Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)

Introduktion til Filipperne

  • Skribent: Paulus

  • Sted for affattelsen: Rom

  • Tidspunkt fuldført: ca. 60-61 e.v.t.

Interessante fakta:

  • Der var et varmt og kærligt bånd mellem Paulus og de kristne i Filippi. De havde flere gange hjulpet Paulus materielt. (2Kt 11:9; Flp 4:10, 14-16) I sit brev kalder Paulus dem “mine elskede”, og selvom han glæder sig til at få sin himmelske belønning, ønsker han at ‘fortsætte med at leve som menneske’ for deres skyld. (Flp 1:8, 24; 2:12; 4:1) Det er ikke nødvendigt at Paulus argumenterer for sandheden eller kommer med irettesættelser, sådan som han for eksempel gjorde i sine breve til menighederne i Korinth og Galatien. Brevet til filipperne er fyldt med kærlig opmuntring.

  • Glæde er et vigtigt tema i brevet. Trods Paulus’ svære situation er han glad fordi den gode nyhed bliver forkyndt, og han opfordrer de kristne i Filippi til at glæde sig. – Flp 1:18; 2:17, 18, 28, 29; 4:1, 4, 10.

  • Paulus skrev også (1) for at takke filipperne for de gaver de havde sendt (Flp 4:10-18); (2) for at forklare hvorfor han sendte Epafroditus tilbage, så de ikke ville misforstå det (Flp 2:25, 26); (3) for at fortælle dem om sin situation i Rom (Flp 1:12-26); (4) for at tilskynde dem til at være forenede (Flp 2:1, 2; 4:2) og (5) for at advare dem mod falsk lære (Flp 3:1 – 4:1).

  • Brevet indeholder mange gode principper som er nyttige og opmuntrende for alle kristne:

    • Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste, og undgå at få andre til at snuble. – Flp 1:9-11.

    • Efterlign Kristus ved at være ydmyge; Jehova vil ophøje jer for det. – Flp 2:5-11.

    • Bliv ved med at gøre åndelige fremskridt og fortsætte i samme spor. – Flp 3:16.

    • Undgå bekymring ved i alle situationer at bede til Gud, der giver fred og beskytter hjertet og sindet. – Flp 4:6, 7.

  • I det her brev citerer Paulus ikke direkte fra De Hebraiske Skrifter, men åbenbart henviser han indirekte til flere skriftsteder. – Sammenlign for eksempel Flp 2:15 med 5Mo 32:5; Flp 3:1; 4:4 med Sl 32:11; 97:12; Flp 4:5 med Sl 145:18.

  • Brevets indhold tyder på at det blev skrevet første gang Paulus sad fængslet i Rom. Han skriver at årsagen til hans fængsling var kendt for “hele prætorianergarden”, og han sender hilsner til “de der tilhører kejserens husstand”. (Flp 1:7, 13, 14; 4:22; ApG 28:30, 31) Man mener at Paulus’ første fangenskab i Rom var i år 59-61 e.v.t. Han skrev højst sandsynligt brevet omkring år 60 eller 61, et år eller mere efter at han kom til Rom. Der må være gået et stykke tid inden han skrev brevet, for Epafroditus var nået at rejse fra Filippi til Rom – en rejse på omkring 1.000 kilometer – med en gave til Paulus, filipperne havde hørt om Epafroditus’ sygdom, og deres reaktion var nået hele vejen tilbage til Paulus i Rom. – Flp 2:25-30; 4:18.

  • Mange ting viser at det var Paulus der skrev det her brev. Polycarp (69?-155? e.v.t.) nævner i et brev han skrev til filipperne, at Paulus havde skrevet til dem. Flere bibelkommentatorer fra den første kristne tid, som Klemens fra Alexandria, Ignatius, Irenæus og Tertullian, citerer fra Filipperbrevet og opgiver Paulus som brevets forfatter. Brevet står opført i Det Muratoriske Fragment (fra sidst i det andet århundrede e.v.t.) og i alle de andre tidligere kanoner. Det forekommer også side om side med otte andre af Paulus’ breve i den papyruskodeks der er kendt som P46 (Papyrus Chester Beatty 2), som menes at stamme fra omkring år 200 e.v.t.