de to: Bogst.: “de”, dvs. Peter og Johannes.

tempelkommandanten: Omtales også i ApG 5:24, 26. I det første århundrede e.v.t. var den præst der havde denne stilling, den højeste embedsmand næst efter ypperstepræsten. Tempelkommandanten stod over de præster der tjente ved templet. Han sørgede også for at opretholde ro og orden i og omkring templet ved hjælp af et såkaldt tempelpoliti, der bestod af levitter. Der var kommandanter af lavere rang der førte tilsyn med de levitter som skulle åbne tempelportene om morgenen og lukke dem om aftenen. Disse vagter bevogtede templets skatkammer, opretholdt ro og orden og hindrede at nogen kom ind på de områder hvor der ikke var adgang. Levitterne var inddelt i 24 hold. Hvert hold tjente en uge ad gangen, to gange om året, og havde sikkert en kommandant over sig der var underordnet tempelkommandanten. Tempelkommandanterne var indflydelsesrige personer. De nævnes sammen med de øverste præster der konspirerede om at få Jesus slået ihjel. Den nat Jesus blev forrådt, kom de med deres styrker for at arrestere ham. – Lu 22:4 (se studienote), 52.

ældste: Se studienote til Mt 16:21.

Annas, der var en af de øverste præster: Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, fortsatte han åbenbart med at udøve stor magt og indflydelse som tidligere ypperstepræst og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:2). I Joh 18:13, 19 bliver Annas omtalt som en af “de øverste præster”. Det samme græske ord (archiereus) kan anvendes om både den der tjente som ypperstepræst, og et fremtrædende medlem af præsteskabet, deriblandt en afsat ypperstepræst. – Se Ordforklaring: “Øverste præster”.

Kajfas: Denne ypperstepræst, der var indsat af romerne, var en dygtig diplomat der havde sit embede i længere tid end nogen af sine umiddelbare forgængere. Han blev indsat i omkring år 18 e.v.t. og beholdt embedet indtil omkring år 36 e.v.t. Det var ham der forhørte Jesus og overgav ham til Pilatus. (Mt 26:3, 57; Joh 11:49; 18:13, 14, 24, 28) Dette er den eneste gang han nævnes ved navn i Apostlenes Gerninger. Andre steder i bogen bliver han omtalt som “ypperstepræsten”. – ApG 5:17, 21, 27; 7:1; 9:1.

nazaræeren: Se studienote til Mr 10:47.

pælfæstede: Eller “henrettede på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.

frimodighed: Det græske ord parresia er også blevet gengivet med “stor frimodighed; tillid”. (ApG 28:31; 1Jo 5:14) Dette navneord, og det beslægtede udsagnsord parresiazomai, der ofte oversættes med “tale frimodigt”, og som også kan gengives med “optræde sikkert”, forekommer flere gange i Apostlenes Gerninger og viser hvad der kendetegnede de første kristnes forkyndelse. – ApG 4:29, 31; 9:27, 28; 13:46; 14:3; 18:26; 19:8; 26:26.

uden uddannelse: Eller “ulærde”. Selvom det græske ord der anvendes her (agrammatos), kan betyde analfabet, er det mere sandsynligt at der i denne sammenhæng er tale om nogle der ikke var uddannet ved de rabbinske skoler. Det ser ud til at mange jøder i det første århundrede kunne læse og skrive, blandt andet fordi skoleundervisningen i mange tilfælde foregik i synagogerne. Men ligesom Jesus havde Peter og Johannes ikke studeret ved de rabbinske skoler. (Se også Joh 7:15). Den religiøse elite på Jesus’ tid mente at disse skoler var det eneste korrekte sted at modtage religiøs undervisning. Saddukæerne og farisæerne var uden tvivl af den opfattelse at Peter og Johannes ikke var kvalificeret til at undervise i Loven eller udlægge den for folk. Desuden var begge disciple fra Galilæa – et område hvor de fleste var landmænd, hyrder og fiskere. De religiøse ledere og andre fra Jerusalem og Judæa så åbenbart ned på folk fra det område og betragtede Peter og Johannes som “almindelige” og “uden uddannelse”. (Joh 7:45-52; ApG 2:7) Men det var ikke sådan Gud betragtede dem. (1Kt 1:26-29; 2Kt 3:5, 6; Jak 2:5) Før sin død havde Jesus givet dem og de andre disciple en grundig undervisning og oplæring. (Mt 10:1-42; Mr 6:7-13; Lu 8:1; 9:1-5; 10:1-42; 11:52) Og efter at han var blevet oprejst, fortsatte han med at undervise sine disciple ved hjælp af den hellige ånd. – Joh 14:26; 16:13; 1Jo 2:27.

sanhedrinsalen: Eller “Sanhedrinet”. – Se studienote til Lu 22:66.

mirakel: Bogst.: “tegn”. Her refererer det græske ord semeion, der ofte gengives med “tegn”, til en mirakuløs hændelse der viser at Gud står bag.

Suveræne Herre: Det græske ord despotes har grundbetydningen “herre; ejer”. (1Ti 6:1; Tit 2:9; 1Pe 2:18) Når det bruges som en direkte tiltale til Gud, som for eksempel her og i Lu 2:29 og Åb 6:10, oversættes det med “Suveræne Herre” for at betegne hans herredømmes storhed. Andre bibeloversættelser bruger udtryk som “Herre”, “Den Suveræne” og “Almægtige Herre”. Mange oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk anvender det hebraiske ord Adhonaj (Suveræne Herre), men mindst én af disse oversættelser anvender her tetragrammet.

Jehova: I dette citat fra Sl 2:2 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

hans salvede: Eller “hans Kristus; hans Messias”. Det græske ord der anvendes her, er Christos, som titlen “Kristus” kommer af. I Sl 2:2, som der citeres fra her, forekommer det tilsvarende hebraiske ord mashiach (den salvede), som ordet “Messias” stammer fra. – Se studienoter til Lu 2:26; Joh 1:41; ApG 4:27.

som du salvede: Eller “som du gjorde til Kristus (Messias)”. Titlen Christos (Kristus) kommer af det græske udsagnsord chrio, som er anvendt her. Ordets bogstavelige betydning er at hælde olie ud over nogen. I De Kristne Græske Skrifter bruges det kun i en hellig eller overført betydning og har at gøre med at Gud sætter en person til side til en særlig opgave under hans ledelse. Det græske udsagnsord forekommer også i Lu 4:18; ApG 10:38; 2Kt 1:21 og He 1:9. Et andet græsk ord, aleifo, hentyder til brugen af olie eller det at smøre sig ind i olie, som f.eks. efter at man havde badet sig. Olie indgik også i lægebehandling eller når et lig skulle gøres klar til at blive begravet. – Mt 6:17; Mr 6:13; 16:1; Lu 7:38, 46; Jak 5:14.

Jehova: Disse ord er del af en bøn der er rettet til den “Suveræne Herre” (ApG 4:24b), et udtryk der er oversat fra det græske ord despotes, og som også anvendes til at tiltale Gud i en bøn der er nedskrevet i Lu 2:29. I denne bøn i Apostlenes Gerninger bliver Jesus omtalt som “din hellige tjener”. (ApG 4:27, 30) Disciplenes bøn indeholder et citat fra Sl 2:1, 2, hvor Guds navn forekommer. (Se studienote til ApG 4:26). Og i anmodningen til Jehova hør deres trusler, dvs. Sanhedrinets trusler, anvendes nogle udtryk der svarer til dem der findes i bønner der er nedskrevet i De Hebraiske Skrifter, såsom i 2Kg 19:16, 19 og Esa 37:17, 20, hvor Guds navn forekommer. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 4:29.

undere: Eller “varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

havde bedt denne inderlige bøn: Det græske udsagnsord deomai henviser til en inderlig, eller indtrængende, bøn der er forbundet med stærke følelser. Det beslægtede navneord deesis, der er oversat med “inderlige bøn”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Selv Jesus “opsendte ... anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer, til Ham der kunne redde ham fra døden”. (He 5:7) Flertalsformen “bønner” indikerer at Jesus bønfaldt Jehova mere end én gang. Eksempelvis bad Jesus inderligt gentagne gange i Getsemane Have. – Mt 26:36-44; Lu 22:32.

Guds ord: Dette udtryk forekommer mange gange i Apostlenes Gerninger. (ApG 6:2, 7; 8:14; 11:1; 13:5, 7, 46; 17:13; 18:11) Her refererer udtrykket “Guds ord” til det kristne budskab der stammer fra Jehova Gud, og som handler om den vigtige rolle Jesus Kristus har i forbindelse med gennemførelsen af Guds hensigt.

var forenede i hjerte og sind: Eller “var forenede i hjerte og sjæl”. Dette udtryk beskriver den enhed og harmoni der var blandt de kristne på trods af deres vidt forskellige baggrunde. I Flp 1:27 kan udtrykket “med én sjæl” også gengives “med én hensigt” eller “som én mand”. I De Hebraiske Skrifter bliver udtrykket “ét hjerte” brugt i 1Kr 12:38, fdn. og i 2Kr 30:12, fdn. til at beskrive et fælles ønske og en forenet handling. Desuden bliver begreberne “hjerte” og “sjæl” ofte nævnt sammen som en betegnelse for hele det indre menneske. (5Mo 4:29; 6:5; 10:12; 11:13; 26:16; 30:2, 6, 10) Den græske sætning anvendes her på en lignende måde og kan gengives med “de var helt forenede i samme tankegang og havde et fælles formål”. Det harmonerer smukt med Jesus’ bøn om at hans disciple måtte være forenede på trods af deres forskellige baggrunde. – Joh 17:21.

søn: På hebraisk, aramæisk og græsk kan udtrykket “søn”, eller “sønner”, være en beskrivelse af en fremtrædende egenskab der karakteriserer en bestemt person, eller det der kendetegner en gruppe mennesker. For eksempel bliver de “tapre mænd”, eller modige krigere, der er omtalt i 5Mo 3:18, bogstaveligt kaldt “dygtigheds sønner”. I Job 1:3 betyder udtrykket “alle dem der boede i Østen” bogstaveligt “alle Østens sønner”. Og udtrykket “så forfærdeligt et menneske” i 1Sa 25:17 gengiver den bogstavelige betydning “en belialsøn”, dvs. “en søn af uduelighed”. I De Kristne Græske Skrifter bliver de der har en bestemt adfærd, eller som udviser nogle bestemte karaktertræk, omtalt som “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner” og “de ulydige” (bogst.: “ulydighedens sønner”). – Lu 6:35; 1Ts 5:5; Ef 2:2.

trøstens søn: Eller “opmuntringens søn”. En oversættelse af tilnavnet Barnabas, som en af de disciple der hed Josef, fik. Josef var et almindeligt udbredt jødisk navn, så apostlene har måske givet ham tilnavnet Barnabas af praktiske grunde. (Se også ApG 1:23). Som det fremgår af studienoten til søn i dette vers, kan udtrykket være en beskrivelse af en fremtrædende egenskab der karakteriserer en bestemt person. Tilnavnet “trøstens søn” ser ud til at fremhæve Josefs særligt gode evne til at opmuntre og trøste andre. Lukas fortæller at Josef (Barnabas) blev sendt til menigheden i Antiokia i Syrien, hvor han “opmuntrede” sine trosfæller. (ApG 11:22, 23) Det græske udsagnsord der her er oversat med “opmuntrede” (parakaleo), er beslægtet med det græske ord for “trøst” (paraklesis) der anvendes i ApG 4:36. – Se studienote til søn i dette vers.