Kana: Sandsynligvis fra det hebraiske ord qaneh, “rør, siv”. Kana kan derfor betyde “sted med rør eller siv”. Johannes er den eneste der nævner denne by, og hver gang under betegnelsen Kana i Galilæa (Joh 2:11; 4:46; 21:2), måske for at adskille den fra Kana (hebraisk: Qanah) i Ashers stammeområde (Jos 19:24, 28). Mange forskere identificerer stedet med Khirbet Qana, hvor der er ruiner af en gammel landsby på en høj ved den nordlige kant af Bet Netofa-dalen (el-Battuf-sletten), ca. 13 km N for Nazaret. På arabisk er stedet stadig kendt under navnet Qana el-Jelil, hvilket svarer til Kana i Galilæa. På en nærliggende sumpet slette vokser der mange siv, så navnet Kana er meget passende. Der er rester af gamle cisterner og hvad man mener er ruinerne af en synagoge (der er dateret til slutningen af det første århundrede eller det andet århundrede e.v.t.). Man har også fundet potteskår (brudstykker af lerkar) og mønter der menes at stamme fra det første århundrede e.v.t. Ifølge kirkelig tradition er stedet identisk med Kafr Kanna, der ligger 6,5 km NØ for Nazaret, muligvis fordi det er lettilgængeligt for pilgrimme fra Nazaret. Men der lader ikke til at være nogen sproglig forbindelse mellem navnet på dette sted og Kana i Galilæa som er nævnt i Bibelen.

Kvinde: Den måde Jesus tiltalte sin mor på, svarede til den måde han ellers tiltalte kvinder på (Joh 4:21), og den blev åbenbart betragtet som en høflig tiltaleform i mange sammenhænge (Mt 15:28). Man betragtede den slet ikke som uhøflig, uvenlig eller respektløs. Engle og den opstandne Jesus brugte denne tiltaleform da de henvendte sig til Maria Magdalene, som sørgende græd ved Jesus’ grav; de ville slet ikke have brugt ord som var grove og respektløse i sådan en situation. (Joh 20:13, 15) Jesus brugte det samme udtryk mens han hang på torturpælen da han henvendte sig til sin mor fordi hans store omsorg for hende fik ham til at bede apostlen Johannes om at tage sig af hende. (Joh 19:26) Det gjorde han fordi man ifølge Skrifterne har pligt til at vise sin far og mor ære. (2Mo 20:12; 5Mo 5:16; Mt 15:4) Adskillige opslagsværker bekræfter at tiltaleformen “kvinde” godt kunne afspejle respekt og kærlige følelser.

hvorfor skal vi to bekymre os om det?: Da Maria sagde til Jesus: “De har ikke mere vin” (Joh 2:3), antydede hun uden tvivl at hun gerne ville have at han skulle gøre noget ved det. Det er interessant fordi Jesus endnu ikke havde udført noget mirakel. Jesus svarede med et semitisk idiom, der bogstaveligt betyder: “Hvad til mig og til dig, kvinde?”, og som grundlæggende var en slags indvending der skal forstås ud fra sammenhængen. Nogle gange kan det udtrykke fjendtlighed og afvisning (Mt 8:29; Mr 1:24; 5:7; Lu 4:34; 8:28), men her ser det ud til at være en mild indvending. (Denne milde brug af idiomet findes i De Hebraiske Skrifter, for eksempel 2Sa 16:9, 10 og 1Kg 17:18, fdn.). Det Jesus efterfølgende sagde, antyder hvorfor han var afventende: Min time er endnu ikke kommet. Jesus’ svar på hendes udtalelse må have vist at han ikke var uvillig til at hjælpe, som det fremgår af Marias reaktion i vers 5.

mål: Ifølge mange bibelkommentatorer svarer det mål der nævnes her (græsk: metretes), til det hebraiske batmål. På grundlag af potteskår der bærer betegnelsen “bat” skrevet med gammelhebraiske bogstaver, har mange bibelkommentatorer anslået at en bat svarede til ca. 22 l. (1Kg 7:26; Ezr 7:22; Eze 45:14) Hvis det var tilfældet, kunne hver vandkrukke indeholde mellem 44 og 66 l. Og de seks krukker kunne tilsammen indeholde mellem 260 og 390 l. Andre bibelkommentatorer mener at der her kan være tale om en større græsk måleenhed (op til 40 l). – Se Tillæg B14.

som det første af sine mirakler: Jesus forvandlede vand til vin, og det var det første mirakel, eller tegn, han udførte. Det er kun Johannes der omtaler dette.

påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

templet: Henviser sandsynligvis til den del af templet der var kendt som Hedningernes Forgård. – Se Tillæg B11.

dem der solgte kvæg og får og duer: Guds Lov krævede at israelitterne skulle bringe ofre i templet, og de besøgende havde brug for mad under deres ophold i Jerusalem. Nogle israelitter skulle rejse langt for at komme dertil, så ifølge Loven måtte de gerne sælge deres afgrøder og dyr, medbringe pengene til Jerusalem og dér købe offerdyr som kvæg, får, geder og duer samt hvad de havde brug for mens de opholdt sig i byen. (5Mo 14:23-26) Efterhånden var købmænd begyndt at handle med dyr helt inde i tempelkomplekset. (Se studienote til templet i dette vers). Flere af købmændene snød sandsynligvis folk ved at kræve for mange penge for dyrene.

en pisk af reb: Det græske ord for “reb” (schoinion) kan betegne et reb der bestod af siv, rør eller andre materialer. Da Jesus brugte pisken af reb til at drive “får og kvæg” ud af templet, ville de der solgte disse dyr, helt naturligt have fulgt efter dem ud af tempelområdet. I de følgende vers, da han verbalt driver de mænd der sælger duer, ud, nævnes der ingen pisk, hvilket viser at han ikke brugte den over for sælgerne. Under alle omstændigheder var resultatet at de der udnyttede den sande tilbedelse kommercielt, blev tvunget til at forlade tempelområdet.

jagede dem ud af templet sammen med deres får og kvæg: Mens Jesus var på jorden, rensede han templet for handlende to gange. Det der beskrives her, er den første renselse som fandt sted i forbindelse med påsken i 30 e.v.t., og det var Jesus’ første besøg i Jerusalem som Guds salvede Søn. (Se Tillæg A7). Den 10. nisan år 33 e.v.t. rensede Jesus templet for anden gang. Det er beskrevet i Matthæusevangeliet (21:12, 13), Markusevangeliet (11:15-18) og Lukasevangeliet (19:45, 46). – Se Tillæg A7.

pengevekslernes: Se studienote til Mt 21:12.

en markedsplads: Eller “et varehus; en forretning”. Det græske udtryk oikon emporiou, som gengives “en markedsplads”, betyder “et sted hvor der drives handel; et marked”. Det forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Salget af offerdyr på tempelområdet var en af hovedindtægtskilderne for ypperstepræsten Annas’ rige og magtfulde familie.

brænde af hengivenhed for dit hus: I denne sammenhæng betegner det græske ord (zelos), der her bliver gengivet med “brænde af hengivenhed”, en intens, positiv, brændende interesse der er kendetegnet af en stærk ansvarsfølelse. Det sted i Skrifterne disciplene tænkte på, findes i dag i Sl 69:9. Det tilsvarende hebraiske navneord (qinah), gengivet “brænder af hengivenhed”, kan betyde “krav om udelt hengivenhed; det ikke at tåle nogen som helst rivaliseren”. Da Jesus så al den handel på tempelområdet, blev han vred, og det med god grund, og hans brændende hengivenhed fik ham til at gribe ind.

Riv dette tempel ned, og jeg vil genopbygge det på tre dage: Det er kun Johannes der skriver det Jesus siger her. Jøderne troede at han talte om Herodes’ tempel. Under retssagen mod Jesus citerede hans modstandere hans ord, men fordrejede meningen. (Mt 26:61; 27:40; Mr 14:58) Som det fremgår af Joh 2:21, brugte Jesus billedsprog; han sammenlignede det at han skulle dø og blive oprejst, med det at et tempel kunne blive revet ned og genopbygget. Selvom Jesus sagde: “Jeg vil genopbygge det”, viser Bibelen tydeligt at det var Gud der oprejste ham. (ApG 10:40; Ro 8:11; He 13:20) Efter at Jesus var blevet dræbt og oprejst på den tredje dag (Mt 16:21; Lu 24:7, 21, 46), fik han et andet legeme, ikke et der var dannet af menneskehænder som templet i Jerusalem, men et åndeligt legeme der var dannet af hans Far (ApG 2:24; 1Pe 3:18). Det er ikke usædvanligt at et tempel i overført betydning bliver brugt om mennesker i Skrifterne. Messias skulle ifølge profetien være “hovedhjørnestenen” (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11), og Paulus og Peter brugte lignende udtryk om Jesus og hans disciple i 1Kt 3:16, 17; 6:19; Ef 2:20 og 1Pe 2:6, 7.

Det har taget 46 år at bygge templet: Jøderne henviste her til kong Herodes’ genopbygning af templet. Det første tempel i Jerusalem, som Salomon havde bygget, blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Det blev genopbygget under ledelse af Zerubbabel efter fangenskabet i Babylon. (Ezr 6:13-15; Hag 2:2-4) Ifølge Josefus (Jewish Antiquities, 15. bog, kapitel 11, 380, afsnit 1) påbegyndte Herodes projektet med at genopbygge templet i sit 18. regeringsår. Hvis man tæller årene på samme måde som jøderne talte deres kongers regeringsår, kan det have været i år 18/17 f.v.t. I virkeligheden fortsatte arbejdet på templet i form af yderligere tilføjelser indtil seks år før det blev ødelagt i år 70.

det tempel han talte om, var hans krop: Som det fremgår af apostlen Johannes’ kommentar, brugte Jesus billedsprog, og han sammenlignede det at han skulle dø og blive oprejst, med det at en bygning kunne blive revet ned og genopbygget.

han vidste hvordan mennesker er: Jesus var i stand til at gennemskue hvad andre tænkte, hvordan de ræsonnerede, og hvilke motiver de havde. Profeten Esajas havde forudsagt følgende om Messias: “Jehovas ånd vil hvile over ham”, så hans bedømmelse ville ikke være baseret på ‘hvad hans øjne så’. – Esa 11:2, 3; Mt 9:4; se studienote til Mr 2:8.