Ifølge Markus 12:1-44
Fodnoter
Studienoter
lignelser: Se studienote til Mt 13:3.
tårn: Se studienote til Mt 21:33.
lejede: Se studienote til Mt 21:33.
dette skriftsted: Entalsformen af det græske ord grafe henviser her til en specifik passage i Skrifterne, nemlig Sl 118:22, 23.
hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.
Jehova: I dette citat fra Sl 118:22, 23 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.
tilhængerne af Herodes’ parti: Se Ordforklaring.
skat: Eller “kopskat”. Se studienote til Mt 22:17.
kejseren: Se studienote til Mt 22:17.
denar: Denne romerske sølvmønt som havde et billede af kejseren på den ene side, var den mønt romerne krævede at jøderne betalte kopskat med. (Mr 12:14) Da Jesus var på jorden, fik en landarbejder almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer, og i De Kristne Græske Skrifter blev værdier ofte angivet i denarer. (Mt 20:2; Mr 6:37; 14:5; Åb 6:6) Der blev anvendt mange forskellige kobber- og sølvmønter i Israel, deriblandt sølvmønter der var fremstillet i Tyrus, som man betalte tempelskatten med. Men når man skulle betale skat til Rom, brugte man åbenbart en sølvdenar, som var præget med et billede af kejseren. – Se Ordforklaring og Tillæg B14.
billede og titel: Se studienote til Mt 22:20.
Giv: Se studienote til Mt 22:21.
kejseren det der er kejserens: Jesus’ svar her (og i parallelberetningerne i Mt 22:21 og Lu 20:25) er det eneste nedskrevne eksempel på at Jesus omtaler den romerske kejser. “Det der er kejserens”, indbefatter både betaling for de tjenesteydelser som de verdslige myndigheder giver, og den ære og relative underkastelse man har pligt til at vise sådanne myndigheder. – Ro 13:1-7.
Gud det der er Guds: Se studienote til Mt 22:21.
saddukæere: Dette er den eneste gang saddukæerne omtales i Markusevangeliet. (Se Ordforklaring). Navnet (græsk: saddoukaios) kommer sandsynligvis af navnet Sadok (der ofte staves Saddouk i Septuaginta). Han blev ypperstepræst på Salomons tid, og hans efterkommere tjente åbenbart som præster i århundreder. – 1Kg 2:35.
opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om en opstandelse fra de døde. (Mt 22:23, 31; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står: “Dine døde skal leve”. – Se Ordforklaring.
den anden giftede sig med hende: Hvis en mand blandt israelitterne i fortiden døde uden at have fået sønner, forventedes det at hans bror giftede sig med enken for at få børn der kunne videreføre den afdødes slægtslinje. (1Mo 38:8) Denne ordning, der senere blev en del af Moseloven, var kendt som svogerægteskab, eller leviratsægteskab. (5Mo 25:5, 6) At saddukæerne omtaler svogerægteskab, viser at det stadig var en almindelig praksis på Jesus’ tid. Loven gav rum for at en slægtning kunne nægte at indgå svogerægteskab, men hvis en mand ikke ville “føre sin brors slægt videre”, bragte han skam over sig selv. – 5Mo 25:7-10; Ru 4:7, 8.
Skrifterne: Se studienote til Mt 22:29.
Moses’ bog: Det var kun Moses’ skrifter saddukæerne accepterede som inspirerede. De var modstandere af det Jesus lærte andre om opstandelsen, for de mente åbenbart ikke at der var grundlag for en sådan lære i Pentateuken. Jesus kunne have citeret mange skriftsteder, såsom Esa 26:19, Da 12:13 og Ho 13:14, for at vise at de døde ville få en opstandelse. Men fordi Jesus vidste hvilke skrifter saddukæerne anerkendte, byggede han sin argumentation på noget Jehova havde sagt gennem Moses. – 2Mo 3:2, 6.
at Gud sagde til ham: Jesus henviser her til en samtale mellem Moses og Jehova der fandt sted omkring år 1514 f.v.t. (2Mo 3:2, 6) På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år. Alligevel sagde Jehova ikke: ‘Jeg var deres Gud.’ Han sagde: ‘Jeg er deres Gud.’ – Se studienote til Mr 12:27.
de levendes: Ifølge parallelberetningen i Lu 20:38 siger Jesus også: “De er nemlig alle levende for ham [eller “i hans øjne”].” Bibelen viser at mennesker der er i live, men som har fjernet sig fra Gud, er døde i hans øjne. (Ef 2:1; 1Ti 5:6) På lignende måde er Guds godkendte tjenere der dør, stadig levende i Jehovas øjne fordi hans løfte om at oprejse dem helt sikkert vil gå i opfyldelse. – Ro 4:16, 17.
Hør, Israel: I dette vers er der citeret en større del fra 5Mo 6:4, 5 end der er i parallelberetningerne i Matthæus- og Lukasevangeliet. Her forekommer også introduktionen til den såkaldte Shema, eller det der svarer til den jødiske trosbekendelse, som er taget fra 4Mo 15:37-41; 5Mo 6:4-9; 11:13-21. Navnet “Shema” kommer af det første ord i dette vers på hebraisk, shema, der betyder: “Hør!”
Jehova vores Gud er én Jehova: Eller “Jehova er vores Gud; Jehova er én”, eller “Jehova er vores Gud; der er én Jehova”. I den hebraiske tekst i 5Mo 6:4, der er citeret her, kan ordet “én” hentyde til at nogen er unik, den eneste af sin slags. Jehova er den eneste sande Gud; ingen falsk gud kan måle sig med ham. (2Sa 7:22; Sl 96:5; Esa 2:18-20) I 5. Mosebog mindede Moses israelitterne om at de kun skulle tilbede Jehova. De skulle ikke gøre som folkeslagene omkring dem, der tilbad alle mulige falske guder og gudinder. Nogle af disse guder blev betragtet som herskere over bestemte dele af naturen, og nogle var forskellige versioner af den samme guddom. Det hebraiske ord for “én” kan også indeholde tanken om enhed og ensartethed i hensigt og handling. Jehova er ikke utilregnelig, og han er heller aldrig splittet. Han er tværtimod altid den samme, altid trofast og loyal. Den samtale vi finder i Mr 12:28-34, er også nævnt i Mt 22:34-40, men det er kun Markus der har taget de indledende ord med: “Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova.” Buddet om at elske Gud kommer lige efter udtalelsen om at Jehova er én, og det indikerer at hans tilbederes kærlighed til ham også må være udelt.
Jehova ... Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:4 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), to gange i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.
Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:5 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.
hjerte: Når ordet bruges billedligt, hentyder det som regel til alt det der udgør det indre menneske. Men når det nævnes sammen med “sjæl” og “sind”, har det en mere specifik betydning og henviser til personens følelser, ønsker og stemninger. De fire ord der nævnes her (hjerte, sjæl, sind og styrke), er ikke helt adskilte men overlapper hinanden i betydning. Det giver den stærkest tænkelige understregning af at mennesket skal elske Gud helt og fuldt. – Se studienoter til sind og styrke i dette vers.
sjæl: Se studienote til Mt 22:37.
sind: Dvs. forstand eller tænkeevne. Et menneske må bruge sit sind og sine forskellige evner for at lære Gud at kende og få større kærlighed til ham. (Joh 17:3; Ro 12:1) Her citeres der fra 5Mo 6:5, hvor der i den hebraiske tekst bruges tre udtryk: ‘hjerte, sjæl og styrke’. Men i den græske tekst i Markusevangeliet nævnes fire forskellige udtryk: hjerte, sjæl, sind og styrke. Der kan være flere grunde til dette. Ordet “sind” kan være blevet tilføjet for at give en bedre forståelse af hebraiske begreber der overlapper hinanden. På hebraisk var der ikke noget specifikt ord for “sind”, men det som ordet dækker, blev ofte beskrevet med ordet “hjerte”. Når ordet bruges billedligt, henviser det til hele et menneskes indre; det indbefatter menneskets tanker, følelser, holdninger og motiver. (5Mo 29:4; Sl 26:2; 64:6; se studienote til hjerte i samme vers). Når ordet for “hjerte” forekommer i den hebraiske tekst, bruger den græske Septuaginta derfor ofte det græske ord for “sind”. (1Mo 8:21; 17:17; Ord 2:10; Esa 14:13) Markus’ brug af ordet sind kan også indikere at det hebraiske ord for “styrke” og det græske ord for “sind” overlapper hinanden i betydning. (Se også ordlyden i Mt 22:37, hvor der står “sind” og ikke “styrke”). At ordenes betydning overlapper hinanden, kan være med til at forklare hvorfor den skriftlærde brugte ordet “forstand” i sit svar til Jesus. (Mr 12:33) Det kan også være med til at forklare hvorfor de der skrev evangelierne, ikke brugte nøjagtigt de samme ord som på hebraisk når de citerede fra 5Mo 6:5. – Se studienote til styrke i dette vers og studienoter til Mt 22:37; Lu 10:27.
styrke: Som det fremgår af studienoten til sind, forekommer der i den originale hebraiske tekst i dette citat fra 5Mo 6:5 tre udtryk, nemlig ‘hjerte, sjæl og styrke’. Det hebraiske ord der gengives med “styrke” [eller “virkekraft”, fdn.], kan hentyde til mentale eller intellektuelle evner såvel som til fysisk styrke. Det kan være endnu en grund til at ordet “sind” er taget med når dette skriftsted bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. Det kan også forklare hvorfor der i Mt 22:37 bruges ordet “sind” men ikke “styrke” i samme citat. Uanset hvordan det forholder sig, så anvendte en skriftlærd (ifølge Lukas’ beretning [10:27] der er skrevet på græsk) de fire udtryk hjerte, sjæl, sind og styrke da han citerede det samme vers fra De Hebraiske Skrifter, og det indikerer at det på Jesus’ tid åbenbart var almindeligt anerkendt at alle fire græske udtryk var indbefattet i de tre hebraiske ord i det originale citat.
Derefter kommer dette: Jesus’ direkte svar på farisæerens spørgsmål er gengivet i Mr 12:29, 30, men nu går Jesus et skridt videre. Efter at have besvaret det oprindelige spørgsmål citerer han et andet bud (3Mo 19:18) og understreger derved at de to bud er uløseligt forbundet med hinanden, og at hele Loven og Profeterne kan opsummeres i dem. – Mt 22:40.
medmenneske: Se studienote til Mt 22:39.
brændofre: Det græske ord holokautoma (der kommer af ordene holos, der betyder “hel, helt” og kaio, der betyder “at brænde”) forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i He 10:6, 8. Det er et udtryk der anvendes i Septuaginta som en gengivelse af et hebraisk ord der beskriver ofre der skulle opbrændes fuldstændigt i ild. Hele dyret skulle frembæres for Gud uden at nogen del af det blev spist af den der kom med offergaven. Dette græske ord bruges i Septuaginta i 1Sa 15:22 og Ho 6:6, og den skriftlærde kan have haft disse vers i tanke da han talte med Jesus. (Mr 12:32) I symbolsk forstand gav Jesus sig selv helt og fuldt som et ‘brændoffer’.
Jehova: I dette citat fra Sl 110:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.
torvene: Se studienote til Mt 23:7.
forreste siddepladser: Se studienote til Mt 23:6.
bidragsbøsserne: Gamle jødiske kilder siger at disse bidragsbøsser, eller beholdere, var formet som trompeter, eller horn, med små åbninger foroven. Folk lagde bidrag til forskellige formål i dem. Det græske ord der bruges her, findes også i Joh 8:20, hvor det er oversat med “skatkammeret”, som åbenbart lå i det område der hed Kvindernes Forgård. (Se studienote til Mt 27:6 og Tillæg B11). Ifølge rabbinske kilder var der placeret 13 bidragsbøsser langs med muren i denne forgård. Man mener at der også var et stort skatkammer i templet, hvor pengene fra bidragsbøsserne blev bragt hen.
penge: Bogst.: “kobber”, dvs. kobberpenge, eller kobbermønter. Det græske ord blev også brugt som en generel betegnelse for penge. – Se Tillæg B14.
to småmønter: Bogst.: “to lepta, som er en kvadrans”. Lepta er flertal af det græske ord lepton, der hentyder til noget der er småt og tyndt. En lepton var en mønt hvis værdi svarede til 1/128 af en denar. Den var åbenbart den mindste mønt af kobber eller bronze som blev brugt i Israel. (Se Ordforklaring: “Lepton”, og Tillæg B14). Det græske ord kodrantes (af det latinske ord quadrans) hentyder til en romersk mønt af kobber eller bronze hvis værdi svarede til 1/64 af en denar. Markus bruger her en romersk møntenhed for at forklare hvilken værdi jødernes mønter havde. – Se Tillæg B14.
Medieindhold
I Israel blev vindruerne indsamlet i august og september, alt efter druesorten og områdets klima. De blev som regel lagt i kalkstenskar eller trug der var udhugget i klippen. Det var normalt mænd der knuste druerne med de bare fødder mens de sang. – Esa 16:10; Jer 25:30; 48:33.
1. Nyplukkede druer
2. Vinperse
3. Rende til saften
4. Lavereliggende opsamlingskar
5. Vinkrukker i lertøj
Tiberius blev født i år 42 f.v.t. I år 14 e.v.t. blev han Roms anden kejser. Tiberius døde i marts år 37 e.v.t. Han var kejser under Jesus’ tjeneste, så det var ham der herskede da Jesus sagde om det at betale skat: “Giv kejseren det der er kejserens.” – Mr 12:14-17; Mt 22:17-21; Lu 20:22-25.
Et torv eller en markedsplads kunne ligge ved en vej, som den der vises her. Ofte lagde sælgerne så mange varer ud på gaden at de var i vejen for trafikken. De lokale folk kunne her købe ting til husholdningen, for eksempel friske madvarer, men også lertøj og dyre genstande af glas. Fordi man ikke havde mulighed for at opbevare maden køligt, måtte folk købe ind på torvet hver dag. Når de kom, kunne de høre nyheder fra rejsende købmænd og andre besøgende, børnene kunne lege, og de arbejdsløse kunne vente på at nogen ville hyre dem. Jesus helbredte syge, og Paulus forkyndte på et torv. (ApG 17:17) De stolte skriftlærde og farisæere elskede at man lagde mærke til dem og hilste på dem på disse offentlige steder.
I det første århundrede var det almindeligt at man lå til bords når man spiste. Man hvilede sin venstre albue på en pude og spiste med højre hånd. Ifølge den græsk-romerske tradition var der i en typisk spisestue tre sofaer rundt om et lavt spisebord. Romerne kaldte denne type spisestue for en triclinium (latinsk for et græsk ord der betyder “et rum med tre sofaer”). Traditionelt kunne der være ni personer omkring bordet, tre på hver sofa, men det blev almindeligt at bruge længere sofaer så der kunne være flere mennesker. Den plads man fik omkring spisebordet, var forbundet med en grad af ære. Den ene sofa var den mindst ærefulde (A), den anden var mere ærefuld (B), og den tredje var den mest ærefulde (C). Der var også forskel på hvilken plads man fik på sofaen. Man blev anset for at være vigtigere end ham der lå til højre for en, og mindre vigtig end ham der lå til venstre for en. Ved et formelt måltid lå værten normalt på den vigtigste plads (1) på den mindst ærefulde sofa. Ærespladsen var den tredje plads på den midterste sofa (2). Det vides ikke i hvor stor udstrækning jøderne tog denne skik til sig, men det ser ud til at Jesus henviste til den da han lærte sine tilhørere om ydmyghed.
Animationen er delvist baseret på ruinerne af en synagoge fra det første århundrede i Gamla, en by omkring 10 km NØ for Galilæas Sø. Der findes ingen intakte synagoger fra det første århundrede, så man ved ikke nøjagtigt hvordan de så ud. Animationen viser nogle af de ting der sandsynligvis fandtes i mange synagoger på den tid.
1. De forreste, eller de bedste, siddepladser har sandsynligvis været helt henne ved taleren, og måske endda oppe på den forhøjning hvor taleren stod.
2. Den forhøjning hvorfra der blev læst op fra Skrifterne. Placeringen af forhøjningen kan have varieret fra synagoge til synagoge.
3. Siddepladserne langs væggen kan have været for dem med en vis status i samfundet. Andre har måske siddet på måtter på gulvet. Synagogen i Gamla ser ud til at have haft fire rækker med siddepladser.
4. En ark, eller en kiste, som de hellige skriftruller var opbevaret i, kan have været placeret ved bagvæggen.
Fordelingen af siddepladser i synagogen var en konstant påmindelse til dem der var til stede, om at nogle havde højere status end andre, noget der ofte blev debatteret af Jesus’ disciple. – Mt 18:1-4; 20:20, 21; Mr 9:33, 34; Lu 9:46-48.
Ifølge rabbinske kilder var der 13 bidragsbøsser i det tempel der blev bygget af Herodes; de blev kaldt shofar-bidragsbøsser. Det hebraiske ord shofar betyder “vædderhorn”, hvilket viser at i hvert fald en del af bidragsbøssen har haft form som et horn, eller en trompet. De der hørte Jesus fordømme dem der i overført betydning lod trompeten lyde når de gav gaver til de fattige, har måske tænkt på den lyd mønterne lavede når de blev lagt i disse trompetformede bidragsbøsser. (Mt 6:2) De to små mønter som enken gav, klingede sikkert ikke særlig højt, men Jesus viste at både enken og hendes bidrag var meget værd i Jehovas øjne.