Job 30:1-31
30 Nu er jeg til grin+for mænd der er yngre end mig,for dem hvis fædre jeg ikke engangville betro at passe mine hyrdehunde.
2 Til hvad nytte har disse menneskers styrke været for mig?
Deres kræfter er forsvundet.
3 De er udmattede på grund af sult og mangel;de afgnaver den svedne jord,som i forvejen var gold og øde.
4 De plukker de salte blade af buskene;de lever af gyvelbuskens rødder.
5 De bliver udstødt af samfundet;+man råber efter dem som efter en tyv.
6 De bor på stejle bjergskråninger,*i jordhuler og klippehuler.
7 Mellem buskene sidder de og råber,de klynger sig til hinanden mellem nælderne.
8 Som børn af uduelige og navnløse fædreer de blevet fordrevet fra* landet.
9 Men nu håner de mig endda i deres sange;+jeg er blevet en de gør nar af.*+
10 De afskyr mig og holder sig på afstand af mig;+de er ikke bange for at spytte mig i ansigtet.+
11 Fordi Gud har gjort mig forsvarsløs* og ydmyget mig,tillader de sig hvad som helst* over for mig.
12 På min højre side samler de sig som en sværm for at overfalde mig;de driver mig på flugtog sætter dødsfælder op på min sti.
13 De bryder mine veje opog gør min ulykke værre,+og ingen standser dem.*
14 De kommer imod mig som gennem et stort hul i en forsvarsmur,de vælter frem mellem ruinerne.
15 Angsten overvælder mig,min værdighed forsvinder med vinden,og mit håb om frelse opløses som en sky.
16 Mit liv er ved at ebbe ud,+dage med elendighed+ har indhentet mig.
17 Smerter borer sig gennem mine knogler om natten,+den gnavende pine holder aldrig op.+
18 Min klædning er gjort ukendelig af stærke kræfter,*den strammer om min hals som en krave.
19 Gud har kastet mig ned i mudderet;nu er jeg kun støv og aske.
20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+jeg rejser mig op, men du ser bare på mig.
21 Brutalt har du vendt dig imod mig,+med din hånds fulde kraft angriber du mig.
22 Du løfter mig op og lader vinden tage mig,og så lader du uvejret kaste mig omkring.*
23 Jeg ved at du bringer mig ned i døden,til huset hvor alle der lever, vil mødes.
24 Ingen ville ellers slå en mand der allerede er knust,*+mens han råber om hjælp midt i sin ulykke.
25 Har jeg ikke grædt over dem der har det svært?*
Har jeg ikke sørget over de fattige?+
26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke;jeg ventede lyset, men det var mørket der kom.
27 Mit indre var konstant i oprør,dag efter dag blev jeg mødt med elendighed.
28 Trist og bedrøvet går jeg omkring,+ solskin er der ikke noget af.
I forsamlingen rejser jeg mig op og råber om hjælp.
29 Jeg er blevet bror til sjakalerog deler vilkår med strudsenes døtre.+
30 Min hud er blevet sort og falder af,+mine knogler brænder af hede.*
31 Min harpe spiller kun sørgelige toner,og min fløjte spiller kun til gråd.
Fodnoter
^ Eller “på wadiernes skråninger”.
^ Bogst.: “pisket ud af”.
^ Bogst.: “en talemåde for dem; et ordsprog for dem”.
^ Bogst.: “løsnet min buestreng”.
^ Eller “har de sluppet alle tøjler”.
^ Eller muligvis: “uden at nogen hjælper dem”.
^ Eller muligvis: “Min sygdom er så alvorlig at den gør mig ukendelig”.
^ Eller muligvis: “og så opløser du mig med et brag”.
^ Bogst.: “en ruindynge”.
^ Eller “dem der har en hård dag”.
^ Eller muligvis: “feber”.