slår ind på en forkert kurs: Eller “begår et fejltrin”. Det græske udtryk der er oversat med “en forkert kurs” (paraptoma; bogst.: “et fald ved siden af”), kan henvise til en overtrædelse der kan være alt fra konsekvensen af dårlig dømmekraft til en alvorlig overtrædelse af Guds lov. (Mt 6:14; Ro 5:15, 17; Ef 1:7; 2:1, 5) En der slår ind på en forkert kurs, lever ikke i harmoni med Guds retfærdige normer. I stedet er han på vej i den forkerte retning, selvom han måske endnu ikke har begået en alvorlig synd.

I der har åndelige kvalifikationer: Eller “I der er åndeligsindede (åndeligt modne)”. Det græske ord der er brugt her (pneumatikos), er beslægtet med ordet for “ånd” (pneuma), der forekommer i udtrykket “Guds hellige ånd”, eller aktive kraft. (Ef 4:30) Så for at være kvalificeret til at korrigere andre må de der er åndeligt modne i menigheden, have mere end viden, visdom og erfaring. Det må også være tydeligt at de bliver ved med at lade sig lede af Guds hellige ånd. – Ga 5:16, 18, 25.

prøve at hjælpe ham tilbage på den rette vej: Det græske udsagnsord katartizo indeholder tanken om at noget bliver bragt i orden, eller bliver rettet ind. I denne sammenhæng er udsagnsordet brugt om det at korrigere og give åndelig hjælp til en trosfælle der er ‘slået ind på en forkert kurs’. Den form det græske udsagnsord står i her, giver rum for oversættelsen “prøve at hjælpe ham”, hvilket indikerer at de “der har åndelige kvalifikationer”, skal gøre en oprigtig indsats for at hjælpe overtræderen tilbage på den rette vej. Men selve korrektionen afhænger af om den der er slået ind på en forkert kurs, reagerer positivt på hjælpen eller ej. Det samme udsagnsord bliver brugt i Mt 4:21 om det at reparere net. Det beslægtede navneord katartismos, der er oversat med at “hjælpe ... til at følge den rigtige vej” i Ef 4:12, er et udtryk der nogle gange forekommer i lægelige tekster angående det at sætte en knogle, en legemsdel eller et led på plads. – Se studienoter til 2Kt 13:9; Ef 4:12.

holde øje med dig selv: Eller “passe på dig selv; være opmærksom på dig selv”. Paulus skifter her fra flertal til ental. Han advarer dermed enhver kristen der vejleder andre, om at han skal være meget opmærksom på ikke selv at give efter for de fristelser han opfordrer andre til at undgå. Sætningen indeholder også en advarsel mod at blive selvretfærdig og se ned på andre. – 1Kt 10:12.

Bliv ved med at hjælpe hinanden når I har tunge byrder at bære på: Flertalsformen af det græske ord baros, der her er gengivet med “byrder”, betyder bogstaveligt “tunge ting” og kan også oversættes med “besværligheder”. Denne opfordring kommer lige efter det vers hvor Paulus har talt om at man skal give åndelig hjælp til en der er ‘slået ind på en forkert kurs’. Konsekvenserne af hans forkerte kurs kan være som en byrde der er svær for ham at bære uden hjælp. Kristne der gør det til en vane at hjælpe deres trosfæller med at bære deres byrder, viser kærlighed og viser på den måde at de følger ... Kristus’ lov. (Joh 13:34, 35) Men som Paulus siger i vers 3 til 5, betyder det ikke at man skal bære en anden persons “ansvarsbyrde” (græsk: fortion), det ansvar hver enkelt har over for Gud. – Se studienote til Ga 6:5.

Kristus’ lov: Denne lov indeholder Jesus’ undervisning samt det Guds ånd fik Jesus’ disciple til at skrive ned i det vi kender som De Kristne Græske Skrifter. Som Jeremias havde forudsagt, erstattede denne lov Moseloven. (Jer 31:31-34; He 8:6-13) Jesus Kristus var ikke ophavsmand til disse love og principper; han havde modtaget dem fra den store Lovgiver, Jehova. (Joh 14:10) På grundsproget findes udtrykket “Kristus’ lov” kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter, men en lignende formulering forekommer i 1Kt 9:21, hvor det på dansk også er oversat med “Kristus’ lov”. Loven omtales også som “den fuldkomne lov som fører til frihed” (Jak 1:25), “et frit folks lov” (Jak 2:12) og “troens lov”. – Ro 3:27.

sin egen ansvarsbyrde: Eller “sin egen byrde”. Paulus bruger her det græske ord fortion, der henviser til noget der bliver båret uden at man siger noget om hvad det vejer. Denne byrde er ikke det samme som de “tunge byrder” der omtales i vers 2. De byrder er nogle man kan have brug for hjælp til at bære. (Se studienote). Det udtryk der bruges her, henviser til det personlige ansvar som alle kristne har over for Gud. Et leksikon siger om det græske ord: “Det betegnede i militært sprogbrug en mands oppakning eller en soldats udrustning.”

Den der bliver undervist i ordet: Det ord der tales om her, er Guds ord og Jesus Kristus’ undervisning. I sine breve lægger Paulus stor vægt på undervisning i den kristne menighed. Når han gør det, bruger han ofte det græske ord didasko, der indeholder tanken om at vejlede, forklare, argumentere og fremlægge beviser. (Ro 2:21; 12:7; 1Kt 4:17; Kol 3:16; 2Ti 2:2; se studienote til Mt 28:20). Men i det her vers bruger Paulus i stedet for et mere specifikt ord, katecheo, når han taler om “den der bliver undervist i” Guds ord, og “den som underviser”. Udtrykket betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan i nogle tilfælde indeholde tanken om mundtlig undervisning. (Se studienote til ApG 18:25). En der lader sandheden fra “ordet” lyde ned i sit sind og hjerte, bliver kvalificeret til at undervise andre. – 2Ti 2:2.

dele alt godt med den som underviser ham: “Den der bliver undervist,” bliver tilskyndet til at dele med sin lærer både materielt og åndeligt, et princip der også findes andre steder i Bibelen. (Mt 10:9, 10; Ro 15:27 og studienote; 1Kt 9:11, 13, 14; 1Ti 5:17, 18; He 13:16) Udtrykket “dele ... med” kan også indeholde tanken om at eleven lytter til det han lærer, og anvender det. Han giver udtryk for sin tro og overbevisning med sine egne ord og bliver således også selv en underviser af den gode nyhed. En elev der reagerer på den måde, ‘deler alt godt’ med sin lærer. – 2Ti 2:2.

narre: En bogstavelig oversættelse af det græske ord der forekommer her, indeholder tanken om at man med en gestus med næsen viser foragt. På nogle sprog kan det udtrykkes ved at man vrænger på næsen ad nogen eller noget eller stikker næsen i sky. Det at narre nogen kan også være forbundet med at man mundtligt giver udtryk for foragt og ringeagt, og at man endda går så langt som til at trodse og udfordre nogen. Paulus advarer her om at det er farligt at tro at man kan ringeagte principperne i Guds ord, eller at man kan slippe godt afsted med at ignorere dem.

Hvad et menneske sår, skal det også høste: Dette ordsprog var almindeligt kendt på Paulus’ tid. Det stammer åbenbart fra oldtidens landbrugssamfund. Ordsproget understreger et faktum: Det man sår i jorden, er også det der vil komme op af jorden. Når man brugte ordsproget i oldtiden, var det som regel i negativ forstand – man ville høste negative konsekvenser hvis man handlede forkert. Men Paulus fremhæver også at hvis man gør det rigtige, vil det få et godt udfald, “evigt liv”. (Ga 6:8) Dette eviggyldige princip finder vi også andre steder i Bibelen. – Ord 11:18; 22:8; Ho 8:7; 10:12; 2Kt 9:6; se studienoter til Ga 6:8.

Den der sår ved at følge kødets ønsker: Dvs. en person der giver efter for “kødets gerninger”, der er et resultat af de ønsker der opstår hos mennesker på grund af deres syndige tilbøjeligheder. (Ga 5:19-21) Hvis det er det man “sår”, vil man høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker. Da det første menneske syndede, blev han og alle hans efterkommere slaver under forgængelighed. (Ro 5:12; 8:21 og studienote) Konsekvensen af dette slaveri er ufuldkommenhed, der ikke kun betyder at mennesker bliver syge, gamle og dør, men som også har medført moralsk og åndeligt fordærv. Derfor vil “den der sår ved at følge kødets ønsker”, ikke få evigt liv. – Se også 2Pe 2:12, 18, 19.

den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd: Dvs. en person der lever på en måde så Guds ånd frit kan virke i ham og derved hjælpe ham til at vise dens frugt. Sådan en person “skal høste evigt liv af Guds ånd”. – Mt 19:29; 25:46; Joh 3:14-16; Ro 2:6, 7; Ef 1:7.

opgive: Eller “blive trætte af”. Det græske ord der forekommer her, kan også indeholde tanken om ikke at miste modet eller entusiasmen med hensyn til at gøre det der er rigtigt. – Se studienote til 2Kt 4:1.

mulighed for det: Bogst.: “tiden til det”. Det græske ord kairos gengives nogle gange med “periode” eller “fastsat tid”. I Ef 5:16 (se studienote) forekommer det i udtrykket “brug jeres tid klogt”.

dem der er vores brødre og søstre i troen: Eller “dem der hører til troens husstand (familie)”. Den græske formulering der er oversat med “dem der er vores brødre og søstre i troen”, sigter til medlemmerne af en bogstavelig familie, eller husstand. (1Ti 5:8) I den græsk-romerske verden kunne en husstand betegne en sammentømret gruppe mennesker der havde samme tro, opfattelser eller mål. Det beskriver meget godt det der kendetegnede menighederne i det første århundrede, hvor man som regel mødtes i private hjem (Ro 16:3-5), og hvor alle følte et stærkt åndeligt fællesskab. – Ef 2:19.

jeg har skrevet til jer med egen hånd: Som regel dikterede Paulus sine breve til en sekretær, men det her brev havde han åbenbart selv skrevet. – Se Ro 16:22 og studienote.

dem der søger andre menneskers godkendelse: Bogst.: “dem som ønsker at tage sig godt ud i kødet”. I denne sammenhæng refererer “kødet” til det der har med den fysiske krop at gøre og derfor er noget andre kan se. Nogle der påstod at være kristne, sagde at det var nødvendigt at blive omskåret og overholde andre dele af Moseloven for at opnå Guds godkendelse. Men deres egentlige motiv var at gøre et godt indtryk på jøderne og undgå at “blive forfulgt” af de jøder der var modstandere af kristendommen. Fordi de gik så overdrevet meget op i hvilket indtryk de gjorde på andre, og insisterede på at man skulle omskæres, benægtede de i virkeligheden at Jesus’ død var det eneste grundlag for frelse.

Kristus’ torturpæl: Her bruges udtrykket “torturpæl” (græsk: stauros) som en betegnelse for Jesus’ død på pælen. Jesus døde på denne måde for at mennesker ikke længere skulle være slaver af synden, men blive forsonet med Gud og få et godt forhold til ham. Paulus blev forfulgt af jøderne fordi han anerkendte og forkyndte at Jesus’ død på torturpælen var det eneste grundlag for frelse.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring.

død: Eller “blevet pælfæstet”. Paulus forklarer at Jesus’ død på torturpælen er det eneste grundlag for frelse. Af den grund hadede verden Paulus og så ham som en kriminel der fortjente at dø. Omvendt betragtede Paulus verden som noget der var dømt til døden.

Det der betyder noget, er at være en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Desuden er de salvede også en del af den kristne menighed, “Guds Israel” (Ga 6:16 og studienote), som også er en ny åndelig skabning. (Se studienote til 2Kt 5:17). Så i Guds øjne har det ingen betydning om en kristen er omskåret eller ej.

der følger denne rettesnor: Det græske ord der er brugt her (kanon), kommer af det hebraiske ord for “rørkæp” (qaneh). En rørkæp, eller en stok, blev brugt som måleredskab. (Eze 40:5) Paulus anvender udtrykket i overført betydning til at beskrive ‘den rettesnor’ som de der tilhører “Guds Israel”, skulle måle deres handlinger efter. Hvis de viste tro på den ufortjente godhed der kom til udtryk gennem Kristus, og levede i overensstemmelse med den, kunne de glæde sig over en “fred og barmhjertighed” som det aldrig før havde været muligt for ufuldkomne mennesker at opnå. – Ga 3:24, 25; se også Ordforklaring: “Kanon (Bibelens kanon)”.

Guds Israel: Dette udtryk, som vi kun finder én gang i Bibelen, henviser til det åndelige Israel og ikke til de biologiske efterkommere af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1Mo 32:22-28) Det foregående vers (Ga 6:15) viser at det ikke er et krav at være omskåret for at høre til “Guds Israel”. Profeten Hoseas forudsagde at Gud ville vise godhed mod et folk der også omfattede ikkejøder. Gud sagde: “Jeg vil sige til dem der ikke er mit folk: ‘I er mit folk.’” (Ho 2:23; Ro 9:22-25) Gud forkastede det bogstavelige Israel (ApG 1:13-15; 2:41; 4:4), og det var “kun en rest” af jøderne og proselytterne der blev en del af det åndelige Israel (Esa 10:21, 22; Ro 9:27). Paulus skrev senere til romerne: “Det er nemlig ikke alle som stammer fra Israel, der i virkeligheden er ‘Israel’.” – Ro 9:6; se også studienoter til ApG 15:14; Ro 2:29; 9:27; 11:26.

Israel: Betyder “en der kæmper med (holder fast ved) Gud” eller “Gud kæmper”. Jakob fik dette navn efter at han havde kæmpet med en engel for at få en velsignelse. I modsætning til Esau værdsatte Jakob det der er helligt, og han var villig til at kæmpe af alle kræfter for at opnå Guds velvilje. (1Mo 32:22-28; He 12:16) De der hører til “Guds Israel”, efterligner Jakob ved at have den samme stærke tro og holde fast ved det der har med Guds vilje at gøre. – Se studienote til Guds Israel i dette vers.

brændemærker på kroppen som viser at jeg er en træl for Jesus: Udtrykket der her gengives “brændemærker ... som viser at jeg er en træl” (flertalsformen af det græske ord stigma), findes kun her i De Kristne Græske Skrifter. I ikkereligiøs græsk litteratur blev udtrykket brugt om brændemærker der forestillede forskellige tegn eller bogstaver, nogle gange i forbindelse med identifikation af slaver, men ordet blev også brugt i betydningen ar. Paulus refererede måske til de ar der var på hans krop som han havde fået fordi han var blevet forfulgt, og som var et vidnesbyrd om at han var en trofast træl for Kristus. (2Kt 4:10; 11:23-27; Flp 3:10) Det er også muligt at Paulus i stedet for at tale om bogstavelige ar tænkte på den måde han udførte sin kristne tjeneste på, viste Guds ånds frugt og levede sit liv på en måde der viste at han var en træl der tilhørte Kristus.

med den ånd I lægger for dagen: Bogst.: “med jeres ånd”. I denne sammenhæng bruges ordet “ånd” om den indre drivkraft, eller dominerende indstilling, der får en person til at tale eller handle på en bestemt måde. For eksempel taler Bibelen om ‘den stille og milde ånd’. (1Pe 3:4) I 2Ti 1:7 nævner Paulus “en ånd som giver os kraft, kærlighed og et sundt sind”, som modsætning til “en ånd der gør os feje”. Han afslutter sit brev til Timotheus med ordene: “Jeg beder om at Herren må være med dig fordi du viser den rette ånd.” (2Ti 4:22) Ligesom en enkeltperson kan vise en bestemt ånd eller indstilling, kan en gruppe af mennesker også gøre det. Både i sine afsluttende ord til galaterne og i brevet til filipperne bruger Paulus et græsk stedord i flertal (“I; jer”) for at udtrykke sit ønske om at alle i disse menigheder måtte vise en ånd der var i harmoni med Guds vilje og det eksempel Kristus viste. – Flp 4:23.