Ifølge Lukas 21:1-38
Fodnoter
Studienoter
bidragsbøsserne: Se studienote til Mr 12:41.
fattig: Det græske ord penichros der er brugt her, kan betegne en person der mangler livets basale fornødenheder, eller en for hvem livet er en kamp. Det er den eneste gang ordet bruges i De Kristne Græske Skrifter.
to småmønter: Bogst.: “to lepta”. Lepta er flertal af det græske ord lepton, der hentyder til “noget der er småt og tyndt”. En lepton var en mønt hvis værdi svarede til 1/128 af en denar. Det var åbenbart den mindste mønt af kobber eller bronze som blev brugt i Israel. – Se Ordforklaring: “Lepton” og Tillæg B14.
alt hvad hun havde at leve af: Som det fremgår af studienoten til Lu 21:2, var de to mønter som enken lagde i bidragsbøssen, “to lepta”, som svarede til 1/64 af en dagløn. En lepton var den mindste mønt der fandtes i Israel på den tid. Ifølge Mt 10:29 kunne man for en assarion (der svarede til otte lepta) købe to spurve, der var de billigste fugle man kunne spise. Denne enke havde derfor kun halvdelen af det beløb der skulle til for at købe en spurv, som knap nok udgjorde et enkelt måltid.
ikke vil ligge to sten oven på hinanden: Se studienote til Mt 24:2.
Det er mig: Se studienote til Mr 13:6.
uroligheder: Eller “opstande”. Grundbetydningen af det græske ord akatastasia er uorden, men det kan også referere til oprør mod en autoritet; uro; politisk tumult. I 2Kt 6:5 oversættes det også med “uroligheder” i forbindelse med den voldelige modstand Paulus mødte.
enden: Eller “den fuldstændige ende; den absolutte ende”. – Se studienote til Mt 24:6.
Nation: Se studienote til Mt 24:7.
gå i krig: Se studienote til Mt 24:7.
epidemier: Eller “udbredte sygdomme; pest”. Af de tre evangelieskribenter der nedskrev Jesus’ store profeti om endens tid, er det kun Lukas der nævner dette element i det sammensatte “tegn”. (Lu 21:7; Mt 24:3, 7; Mr 13:4, 8) De tre beretninger supplerer hinanden. Det eneste sted i Bibelen det græske ord for “epidemi” ellers forekommer, er i ApG 24:5, hvor det bruges i overført betydning om en der opfattes som “en plage”, en der skaber problemer, en ballademager eller trussel mod den offentlige orden.
se skræmmende ting: Udtrykket kommer af det græske udsagnsord fobeo, der betyder “at frygte”. Ordet forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Det henviser åbenbart til forfærdende begivenheder.
ord: Eller “kraftfuld tale”. Bogst.: “en mund”. Her bliver det græske ord stoma brugt synonymt med tale eller evnen til at tale.
ikke engang et hår på jeres hoved vil blive krummet: Ved at bruge en hyperbel gjorde Jesus det klart at hans disciple ville blive beskyttet selvom de blev “hadet af alle”. (Lu 21:17) Sammenhængen viser at Jesus primært refererer til beskyttelse mod åndelig eller evig skade snarere end til beskyttelse i fysisk forstand. (Lu 21:16) Jesus’ disciple forventer derfor ikke at blive mirakuløst befriet fra enhver fysisk overlast eller endda døden, men de kan have fuld tillid til at Jehova er i stand til at oprejse dem fra de døde. (Mt 10:39) På græsk anvendes der to nægtelser sammen med udsagnsordet, og det understreger at det Jesus her lover, vil gå i opfyldelse. Den samme tanke kommer til udtryk i det Jesus siger til sine disciple angående Guds omsorg for dem: “Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på.” – Lu 12:7; se studienote til Mt 10:30.
udholdende: Det græske navneord hypomone bliver brugt i Bibelen til at betegne en modig, standhaftig eller tålmodig udholdenhed der ikke svækkes af hindringer, forfølgelser, prøvelser eller fristelser. Det beslægtede udsagnsord hypomeno (“at holde ud”) betyder bogstaveligt “at forblive under”. Det bruges ofte i betydningen “at blive i stedet for at flygte; at stå fast; holde ud; være urokkelig”. – Mt 10:22; Ro 12:12; He 10:32; Jak 5:11.
bevare livet: Eller “vinde jeres liv (sjæle)”. Betydningen af det græske ord psyche, der ofte oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. (Se Ordforklaring: “Sjæl”). Det sigter ofte til en persons liv, enten nu eller i fremtiden. I denne sammenhæng er det nogle gange blevet oversat med “jeres fremtidige liv” eller “jeres virkelige liv”.
byen: Eller “hun”. I denne sammenhæng er navnet Jerusalem på græsk et hunkønsord, mens det i andre sammenhænge er et intetkønsord.
Judæa: Dvs. den romerske provins Judæa.
til bjergene: Ifølge historikeren Eusebios der levede i det fjerde århundrede, flygtede de kristne i Judæa og Jerusalem over Jordanfloden til Pella, en by i Dekapolis’ bjergegne. – Se Tillæg B10.
byen: Dvs. byen Jerusalem. – Se studienote til Lu 21:20.
de dage hvor retfærdigheden sker fyldest: Eller “hævnens dage”, dvs. Guds hævn og dom. Ved en tidligere lejlighed, i en synagoge i Nazaret, citerede Jesus en del af Esajas’ profeti (Esa 61:1, 2) og møntede den på sig selv, men beretningen siger ikke noget om at han oplæste ordene om “en dag med hævn fra vores Gud”. (Lu 4:16-21) Jesus forkyndte dog her om “hævnens dage”, da han forudsagde at Jerusalem ville blive omringet af hære. Guds hævn er blandt det der står skrevet i De Hebraiske Skrifter. Det samme græske ord der her er oversat “retfærdigheden sker fyldest” eller “hævnens”, findes i Septuaginta i 5Mo 32:35, Jer 46:10 (26:10, LXX) og Ho 9:7. I disse vers er det tilsvarende hebraiske udtryk gengivet med “hævnen”, “hævnens [dag]” eller “regnskabets [dage]”.
nationernes fastsatte tider: Eller “hedningernes tider”. Det græske ord kairos (her er flertalsformen oversat med “fastsatte tider”) kan referere til et bestemt tidspunkt, en fastsat tidsperiode eller “en tid” som er kendetegnet af bestemte ting eller begivenheder. (Mt 13:30; 21:34; Mr 11:13) Det bruges om “den fastsatte tid” for begyndelsen af Jesus’ tjeneste (Mr 1:15) eller den “fastsatte tid” for hans død (Mt 26:18, fdn.). Udtrykket kairos bruges også om fremtidige tidspunkter eller perioder i Guds ordning eller tidsplan, især i forbindelse med Kristus’ nærværelse og hans rige. (ApG 1:7; 3:19; 1Ts 5:1) I betragtning af hvordan ordet kairos bruges i bibelteksten, henviser udtrykket “nationernes fastsatte tider” åbenbart ikke til en ubestemt eller ubegrænset tidsperiode, men til en fastsat tidsperiode, en der har en begyndelse og afslutning. Ordet “nationernes” eller “hedningernes” er en oversættelse af flertalsformen af det græske ord ethnos, som i Bibelen særligt bruges om de ikkejødiske nationer.
den beboede jord: Det græske ord for “beboede jord” (oikoumene) henviser til jorden som menneskets bolig. – Lu 4:5; ApG 17:31; Ro 10:18; Åb 12:9; 16:14.
se: Se studienote til Mt 24:30.
Menneskesønnen: Se studienote til Mt 8:20.
i en sky: Se studienote til Mt 24:30.
lignelse: Eller “illustration”. – Se studienote til Mt 13:3.
Himlen og jorden vil forsvinde: Se studienote til Mt 24:35.
mine ord vil afgjort ikke forsvinde: Se studienote til Mt 24:35.
bestå: På Bibelens grundsprog bliver dette ord nogle gange brugt til at vise at en person eller gruppe har en godkendt stilling eller står i et godkendt forhold til en der har myndighed. (Sl 1:5; 5:5; Ord 22:29; Lu 1:19) For eksempel fortæller Åb 7:9, 15 at en stor skare “stod foran tronen og foran Lammet”, hvilket viser at den er godkendt af Gud og Jesus og har deres velvilje.
overnattede på det bjerg: I de sidste fire dage af sit liv på jorden, var Jesus travlt optaget i Jerusalem om dagen. Om aftenen forlod han og hans disciple byen for at overnatte i landsbyen Betania på den østlige skråning af Oliebjerget, uden tvivl hos Martha, Maria og Lazarus. – Mt 21:17; Mr 11:11.
Medieindhold
Ifølge rabbinske kilder var der 13 bidragsbøsser i det tempel der blev bygget af Herodes; de blev kaldt shofar-bidragsbøsser. Det hebraiske ord shofar betyder “vædderhorn”, hvilket viser at i hvert fald en del af bidragsbøssen har haft form som et horn, eller en trompet. De der hørte Jesus fordømme dem der i overført betydning lod trompeten lyde når de gav gaver til de fattige, har måske tænkt på den lyd mønterne lavede når de blev lagt i disse trompetformede bidragsbøsser. (Mt 6:2) De to små mønter som enken gav, klingede sikkert ikke særlig højt, men Jesus viste at både enken og hendes bidrag var meget værd i Jehovas øjne.
Disse sten der ligger ved den sydlige del af vestmuren, menes at have været en del af bygningerne fra det første århundrede. De er blevet efterladt som en påmindelse om romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet.
Fotoet til venstre viser triumfbuen der står ved Forum i Rom. Buen blev bygget til minde for den romerske general Titus’ sejr over Jerusalem og Judæa i år 70 e.v.t. I juni 71 e.v.t. fejrede Titus og hans far kejser Vespasian sejren i det romerske riges hovedstad. Titus efterfulgte Vespasian som kejser i 79 e.v.t. To år senere døde Titus pludseligt, og kort efter blev buen bygget til ære for ham. Titus’ triumftog er afbildet i relieffer der oprindeligt var i stærke farver, på hver side af gennemgangen. På den ene side (1) ses romerske soldater bære hellige genstande fra templet i Jerusalem. Man kan tydeligt se den syvarmede lysestage og bordet til skuebrødene med de hellige trompeter ovenpå. Relieffet på modsatte side (2) viser sejrherren Titus i en stridsvogn trukket af fire heste. Paulus har sikkert tænkt på den slags triumftog som relieffet viser et eksempel på, i de illustrationer han bruger i to af sine breve. (2Kt 2:14; Kol 2:15) De der modtog hans breve, har helt sikkert kendt til de romerske triumftog. Dengang blev sådanne offentlige optog godkendt af den romerske kejser eller hans familie. Titusbuen bekræfter opfyldelsen af Jesus’ profeti om at Jerusalem ville blive indtaget og dens indbyggere taget til fange. – Lu 21:24.
Jesus forudsagde at indbyggerne i Jerusalem og Judæa ville “falde for sværdet”. (Lu 21:24) Det 2.000 år gamle sværd der ses på billedet, tilhørte sikkert en soldat der gjorde tjeneste i det romerske infanteri som var udstationeret i Jerusalem i år 66 da oprøret mod romerne brød ud. Sværdet er omkring 60 cm langt, og resterne af dets læderskede sidder stadig på det. Det blev for nylig fundet (offentliggjort i 2011) da arkæologer udgravede en afløbskanal mellem Davidsbyen og den arkæologiske have der er i nærheden af Vestmuren i Jerusalem. Denne kanal blev tilsyneladende brugt som skjulested for Jerusalems indbyggere i den turbulente tid indtil ødelæggelsen af Jerusalem i år 70.
I den vigtige profeti om hvad der ville ske med Jerusalem og templet, forudsagde Jesus at indbyggerne i Judæa skulle “føres som fanger til alle nationerne”. (Lu 21:21, 24) Mønten der vises her, er et tydeligt bevis på at Jesus’ ord gik i opfyldelse. Sådanne mønter, der mindes erobringen af Judæa, blev først fremstillet i år 71 e.v.t. Den ene side af mønten har et billede af Titus, der var søn af kejser Vespasian. Titus fuldførte erobringen af Judæa som Vespasian havde begyndt. På den anden side er der en palme i midten, en judæisk mand med hænderne bundet på ryggen til venstre, og til højre sidder en jødisk kvinde og sørger. Inskriptionen lyder “IVDAEA CAPTA”, der betyder “Judæa i fangenskab”.