og V for Kreta, altså havet i nærheden af vore dages Malta. (Se studienote til ApG 27:27). De stærke vinde fra stormen Eurakvilo (ApG 27:14) fik sikkert skibet til at drive mod V og gå på grund ved øen Malta, S for Sicilien. Gennem tiden har nogle bibelforskere forbundet den bibelske Melite med andre øer. Én teori pegede på en ø nær Korfu, der ligger ved Grækenlands vestlige kyst. En anden teori går ud på at der er tale om Melite Illyrica, der nu er kendt som Mljet, i Adriaterhavet ud for Kroatiens kyst på grund af det græske ord Melite. Men når man tager Bibelens beskrivelse af ruten i betragtning, virker det usandsynligt at skibet vendte om og sejlede så langt nordpå som til Korfu eller Mljet. – Se Tillæg B13.

øboerne, der talte et fremmed sprog: Eller “lokalbefolkningen”. Nogle ældre bibeloversættelser gengiver det græske ord barbaros, der anvendes her, med “barbarer”. Gentagelsen af “bar bar” i dette græske ord ledte tanken hen på stammen, plapren eller uforståelig tale, og det var oprindeligt grækernes betegnelse for udlændinge der talte et andet sprog. Dengang havde det ikke betydningen “uciviliseret, primitiv, grusom”, og det udtrykte ikke nogen følelse af foragt. Ordet barbaros betegnede blot ikkegrækere til forskel fra grækere. Nogle jødiske skribenter, deriblandt Josefus, anerkendte at de blev betegnet med dette udtryk. (Jewish Antiquities, XIV, 187 [x, 1]; Mod Apion, I, 58 [11]) Romerne kaldte endda sig selv barbarer indtil de overtog den græske kultur. Udtrykket anvendes altså her om indbyggerne på Malta, der åbenbart talte deres eget sprog, sandsynligvis punisk, der slet ikke mindede om græsk. – Se studienote til Ro 1:14.

venlighed: Eller “menneskekærlighed”. Det græske ord filanthropia betyder bogstaveligt “kærlighed til mennesker”. En sådan venlighed kan indeholde tanken om oprigtig interesse for andre og det at vise gæstfrihed ved at sørge for at de har det de har behov for, og at de har det godt. Som man kan se her, kan mennesker vise denne egenskab endda før de lærer om Jehova, som er ophavet til venlighed. Vi finder et lignende eksempel i ApG 27:3, hvor det beslægtede ord filanthropos anvendes til at beskrive den måde officeren Julius behandlede Paulus på. I Tit 3:4 bliver det græske ord filanthropia brugt til at beskrive Jehovas følelser, og her er det gengivet med “kærlighed til menneskene”.

en giftslange: I dag er der ikke længere giftslanger på øen Malta. Men som det fremgår af denne beretning, kendte indbyggerne i det første århundrede til sådanne slanger. Op gennem århundrederne kan forandringer i miljøet eller befolkningstilvæksten have udryddet denne art fra Malta.

Retfærdigheden: Det græske ord der her er oversat med “Retfærdigheden”, er dike. Det hentyder muligvis til den hævnende retfærdigheds gudinde eller til retfærdighed som begreb. I græsk mytologi var Dike navnet på retfærdighedens gudinde. Man mente at hun holdt øje med hvad menneskene foretog sig, og indberettede skjulte uretfærdigheder til Zeus så de skyldige kunne blive straffet. Maltas beboere har måske tænkt at selvom Paulus havde overlevet et skibbrud, blev han nu indhentet af gudernes retfærdighed og straffet ved hjælp af en slange.

Zeus’ Sønner: Ifølge den græske og romerske mytologi var “Zeus’ Sønner” (græsk: Dioskouroi) Kastor og Polydeukes (Castor og Pollux), tvillingesønner af guden Zeus (Jupiter) og den spartanske dronning Leda. Man anså dem blandt andet for at være søfolkenes beskyttere og redningsmænd når der opstod farer på havet. Denne detalje angående skibets galionsfigur er endnu et vidnesbyrd om at beretningen er skrevet af et øjenvidne.

Syrakus: En by med en god havn på Siciliens sydøstkyst, i dag kaldet Siracusa. Ifølge den græske historiker Thukydid blev den grundlagt af korintherne i 734 f.v.t. Nogle af oldtidens berømte personer blev født i Syrakus, blandt andet matematikeren Archimedes. I 212 f.v.t. erobrede romerne Syrakus. – Se Tillæg B13.

Puteoli: En betydelig havneby SØ for Rom der lå ca. 10 km VSV for Napoli. I dag hedder den Pozzuoli. Her findes stadig omfattende ruiner af en gammel havnemole. Josefus omtaler stedet ved dets ældre navn, Dicæarchia, og siger at der fandtes en jødisk koloni her. (Jewish Antiquities, XVII, 328 xii, 1) Paulus kom til Puteoli omkring år 59 e.v.t. da han var på vej til Rom for at blive stillet for kejseren. Skibet ankom fra Regium (i dag kaldet Reggio di Calabria), en havneby der lå på Italiens sydspids ud for Sicilien ca. 320 km SSØ for Puteoli. De kristne brødre i Puteoli bad indtrængende Paulus og hans rejsefæller om at blive en uge hos dem. (ApG 28:14) Det indikerer at Paulus havde en vis frihed selvom han var fange. – Se Tillæg B13.

så fortsatte vi mod Rom: Det kan have taget op til en uge at rejse fra Puteoli til Rom, som lå 245 km væk. Fra Puteoli vandrede Paulus og hans ledsagere sandsynligvis til Capua og derfra rejste de 212 km ad vejen Via Appia, som førte til Rom. Via Appia er opkaldt efter Appius Claudius Caecus, den romerske statsmand der grundlagde den i 312 f.v.t. Med tiden forbandt den Rom med Brundisium (det nuværende Brindisi), indfaldsporten til Østen. Det meste af vejen var brolagt med store lavablokke. Vejens bredde varierede meget – nogle strækninger var mindre end 3 m brede, og andre strækninger var mere end 6 m brede. Det grundlæggende krav var at to modkørende vogne skulle kunne passere hinanden uden problemer. Nogle steder var der udsigt til Middelhavet. Vejen gik gennem De Pontinske Sumpe, et meget fugtigt område der fik en romersk digter til at beklage sig over myggene og den ækle lugt. Langs vejen byggede man en kanal så det blev muligt at rejse med kanalbåde gennem området når vejen var oversvømmet. Lige N for disse sumpe lå Appius’ Torv, omkring 65 km fra Rom, og rastepladsen De Tre Kroer, omkring 50 km fra byen.

Appius’ Torv: Eller “Forum Appii”. Et torv der lå omkring 65 km SØ for Rom. Det var en velkendt station på den berømte romerske landevej Via Appia, der gik fra Rom over Capua til Brundisium (det nuværende Brindisi). Både vejen og torvet er opkaldt efter vejens grundlægger, Appius Claudius Caecus, der levede i det 4. århundrede f.v.t. Eftersom de rejsende fra Rom som regel gjorde holdt på dette sted efter den første rejsedag, blev det snart et travlt handelscenter og en driftig handelsby. Desuden lå stedet ved en kanal der løb langs vejen og gennemskar De Pontinske Sumpe. Det fortælles at de rejsende om natten blev transporteret over denne kanal i kanalbåde der blev trukket af muldyr. Den romerske digter Horats beskriver rejsens besværligheder; han beklager sig over frøerne og myggene og siger at Appius’ Torv vrimlede med “Matroser og snedige Krofolk”. (Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, 1945, s. 21) Men trods alle disse ubehagelige omstændigheder ventede delegationen fra Rom med glæde på Paulus og hans ledsagere så de kunne følge dem sikkert på vej den sidste del af rejsen. Der findes i dag et sted på Via Appia som kaldes Foro Appio, eller Forum Appii, og der ligger en lille landsby der hedder Borgo Faiti. – Se Tillæg B13.

De Tre Kroer: Eller “Tres Tabernæ”. Dette sted, som også er omtalt i andre gamle skrifter, lå på Via Appia. Det lå omkring 50 km SØ for Rom, omkring 15 km fra Appius’ Torv. I dag er det eneste der er tilbage af stedet, nogle få romerske ruiner. – Se Tillæg B13.

kejseren: Se studienote til ApG 26:32.

denne sekt: Se studienote til ApG 24:5.

aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige: Med undtagelse af Johannesevangeliet anvendes de græske ord for “vidne” (martys), “at vidne om” (martyreo), “at aflægge grundigt vidnesbyrd” (diamartyromai) og beslægtede ord flere gange i Apostlenes Gerninger end i nogen anden bog i Bibelen. (Se studienoter til Joh 1:7; ApG 1:8). Det at være et vidne og aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds hensigt – der indbefatter hans rige og Jesus’ vigtige rolle – er et gennemgående tema i Apostlenes Gerninger. – ApG 2:32, 40; 3:15; 4:33; 5:32; 8:25; 10:39; 13:31; 18:5; 20:21, 24; 22:20; 23:11; 26:16.

denne frelse fra Gud: Eller “dette Guds frelsesmiddel”. Det græske ord soterion behøver ikke kun at referere til selve frelsen, men kan også anvendes om det middel der tilvejebringer frelsen eller udfrielsen. (Lu 2:30; 3:6; fdn.) I udvidet forstand kan det også indbefatte budskabet om hvordan Gud vil frelse mennesker.

Nogle senere græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog tilføjer: “Og da han havde sagt dette, gik jøderne bort mens de havde en stor indbyrdes diskussion.” Men disse ord findes ikke i de ældste og mest pålidelige håndskrifter og er højst sandsynligt ikke en del af den oprindelige tekst i Apostlenes Gerninger. – Se Tillæg A3.

Han blev så i hele to år: I løbet af denne periode på to år skrev Paulus sit brev til efeserne (Ef 4:1; 6:20), til filipperne (Flp 1:7, 12-14), til kolossenserne (Kol 4:18), til Filemon (Flm 9) og åbenbart også brevet til hebræerne. Det ser ud til at hans husarrest endte omkring år 61 da han sandsynligvis fik sin sag behandlet – måske af kejser Nero eller en der repræsenterede ham – og blev erklæret uskyldig. Som det var kendetegnet for Paulus, forblev han aktiv efter sin løsladelse. Det kan have været på dette tidspunkt at han foretog sin planlagte rejse til Spanien. (Ro 15:28) Omkring år 95 skrev Clemens af Rom at Paulus “kom til Vestens grænse”, dvs. grænsen for det romerske imperium. Af de tre breve Paulus skrev i perioden efter sin løsladelse (1. og 2. Timotheus og Titus), kan vi udlede at han muligvis besøgte Kreta, Efesos, Makedonien, Milet, Nikopolis og Troas. (1Ti 1:3; 2Ti 4:13, 20; Tit 1:5; 3:12) Nogle mener at det var i Nikopolis i Grækenland at Paulus igen blev anholdt, og at han var tilbage i fængslet i Rom omkring år 65 e.v.t. Men denne gang så det ikke ud til at Nero viste nogen barmhjertighed. Rom var året forinden blevet hærget af en brand, og ifølge den romerske historiker Tacitus anklagede Nero falskeligt de kristne for at have påsat den. Nero iværksatte derefter en brutal forfølgelseskampagne mod de kristne. Da Paulus skrev sit andet og sidste brev til Timotheus, regnede han med at hans henrettelse var nært forestående, og derfor bad han Timotheus og Markus om at komme hurtigt. I den periode viste Lukas og Onesiforos stort mod og satte livet på spil for at besøge Paulus og opmuntre ham. (2Ti 1:16, 17; 4:6-9, 11) Det var sandsynligvis omkring år 65 e.v.t. at Paulus blev henrettet. Både mens han levede og da han døde, var Paulus et enestående vidne om “alt det Jesus fra begyndelsen gjorde og lærte andre”. – ApG 1:1.

med stor frimodighed: Det græske ord parresia er også blevet gengivet med “frimodighed”. (ApG 4:13) Dette navneord, og det beslægtede udsagnsord parresiazomai, der ofte oversættes med “tale frimodigt”, og som også kan gengives med “optræde sikkert”, forekommer flere gange i Apostlenes Gerninger. Fra start til slut af Lukas’ beretning er frimodighed det der kendetegnede de første kristnes forkyndelse. – ApG 4:29, 31; 9:27, 28; 13:46; 14:3; 18:26; 19:8; 26:26.

forkyndte: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form: almindeligvis en åben, offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds. Temaet i denne forkyndelse var Guds rige. I Apostlenes Gerninger forekommer udtrykket “Guds rige” seks gange. Den første forekomst er i ApG 1:3, hvor Jesus taler om dette rige i løbet af de 40 dage efter at han er blevet oprejst, og inden han stiger til himlen. Guds rige fortsatte med at være det gennemgående tema i apostlenes forkyndelse. – ApG 8:12; 14:22; 19:8; 28:23.

uden at blive hindret: Apostlenes Gerninger slutter med disse positive ord. Selvom Paulus sad i husarrest, fortsatte han åbent med at forkynde og undervise. Der var ikke noget der kunne forhindre at budskabet om Riget blev udbredt i Rom. Dette er en passende afslutning på Apostlenes Gerninger. Den beskriver hvordan den hellige ånd satte de kristne i det første århundrede i stand til at påbegynde historiens største forkyndelseskampagne og udbrede den gode nyhed om Guds rige “til de fjerneste dele af jorden”. – ApG 1:8.