jeg, Paulus, der er fange på grund af Kristus Jesus: Apostlen Paulus gjorde sine landsmænd rasende fordi han som en discipel af Jesus Kristus forkyndte for ikkejøder. Det førte til at han blev fængslet, først i Judæa og senere i Rom. (ApG 21:33-36; 28:16, 17, 30, 31) Derfor kunne han sige at han var fange på grund af Kristus Jesus ‘for folk fra nationernes skyld’. I løbet af de to år Paulus første gang sad fængslet i Rom (ca. 59-61 e.v.t.), skrev han flere breve. (Se studienote til ApG 28:30). I sit brev til efeserne henviser Paulus yderligere to gange til at han er i fængsel eller i lænker. – Ef 4:1; 6:20.

nationerne ...: Det ser ud til at tanken fortsætter i vers 14.

forvalter af Guds ufortjente godhed: Som “apostel for nationerne” var Paulus blevet forvalter af noget særligt. (Ro 11:13) Han sagde i virkeligheden til folk fra nationerne: “Jeg har fået ansvaret for at hjælpe jer til at få gavn af Guds ufortjente godhed.” Det græske udtryk der er oversat med “forvalter” (oikonomia), kan også oversættes med “administration”. – Ef 1:10; 3:9.

sådan som jeg ganske kort har skrevet om før: Paulus henviser åbenbart ikke til et andet brev, men til det han skrev tidligere i dette brev, for eksempel i Ef 1:9, 10 og 2:11-22.

folk fra nationerne: Dvs. ikkejøder. I det her vers fremhæver Paulus et aspekt af den hellige hemmelighed som blev gjort kendt for ham, og som han omtaler i Ef 3:3. (Se studienoter til Mt 13:11; Ef 1:9). Han gør det tydeligt at ikkejøder og troende jøder, som Paulus selv, sammen skulle være lemmer på den samme krop, dvs. Jesus krop – den kristne menighed som Jesus er hoved for. – Ef 1:22, 23; Kol 1:18.

en tjener for denne hellige hemmelighed: Bogst.: “en tjener for den”. Sammenhængen antyder at der er tale om en tjener for den hellige hemmelighed der omtales i vers 3 og 4, men der kan også være tale om en tjener for “den gode nyhed” (Ef 3:6), der er nært forbundet med denne hellige hemmelighed (Ef 6:19). I sine breve omtaler Paulus ofte sig selv og sine medarbejdere som tjenere. – Se studienoter til 1Kt 3:5; 2Kt 6:4.

Guds ufortjente godhed: Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”.

hvordan Gud administrerer den hellige hemmelighed: Eller “administrationen af den hellige hemmelighed”. – Se studienote til Ef 1:10 for en beskrivelse af det græske ord for ‘administrere’ (oikonomia) der bliver brugt her.

Gennem menigheden: Den kristne menighed var en del af Guds hellige hemmelighed fordi det var Guds hensigt at udvælge nogle mennesker der skulle være arvinger sammen med Kristus til himmelsk herlighed. (Ef 3:5-9) Ved det Gud gør gennem, for og med menigheden, gør han sin visdom kendt for magterne og myndighederne i himlen. Englene betragter med forbløffelse og beundring hvordan den hellige hemmelighed lidt efter lidt bliver gjort kendt. Så man kan sige at “gennem menigheden” får englene mulighed for at se de mange sider af Guds visdom på en måde de ikke har set tidligere. – Se også 1Pe 1:10-12.

evige hensigt: I den her sammenhæng henviser ordet “hensigt” til et specifikt mål som kan opnås på mere end en måde. Det har at gøre med Jehovas beslutning om at gennemføre det der oprindeligt var hans hensigt med mennesker og jorden, på trods af oprøret i Eden. (1Mo 1:28) Straks efter oprøret besluttede Jehova at denne hensigt skulle gennemføres ved hjælp af Kristus Jesus, vores Herre. Han forudsagde at der ville fremstå et “afkom” der skulle fjerne de skader som Guds fjender havde forvoldt. (1Mo 3:15; He 2:14-17; 1Jo 3:8) Det er en evig hensigt (bogst.: “tidsaldrenes hensigt”) af mindst to grunde: (1) Jehova, “evighedens Konge [bogst.: “tidsaldrenes Konge”]” (1Ti 1:17), lader flere tidsaldre gå før hele hans hensigt bliver gennemført, og (2) når hans hensigt er blevet gennemført, vil resultaterne være evige. – Se studienote til Ro 8:28.

frimodighed til at tale: En kristen har “frimodighed til at tale” fordi han har et godt forhold til Jehova Gud. Han kan tale frit og tillidsfuldt med Gud i bøn fordi han har tro på hans Søn, Jesus Kristus, og på løskøbelsen. (He 4:16; 1Jo 5:14) I nogle sammenhænge kan det græske udtryk der er oversat med “frimodighed til at tale”, også henvise til at man åbent og frit taler om den kristne tro. – Se studienoter til ApG 4:13; 28:31; 2Kt 7:4.

på grund af de prøvelser jeg gennemgår for jeres skyld: Paulus udholdt prøvelser fordi han havde forkyndt for efeserne. Han viste at de åndelige velsignelser var prøvelserne værd. Hans eksempel opmuntrede dem til ikke at give op, og derfor kunne han sige at hans prøvelser var for deres skyld. (Se også Kol 1:24). Hvis Paulus på den anden side havde givet op da han blev forfulgt, ville nogle af de kristne i Efesos måske have gjort det samme fordi de tænkte at den kristne tro ikke var prøvelserne værd.

som enhver familie … skylder sit navn: Det græske ord der er oversat med “familie” (patria), er afledt af ordet for “far” (pater) og forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (Lu 2:4; ApG 3:25) Det har en bred betydning og er ikke begrænset til en persons nærmeste familie. I Septuaginta bruges det flere gange som oversættelse af et hebraisk ord der ud over at henvise til en familie også i udvidet forstand kan henvise til en stamme, et folk eller en nation. (4Mo 1:4; 1Kr 16:28; Sl 22:27 [21:28 (27), LXX]) Ved at sige at enhver familie “skylder [Gud] sit navn”, viser Paulus at alle mennesker, både jøder og ikkejøder, er skabt af Jehova, deres Far.

enhver familie i himlen: Jehova Gud, Faren i den himmelske familie, betragter englene som sønner. (Job 1:6; 2:1; 38:7) Ligesom han kalder de utallige stjerner ved navn (Sl 147:4), har han uden tvivl også givet hver engel et navn. – Dom 13:18.

enhver familie … på jorden: Enhver familie eller slægt “skylder [Gud] sit navn” fordi det var ham der skabte den første familie af mennesker og gjorde det muligt for Adam og Eva at få børn. (1Mo 1:28; Mt 19:4, 5) Men Paulus mener ikke at hver enkelt familie får sit navn af Jehova.

få Kristus til at bo i jeres hjerte mens I viser kærlighed: Her opfordrer Paulus de kristne i Efesos til at lære Kristus at kende og elske ham ved at efterligne det han gjorde, og hans indstilling. (1Kt 2:16; 1Pe 2:21) Kristne der lod Kristus’ eksempel og lære påvirke deres tanker, følelser og handlinger, ville så at sige få ham til at bo permanent i deres symbolske hjerte, dvs. deres indre menneske. Ved at styrke deres kærlighed til Jesus ville de få større kærlighed til Jehova (Kol 1:15) og få en indre styrke (Ef 3:16) til at klare trosprøver.

blive rodfæstede og stå fast på jeres fundament: Paulus bruger her to ordbilleder for at understrege en pointe, ligesom han gør andre steder i Efeserne. (Ef 2:20-22; 4:16) Han viser at kristne må være stærke som et træ der er rodfæstet dybt i jorden, og solide som en bygning der står på et godt fundament. I Kol 2:7 bruger Paulus et lignende ordbillede da han siger: “Sørg for at blive rodfæstet, lad jer opbygge med Kristus som jeres fundament.” Og i 1Kt 3:11 beskriver Paulus det åndelige byggearbejde og sammenligner Jesus med et “fundament”. (Se studienote til 1Kt 3:10). Hvis efeserne skulle blive rodfæstede og stå fast på deres fundament, måtte de studere Guds ord flittigt, især den del der handlede om Jesus liv og undervisning. (Ef 3:18; He 5:12) Det ville give dem et nært venskab med Jehova. – Joh 14:9.

lære Kristus’ kærlighed at kende: I Bibelen bruges udtrykket “at kende” ofte i en bredere forstand end det at lære nogle kendsgerninger om noget eller nogen. (Se studienoter til Joh 17:3; Ga 4:9). I den her sammenhæng betyder “at kende” at man forstår hvor stor betydning “Kristus’ kærlighed” har, og at man selv har mærket og vist denne kærlighed. Det at man har kundskab, eller en intellektuel forståelse, betyder ikke at man virkelig forstår hvad der ligger i at kende Kristus’ personlighed. En der har en sådan forståelse, vil måske endda begynde at føle sig hævet over andre. (1Kt 8:1) Men en der ‘lærer Kristus’ kærlighed at kende, den som overgår al kundskab’, vil i sine tanker og handlinger forsøge at efterligne Jesus. Det vil hjælpe ham til at bruge sin kundskab på en afbalanceret, kærlig og opmuntrende måde.

Gud kan … gøre uendeligt meget mere: I Ef 3:14 begynder Paulus på en bøn. I afslutningen af den bøn, i vers 20 og 21, priser han Jehova. Han forklarer at når Gud svarer på vores bønner, er han ikke begrænset af hvad vi tror svaret på bønnen kan være. Måske har vi et problem vi ikke kan se nogen løsning på, men Gud kan gøre “uendeligt meget mere end vi beder om eller kan forestille os”. Han kan besvare vores bønner og opfylde sine løfter på måder som vi mennesker slet ikke kan forestille os eller forudse.

Amen: Se studienote til Ro 1:25.