Markus: Kommer af det latinske navn Marcus. Markus var det romerske tilnavn på den “Johannes” der omtales i ApG 12:12. Hans mor var Maria, en af de første disciple, som boede i Jerusalem. Johannes Markus var “Barnabas’ fætter” (Kol 4:10), og de to rejste sammen. Markus rejste også sammen med Paulus og andre af de første kristne missionærer. (ApG 12:25; 13:5, 13; 2Ti 4:11) Selvom evangeliet ikke specifikt oplyser navnet på skribenten, tilskriver skribenter fra det andet og tredje århundrede e.v.t. Markus dette evangelium.

Ifølge Markus: Ingen af evangelieskribenterne identificerer sig i deres beretninger, og titlen er tydeligvis ikke en del af den oprindelige tekst. I nogle håndskrifter af Markusevangeliet ses titlen Euaggelion kata Markon (“Den gode nyhed [eller “Evangeliet”] ifølge Markus”), mens der andre steder bruges den kortere titel Kata Markon (“Ifølge Markus”). Man kan ikke sige med sikkerhed hvornår den slags titler blev tilføjet eller brugt første gang. Nogle mener at det var i det andet århundrede e.v.t., for man har fundet eksempler på den lange titel i håndskrifter af evangelierne der er dateret til slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Nogle forskere mener at de indledende ord i Markus’ bog (“Her begynder den gode nyhed om Jesus Kristus, Guds Søn”) må have været grunden til at ordet “evangelium” (bogst.: “god nyhed”) begyndte at blive brugt til at beskrive disse beretninger. Den slags titler sammen med navnet på den der havde skrevet bogen, må være blevet til af praktiske grunde, for det hjalp til at identificere bøgerne.

den gode nyhed: Se studienoter til Mt 4:23; 24:14 og Ordforklaring.

den gode nyhed om Jesus Kristus: Dette udtryk på græsk kunne også oversættes med “Jesus Kristus’ gode nyhed”, dvs. den gode nyhed som Jesus forkyndte.

Guds Søn: Selvom nogle håndskrifter udelader ordene “Guds Søn”, er der større belæg for den længere gengivelse i håndskrifterne.

profeten Esajas’ bog: Det efterfølgende citat er en kombination af profetier fra Mal 3:1 og Esa 40:3. Begge profetier bliver anvendt om Johannes Døber. Ved hjælp af parentesen kan man skelne citatet fra Malakias fra citatet fra Esajas, som begynder i vers 3 og fremhæver det budskab Johannes forkyndte. Citatet fra Malakias fokuserer på Johannes’ rolle som sendebud. Hele citatet tilskrives Esajas, måske fordi ordene fra Esajas er den del man skal lægge mærke til.

Se: Det græske ord idou, her oversat med “se”, bliver ofte brugt for at rette opmærksomheden mod det der følger efter. Det tilskynder læseren til at se situationen for sig eller bemærke en detalje i beretningen. Det bruges også for at fremhæve noget eller for at introducere noget nyt eller overraskende. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket mest i Matthæus- og Lukasevangeliet og i Åbenbaringens Bog. Et tilsvarende udtryk bruges ofte i De Hebraiske Skrifter.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:3 forekommer Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C). Markus anvender denne profeti om det “Johannes Døber” (Mr 1:4) gjorde for at bane vejen for Jesus. – Se studienoter til Mt 3:3; Joh 1:23.

Gør hans veje lige: Se studienote til Mt 3:3.

Døber: Eller “Nedsænkeren; Dypperen”. Både her og i Mr 6:14, 24 bruges der på græsk et udtryk der kan oversættes med “en der døber”. I Mr 6:25; 8:28 og i Matthæus- og Lukasevangeliet anvendes en anden, men nært beslægtet betegnelse, nemlig navneordet Baptistes. I Mr 6:24, 25 forekommer begge udtryk i grundteksten. – Se studienote til Mt 3:1.

ørkenen: Dvs. Judæas ørken. – Se studienote til Mt 3:1.

døbe som symbol på at de havde angret: Bogst.: “angerdåb”. Dåben vaskede ikke synder bort, men de der blev døbt af Johannes, angrede deres synder mod Loven og viste at de var besluttet på at ændre adfærd. Denne angrende indstilling bidrog til at de kunne ledes til Kristus. (Ga 3:24) Johannes havde gjort et folk klar til at se den “frelse” Gud havde sørget for. – Lu 3:3-6; se studienoter til Mt 3:2, 8, 11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”; “Anger”.

folk fra hele ... alle ... indbyggere: Ordene “hele” og “alle” er her brugt som hyperbler, og de understreger den store interesse Johannes’ forkyndelse vakte. Det betyder ikke at hver eneste indbygger i Judæa eller Jerusalem gik ud for at se ham.

døbte: Eller “nedsænkede; dyppede”. – Se studienote til Mt 3:11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”.

bekendte åbent deres synder: Se studienote til Mt 3:6.

tøj var lavet af kamelhår: Se studienote til Mt 3:4.

græshopper: Se studienote til Mt 3:4.

vild honning: Se studienote til Mt 3:4.

stærkere: Se studienote til Mt 3:11.

sandaler: Se studienote til Mt 3:11.

døbt jer: Eller “nedsænket jer”. – Se studienote til Mt 3:11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”.

døbe jer med hellig ånd: Eller “nedsænke jer i hellig virksom kraft”. Her fortæller Johannes Døber at Jesus ville indstifte en ny ordning, dåb med hellig ånd. De der bliver døbt med Guds ånd, bliver avlet med Guds ånd og kan se frem til at leve i himlen og herske som konger over jorden. – Åb 5:9, 10.

de dage: Ifølge Lu 3:1-3 begyndte Johannes Døber sin tjeneste “i kejser Tiberius’ 15. regeringsår”, dvs. i foråret år 29 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1). Omkring seks måneder senere, i efteråret år 29 e.v.t., kom Jesus for at blive døbt af Johannes. – Se Tillæg A7.

Straks: Dette er den første af 11 forekomster af det græske ord euthys i Markus, kapitel 1. (Mr 1:10, 12, 18, 20, 21, 23, 28, 29, 30, 42, 43) Det græske udtryk er gengivet med “med det samme; så snart; netop på det tidspunkt; hurtigt”, alt efter sammenhængen. Det at Markus ofte bruger dette udtryk – over 40 gange i sit evangelium – krydrer hans beretning med dynamik og en følelse af at der er tale om noget vigtigt.

han: Hentyder til Jesus. Som det fremgår af Joh 1:32, 33, var Johannes Døber også vidne til det, men Markus’ beretning tyder på at være set fra Jesus’ synsvinkel.

himlene: Se studienote til Mt 3:16.

himlene dele sig: Gud sørgede åbenbart for at Jesus nu kunne opfatte himmelske anliggender og kan på dette tidspunkt have ladet ham huske sin førmenneskelige tilværelse i himlen. Jesus’ egne udtalelser efter sin dåb, især den inderlige bøn han bad påskeaften i år 33, viser at han huskede sin førmenneskelige tilværelse. Den bøn viser også at han kunne huske det han havde hørt sin Far sige, og det han havde set sin Far gøre, samt den herlighed han selv havde haft i himlen. (Joh 6:46; 7:28, 29; 8:26, 28, 38; 14:2; 17:5) Jesus har højst sandsynligt fået genskabt den del af sin hukommelse da han blev døbt og salvet.

over: Eller “i”, dvs. for at gå ind i ham.

som en due: Duer blev brugt til hellige formål og havde også en symbolsk betydning. De blev bragt som ofre. (Mr 11:15; Joh 2:14-16) De symboliserede uskyld og renhed. (Mt 10:16) Noa sendte en due ud, og den havde et olivenblad med da den kom tilbage til arken, hvilket viste at vandet havde trukket sig tilbage (1Mo 8:11), og at der snart ville komme hvile og fred (1Mo 5:29). Ved Jesus’ dåb brugte Jehova også en due for at henlede opmærksomheden på den plads Jesus har som Messias, Guds rene og syndfri Søn, der ville ofre sit liv for mennesker og danne grundlaget for en periode med hvile og fred under hans styre som Konge. Da Guds ånd, eller virksomme kraft, dalede ned over Jesus ved hans dåb, kan det have lignet en due der basker med vingerne når den nærmer sig sin gren.

der lød en stemme fra himlene: Den første af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. – Se studienoter til Mr 9:7; Joh 12:28.

Du er min Søn: Som åndeskabning var Jesus Guds Søn. (Joh 3:16) Da Jesus blev født som menneske, var han en “søn af Gud”, ligesom den fuldkomne Adam havde været. (Lu 1:35; 3:38) Det vil være rimeligt at slutte at Guds ord her var mere end blot en udtalelse angående Jesus’ identitet. Med denne erklæring efterfulgt af udgydelsen af hellig ånd viste Gud tydeligt at mennesket Jesus var Hans åndsavlede Søn, altså “født igen” med håbet om at vende tilbage til livet i himlen og salvet med ånd til at blive Guds udnævnte Konge og Ypperstepræst. – Joh 3:3-6; 6:51; se også Lu 1:31-33; He 2:17; 5:1, 4-10; 7:1-3.

Jeg har godkendt dig: Eller “Jeg er fuldt ud tilfreds med dig; Du giver mig stor glæde”. Det samme udtryk er brugt i Mt 12:18, som er et citat fra Esa 42:1 om den lovede Messias, eller Kristus. Udgydelsen af den hellige ånd og Guds udtalelse om sin Søn var en tydelig identifikation af Jesus som den lovede Messias. – Se studienoter til Mt 3:17; 12:18.

tilskyndede ånden ham til at gå: Eller “motiverede den virksomme kraft ham til at gå”. Det græske ord pneuma henviser her til Guds ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Guds vilje. – Lu 4:1; se Ordforklaring: “Ånd”.

Satan: Se studienote til Mt 4:10.

de vilde dyr: På Jesus’ tid var der mange flere vilde dyr i den del af verden end der er i dag. Ørkenen var hjemsted for vildsvin, hyæner, leoparder, løver og ulve. Markus er den eneste evangelieskribent der nævner at der var vilde dyr i dette område. Meget tyder på at han primært skrev til ikkejødiske læsere, deriblandt romere og andre der måske ikke kendte til Israels geografi.

Den fastsatte tid er inde: I denne sammenhæng henviser udtrykket “den fastsatte tid” (græsk: kairos) til den tid, som forudsagt i Skrifterne, hvor Jesus’ jordiske tjeneste ville begynde og give mennesker mulighed for at få tro på den gode nyhed. Det samme græske ord bliver brugt om den “tid” hvor Israel blev inspiceret i forbindelse med Jesus’ tjeneste (Lu 12:56; 19:44), og den “fastsatte tid” for hans død. – Mt 26:18, fdn.

Guds rige: Dette udtryk forekommer 14 gange i Markusevangeliet. Matthæus bruger kun udtrykket fire gange (Mt 12:28; 19:24; 21:31; 21:43), men han anvender et lignende udtryk, “himlenes rige”, omkring 30 gange. (Sammenlign Mr 10:23 med Mt 19:23, 24). Riget var det gennemgående tema i Jesus’ forkyndelse. (Lu 4:43) Riget bliver omtalt mere end 100 gange i de fire evangelier, og i de fleste tilfælde er det i forbindelse med noget Jesus sagde. – Se studienoter til Mt 3:2; 4:17; 25:34.

Galilæas Sø: Se studienote til Mt 4:18.

kaste deres net: Se studienote til Mt 4:18.

fiskere: Se studienote til Mt 4:18.

menneskefiskere: Se studienote til Mt 4:19.

fulgte ham: Se studienote til Mt 4:20.

Zebedæus’: Se studienote til Mt 4:21.

Jakob og hans bror Johannes: Se studienote til Mt 4:21.

med de lejede folk: Det er kun Markus der nævner at Zebedæus og hans sønner havde “lejede folk” i deres fiskerivirksomhed. Peter, der øjensynligt var partner i virksomheden og øjenvidne til det meste af det Markus nedskrev, kan have været den der gav denne oplysning. (Lu 5:5-11; se også “Introduktion til Markus”). Det at Zebedæus og hans sønner havde lejede folk og, ifølge Lukas’ beretning, havde mere end én båd, indikerer at de havde en blomstrende forretning. – Se studienote til Mt 4:18.

Kapernaum: Se studienote til Mt 4:13.

synagogen: Se Ordforklaring.

hans måde at undervise på: Udtrykket sigter både til de undervisningsmetoder Jesus brugte, og til indholdet af hans undervisning.

ikke som de skriftlærde: I stedet for at citere berømte rabbinere, ligesom de skriftlærde plejede at gøre, talte Jesus som en der repræsenterede Jehova, som en der havde autoritet, og han baserede sin undervisning på Guds ord. – Joh 7:16.

en uren ånd: Markus bruger dette udtryk side om side med ordet “dæmon”. (Sammenlign Mr 1:23, 26, 27 med 1:34, 39; og Mr 3:11, 30 med 3:15, 22). Brugen af dette udtryk fremhæver dæmonernes moralske og åndelige urenhed såvel som deres urene indflydelse på mennesker.

han råbte: Da manden råbte de ord vi finder i vers 24, satte Jesus den der i virkeligheden talte, den urene ånd, på plads. – Mr 1:25; Lu 4:35.

Hvad har vi med dig at gøre, ...?: Se studienote til Mt 8:29.

vi ... Jeg: Der nævnes kun én uren ånd i vers 23, så når ånden der styrer manden, bruger flertalsordet “vi”, taler den tilsyneladende på vegne af både sig selv og sine meddæmoner, og da den bagefter bruger entalsordet “jeg”, refererer den kun til sig selv.

Ti stille: Bogst.: “Få mundkurv på”. Den urene ånd vidste at Jesus var Kristus, eller Messias, og tiltalte ham som “Guds Hellige” (vers 24), men Jesus tillod ikke at dæmonerne vidnede om ham. – Mr 1:34; 3:11, 12.

Simons svigermor: Se studienote til Lu 4:38.

syg med feber: Se studienote til Lu 4:38.

Da ... solen var gået ned: Solnedgangen markerede slutningen på sabbatsdagen. (3Mo 23:32; Mr 1:21; se studienoter til Mt 8:16; 26:20). Da der nu ikke længere var nogen fare for at blive anklaget, kunne jøderne begynde at komme med de syge så de kunne blive helbredt. – Se også Mr 2:1-5; Lu 4:31-40.

syge og dæmonbesatte: Dæmonerne kunne nogle gange påføre dem de styrede, en form for fysisk sygdom. (Mt 12:22; 17:15-18) I Bibelen skelnes der dog mellem almindelig sygdom og de lidelser som dæmonbesættelse forårsagede. Men uanset hvad der var årsag til deres sygdom, helbredte Jesus dem. – Mt 4:24; 8:16; Mr 1:34.

hele byen: I lighed med brugen af “hele” og “alle” i Mr 1:5 er ordet “hele” her åbenbart brugt som en hyperbel; det tegner et billede af et stort antal mennesker.

de vidste at han var Kristus: I nogle græske håndskrifter står der “de kendte ham”, og det kan gengives med “de vidste hvem han var”. I parallelberetningen i Lu 4:41 står der: “De vidste at han var Kristus.”

Alle: Der er tydeligvis tale om en hyperbel for at understrege at et stort antal mennesker ledte efter Jesus.

forkyndte ... i hele Galilæa: Dette markerer begyndelsen på Jesus’ første forkyndertur gennem Galilæa sammen med hans fire nyligt udvalgte disciple: Peter, Andreas, Jakob og Johannes. – Mr 1:16-20; se Tillæg A7.

en spedalsk: Se studienote til Mt 8:2 og Ordforklaring: “Spedalskhed”.

knælede: I oldtidens Mellemøsten var det at knæle et udtryk for respekt, især når man fremsatte en anmodning over for en højerestående person. Markus er den eneste evangelieskribent der bruger dette specifikke udtryk i forbindelse med denne hændelse.

fik inderligt ondt af: Eller “fik dyb medfølelse med”. (Se studienote til Mt 9:36). Nogle få moderne bibeloversættelser siger “blev opbragt (vred)”. Men læsemåden “fik inderligt ondt af (dyb medfølelse med)” findes i størstedelen af de gamle håndskrifter, deriblandt de ældste og mest anerkendte. Desuden viser sammenhængen at Jesus blev bevæget af medlidenhed, ikke af vrede.

rørte ved ham: Se studienote til Mt 8:3.

Det vil jeg: Se studienote til Mt 8:3.

Sig ikke noget til nogen: Jesus gav sikkert denne befaling fordi han ikke ønskede at ophøje sit eget navn eller gøre noget der kunne aflede opmærksomheden fra Jehova Gud og den gode nyhed om Riget. Den måde han var på, opfyldte de profetiske ord i Esa 42:1, 2, hvor der står at Jehovas tjener “ikke [ville] lade sin stemme høre på gaden”, dvs. på en opsigtsvækkende måde. (Mt 12:15-19) Jesus’ ydmyge sind var en forfriskende kontrast til de hyklere han fordømte for at bede “på hjørnet af hovedgaderne for at blive set af folk”. (Mt 6:5) Jesus ønskede at folk skulle blive overbevist om at han var Kristus, på baggrund af klare beviser, ikke sensationelle beretninger om hans mirakler.

lad præsten undersøge dig: Ifølge Moseloven skulle en præst bekræfte at en spedalsk var blevet rask igen. Den tidligere spedalske skulle rejse til templet og bringe de ofre som Moses har foreskrevet, og som findes i 3Mo 14:2-32.